Dengang frihed var fast inventar i hverdagen og selvrealisering et yndet privilegium #Louise (57)

Hørte om en mor som på et tidspunkt udtalte, at barn nummer et var det største indgreb i ens frihed. Barn nummer to samme princip, man der havde man vænnet sig til ingen frihed at ha’.

Nu er jeg ikke mor til to (én er rigeligt), men hvor er jeg bare enig i elementet med frihedsberøvelsen. Livet med børn kan være smukt, berigende (til tider) og alt det der, men også lidt som tyren, der bliver tæmmet.

Ikke at jeg vil lave en direkte sammenligning mellem mig og så stort og brunstigt et dyr. Men der er væsentlige forskelle mellem mit liv før og efter den bette:

Den egentlige pointe

Det er jo ikke fordi, jeg vil bytte den bette ud med en adventure-tur til Bali. Men gud jøsses, hvor er jeg – her godt 4,5 år efter den bette kom til verden, stadig ikke fuldt integreret på den manglende frihedsfront.

Har indordnet mig og siger ja-ja til devisen om, hvor sundt det er at forskyde opmærksomhed fra sig selv til baby og ta’ det fulde ansvar for et andet menneske.

Men nogle gange savner jeg at pille rundt i min egen navle – sådan dybt og grundligt.

Og lur mig om ikke jeg så mit snit til det, da sommerferien i år er den tid, hvor farmand og den bette skal til USA.

Tænkte: Nu gør jeg det! Saftsusme om ikke sommerferien 2018 skal være mit shine!

Når nu omstændighederne er som de er – skilsmissen og den deraf opdelte tid med den bette, så står den på fuld forplejning af mit alter ego:

-Reunion med Mongoliet og Djengis Khan folket.

-Arabisk kursus på sommer camp.

-Afslapning på sydhavsø med bounty strand og kokosdrink. – Udvalget er stort og rejsegenet helt oppe at ringe.

Ex-svigermor og ex-mand spurgte ellers for nylig, om ikke jeg ville med til USA…

Af hjertet nej tak.

…indtil jeg blev fanget i en indre monolog…

Monolog:

Mig: Hun er altså stor nok til at rejse selv.

Mig: Jojo, men hun kender jo ikke familien i USA på samme måde, så flere uger i et land langt væk, er lang tid.

Mig: Men hendes far er der.

Mig: Jojo, men hvis hun selv kunne vælge, ville hun have både mor og far med.

Mig: Men hun vender nok tilbage i et helt stykke, uanset hvad.

Mig: Ja, det ved jeg godt, men mens hun stadig er forholdsvis lille og stadig har gavn af mig, så kunne jeg måske godt udskyde egne behov endnu et år (har jo øvet mig i 4,5 år, så en sommer fra eller til).

Mig: Tag dig sammen!

Mig: Ja, jeg ved det. Men en sommer i USA vil være endnu et fælles minde sammen med den bette – og omvendt.

Mig: Det sker bare ikke – efter al den udlængsel og opvarmning til den store jeg-sparker-røv-sommerferie, er du ved at hive i nødbremsen.

Mig: Jeg ved det…det var ikke en del af planen, at jeg igen skulle til USA…men min mavefornemmelse siger, at det er en god ide at tage med. Vi har jo et fint forhold til hinanden – den bettes far og jeg.

Mig: Baah…mavefornemmelse.

Mig: Har gået og lyttet til den, og den siger det samme.

Mig: Whimp!

Mig: (Suk)…det må jeg så leve med…

…og sådan gik det til, at de store rejseplaner blev sat på standby endnu en sommer.

Men drømmen om min egen navle og Djengis Khan eventyret lever videre… 🙂

 

 

Har du også prøvet at misse relativ vigtig information på børneintra? Så læs med her….

 

Kort fortalt: Jeg hedder Louise og her er mit mor-cv i pixi-udgave: Jeg blev gravid i Palæstina, vendte tilbage til Danmark sammen med min amerikanske kæreste efter to år i udlandet, blev gift i USA, slog os ned i min hjemstavn, Holstebro, blev skilt efter 3 år. Så nu har mit liv taget en ny drejning = Singlemor med delebarn og står nu på helt egne ben.

LÆS NÆSTE: Sidste skud på stammen: En kat (58)

LÆS FORRIGE: Spis din mad og stop med det ævle-bævleri (56)