UPS Mor! #KLUMME
Min store dreng Dixon var omkring 1,5 år, da jeg ringede til alarmcentralen og sagde:
”Jeg er kommet til at slå min søns hoved ind i dørkarmen.”
Det er vist unødvendigt at uddybe, at det ikke ligefrem var et af mine shining-moments som mor. Heldigvis var lægen i røret ganske neutral og spurgte stille og roligt om hvad der var sket:
Klokken var omkring 05 og jeg var vågnet og ville derfor skifte Dixon, så han ikke tissede igennem. For en gangs skyld sov han på ryggen og derfor løftede jeg ham helt forsigtigt op med en arm under hovedet og en under benene. Så bar jeg ham ud i gangen og var så bange for at vække ham eller falde over hunden, at jeg fuldstændig overså dørkarmen, da jeg drejede ind i puslerummet og torpedere Dixon lille hoved ind i karmen…
En times tid senere sad vi stadig i sofaen og jeg ved ærligt talt ikke hvem af os, der var mest medtaget. Jeg ringede derfor til alarmcentralen og begræd min ugerning. Lægen spurgte ganske klogt: ”Kan man se noget?” ”Nææ,” svarede jeg. Så spurgte hun hvad han lavede og jeg svarede, at han så tv: ”Prøv at skift kanal,” foreslog hun. Gennem telefonen kunne selv hun høre Dixon sige: ”Nej nej nej” og hun smågrinede og sagde: ”Det lyder til han er okay, når han selv vil vælge tv.”
Børn med hjernerystelse gider nemlig sjældent se tv.
Dernæst forklarede hun mig, at jeg selvfølgelig skulle observere ham for hjernerystelse og gav mig hint om det der kunne være tegn på hjernerystelse: Især opkast, nedsat appetit og så skulle jeg selvfølgelig sørge for at have kontakt med ham de næste 12 timer.
Den dag slap mine øjne ham ikke og jeg lovede mig, selv at det aldrig skulle ske igen. Alligevel gik der kun et par måneder, før han endnu en morgen testede hvor højt min puls kunne slå…
Denne gang sad han i Trip Trap stolen. Men det gad han åbenbart ikke og havde fået benene op på bordkanten og sat af med det resultat, at han styrtede direkte ned i gulvet. Heldigvis havde min mand ikke fået justeret fod-pladen ordentligt (noget som jeg havde givet han mange skideballer over) men netop fordi den sad forkert, tog pladen styrtet og Dixon slap med et chok.
Det samme gjorde jeg samt en undskyldning og en udskrivning til nogle dutter til stolen, da stolen var en fra min egen barndom og derfor ikke faldsikker. Ekspedienten i Kære Børn fortalte mig meget sødt, at der var mange forældre der ikke vidste, at de gamle Trip Trap stole kunne vælte.
Nu hvor jeg er mor til to er jeg ved at have indset, at der er rigtig meget, jeg ikke kan styre eller forberede mig på.
Som forleden, da lillebror var kravlet ud af kravlegården og ifølge storebror styrtet med i sofabordet og videre ned i gulvet…
Jeg troede det blev lettere at være mor med tiden, men det er jeg ikke helt sikker på.
Jeg ved blot følgende: Jeg gør mit bedste – i de bedste intentioner.
Nogle gange (temmelig ofte) fejler jeg og det er okay. Det er faktisk måske det eneste jeg kan styre:
Synet på mig selv – både som mor og helt generelt.
Så i dag vælger jeg at tilgive mig selv.
Jeg er fejlbar ligesom alle andre mennesker og det må mine børn faktisk godt se og lære. For fejl bliver også en del af min fremtid, om jeg vil det eller ej.
Personligt vil jeg så bare bestræbe mig på at de ikke bliver på bekostning af børnenes helbred… ♥
Hvad med dig kære læser? Har du haft lignende oplevelser og hvordan har du taklet det? Del endelig herunder 🙂
Husk vi er både på Instagram og Facebook hvor vi glæder os til at sludre med dig 🙂
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!
