aldrig mere glip af grin og gråd fra Louises liv.

Spis din mad og stop med det ævle-bævleri #KLUMME (56)

Vil du have læst denne side med LYD?

Og det skete i de dage, at jeg en tarvelig tirsdag tvang den bette til at spise al sin aftensmad.

Som så mange gange før havde hun en stribe af undskyldninger for, hvorfor dagens kartoffel med grønt ikke gled ned:

  • hun var ikke sulten
  • broccolien så ”lidt trist ud”
  • hun ville hellere se Paw Patrol
  • og så havde hun ondt i maven (sidstnævnte pine kommer sjovt nok ofte til udtryk ved spisetider, og når hun skal i seng)

Men i dag kom den rææægtig mange gange. Overhørte dog bare repeat-klagesangen + de tre toiletbesøg, som også blev presset ind i det marathon-lange måltid.

Læg dertil de daglige akrobatspring og diverse andre kropslige bevægelser på stolen, under stolen og ved siden af stolen, som trækker måltidet i langdrag, og som bekræfter den evige udfordring med at sidde stille.

Godt 4,5 år gammel: En klassisk overspringsmanøvre under stolen.

På 27. minut

…jeg tar’ en dyb indånding og minder mig selv om, at det her er en af de kampe, som kæmpes:

Mission spis din mad op…helt op! Og hvis det ikke sker, så er der ingen Paw Patrol bagefter.

Men intet virker. Hverken den gode gamle trussel eller de lidt blødere appeller til hendes moral aka; nu har jeg jo lavet din ynglingskartoffel – pomfritter i ovnen.

Så mens jeg sidder der – insisterende – og lufter det ene gode argument efter det andet, reagerer hun bare med et toiletbesøg, klynkeri eller et ja-ja-ja og ruller ellers bare rundt på stolen.

Stædighed møder stædighed…indtil jeg vandt. Eller det gjorde jeg så ikke. For godt nok røg maden ind, men midt i min moralprædiken og fordøjelsen af den sjette sidste pomfrit, kom al maden pludselig op igen.

Hvad filan!?!

Selv blev hun ret forskrækket og udbryder:

”Jeg brækker mig”.

Og det gjorde hun. Med en sådan kraft at det kom op i to omgange, og noget landede i håret.

Slap af, tænkte jeg bare. I håret. For vildt.

Efterfølgende kom hun selv på sporet af en sætning, som jo minder om essensen af historien:

”Du siger jeg bare skal blive ved med at spise pomfritter…jeg brækkede mig”.

Jaja, grinede jeg og fik drejet historien væk fra min egen rolle og over på det sjove faktum med bræk i håret. Men altså, skåret ind til benet:

MOR TVINGER DATTER TIL AT SPISE. BRÆK OVERALT. OVER AND OUT.

 

Kort fortalt: Jeg hedder Louise og her er mit mor-cv i pixi-udgave: Jeg blev gravid i Palæstina, vendte tilbage til Danmark sammen med min amerikanske kæreste efter to år i udlandet, blev gift i USA, slog os ned i min hjemstavn, Holstebro, blev skilt efter 3 år. Så nu har mit liv taget en ny drejning = Singlemor med delebarn og står nu på helt egne ben.

LÆS NÆSTE: Dengang frihed var fast inventar i hverdagen og selvrealisering var et yndet privilegium (57)

LÆS FORRIGE: Sjove børnecitater vol. 4 (55)

Del filterfri.com

Om forfatteren

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Følg mig: Louise -:

>