Hende jeg ikke vil være #Nicola
Som mor til to tænker jeg tilbage på tiden som mor til en, som piece of cake.
Seriøst, da jeg kun havde et barn var der total styr på skiftetøjet i institutionen og årstiderne kom aldrig bag på hverken mig eller tøjet i garderoben.
Jeg kunne navnene på mit barns ”stue/gruppe” kammerater og jeg havde rimelig godt styr på hvem forældrene var. Ligesom jeg aldrig tog fejl af hvornår, der skulle laves tur-madpakker og lignende.
Jeg var heller aldrig i tvivl om hvornår min søn sidst havde været i bad og fået klippet negle. Når vi skulle til fødselsdage havde Dixon altid nået at lave en tegning eller en perleplade og putte-tid var temmelig fast og oftest fulgt op af en bog og lidt hyggesnak og sang. Min mand og jeg skiftedes, så jeg glædede mig faktisk altid til det var min tur.
Nu hvor jeg har to børn, har jeg ikke styr på en skid.
Puttetiden skrider altid og der er dage, hvor jeg skammer mig totalt over at være den mor, der står og tænker: ”Sov nu bare, jeg har travlt. Godnat,” frem for at nyde det. Nyde, at min dreng gider tale med mig. Desværre er min store dreng altid allermest snakkesalig, når jeg er allermest træt. Og det er bare en rigtig dårlig kombi.
Den mor jeg gerne vil være – altså hende, der er helt almindelig sød og rar og sjov ( i hvert fald ifølge mig selv) bliver altid erstattet af en ond råbende grim udgave, når jeg skal have børnene til at høre efter. Jeg ved godt det er en dødssynd at råbe og skælde ud, men når jeg bestemt og med brug af mit kropssprog 7 gange har sagt, at nu skal de gå ud og børste tænder og de igen og igen bliver ved med at tonse rundt og løbe og ignorere mig, så bliver jeg altså hende jeg ikke vil være:
A) fordi jeg er frustreret
B) fordi jeg føler mig magtesløs
C) fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre
D) fordi det virker.
Og lige præcis dette, altså tilstedeværelsen af hende jeg ikke vil være, er altså blevet hundrede gange værre, efter vi har fået barn nummer to. Først og fremmest fordi jeg selvfølgelig er mere presset – for to er trods alt dobbelt op på ALT!
Min børn kan faktisk godt lide hinanden (det er jo seriøst ikke alle der kan det.) Det første, de hver især gør om morgenen er at løbe ind til hinanden og kramme og lege i sengene. De griner og pjatter, men fem minutter efter slår de enten hovederne sammen ved et uheld, lillebror river i frustration over ikke at kunne tale eller storebror skubber og bum – så er morgen-helvede løs. Og sådan er de heeeele dagen. Man kan ikke vende ryggen til dem i fem minutter uden der enten er noget der går i stykker eller et barn (eller to!) der græder eller skriger.
Mine to små terrorister . fanget i et roligt øjeblik
Jeg skriver ikke det her for at få ynk, fordi det var helt bevidst vi satsede på at få endnu et barn. Og der er da heldigvis også masser af skønne stunder, men jeg vidste bare ikke at forskellen fra et til to børn ville være SÅ stor. Som i total gigantisk!
Mest af alt fordi det nu er meget tydeligt at det er mig, der skal opdrages, så jeg ikke kommer til at være hende, jeg ikke vil være….
Det her er den mor jeg gerne vil være.. rummelig, rolig og fuld af kærlighed og overskud. Virkeligheden er bare ikke altid sådan..
♥
LÆS OGSÅ: Jeg har ikke styr på særlig meget. Ikke engang shake’n’bake kagen!
Husk du kan følge Filterfri på både Facebook og Instagram. Så bliver vi så glade 
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!