Deller, skam og sandheder #Nicola
Vil du have læst denne side med LYD?
Jeg er ikke kommet af med al min barselsvægt. Det er ingen hemmelighed
Det betyder helt konkret, at mine jeans er udskiftet med elastikbukser og den rygdelle, som min mand grinte enormt meget af opstod da jeg var gravid, nu er blevet til fast inventar.
Det viser sig også ved at min ærlige og bramfrie søn Dixon på 4 år løbende tager mig på maven og siger: ”Mor, du er gravid.”
Det var rigtig sjovt den dag han også havde fortalt det nede i børnehaven og en af pædagogerne begejstret løb mig i møde og sagde: ”Ihh tillykke, Dixon siger i skal have en lillesøster.”
”Ha!” Udbrød jeg i et nervøst anstrengt grin og fik fortalt, at det bare var hans fantasi, mens jeg indvendigt kogte af både vrede og skam. Og det er måske det værste – jeg skammer mig over at have taget på.
Nu har han efterhånden sagt det så mange gange, at jeg er blevet rimelig iskold og når han siger, at jeg er gravid, svarer jeg:
”Nej skat, jeg er bare tyk.”
Groft sagt, gider jeg ikke komme med hverken forklaringer eller undskyldninger. Jeg har en tyk mave, det kan jeg da godt se. Punktum.
Jeg har hørt om folk, der er bekymrende tynde. Som Louise – der oveni det nu også har en personlig træner.. Læs om al det uforståelige lige her
Tilbage til mig. Min intention har faktisk været ikke at give det fokus, da han er en klassisk 4-årig som ellers nemt kan tale i timevis om det der nu optager ham. Og det er helt fint. (altså for det meste da) Så længe det ikke er mine ”ømme punkter” vi taler om.
Desværre holdt min teori om at lukke for samtalen kun indtil vi forleden stod i Netto og Dixon, pegede på en dame, der stod 2 meter fra os og råbte: ”Se mor. Den der dame, hun har også en tyk mave.”
Hmm… Havde han så bare kaldt hende gravid…
Derefter har jeg kun taget ham med ud af handle, når det var nødvendigt. Det kan godt være det er svagt frem for at opdrage barnet, men helt ærligt, jeg er kun menneske og man skal vælge sine kampe.
Trods mine gode intentioner føles det alligevel ofte som om min dreng helt ubevidst formår at tage fusen på mig gang på gang. Selv da han var syg og vi var til lægen.
”Dixon” blev der kaldt og vi gik med sygeplejersken. En sød kraftig dame, der talte direkte med ham. Han svarede begejstret og de havde en god dialog. Lige indtil spørgsmålet selvfølgelig kom…
”Hvorfor er du så tyk?” spurgte Dixon.
”Øhhh,” tøvede hun og kiggede over på mig, der lettere panisk udbrød: ”Se plakaten skat. Det er alfabetet.”
Dixon ignorerede mig fuldstændig og spurgte igen:
”Men hvorfor er du så tyk?”
Sygeplejerske kiggede direkte på ham og svarede:
”Det er jeg fordi, jeg spiser for meget mad.”
Dixon nærmest nikkede accepterende og sagde: ”Når jeg spiser meget mad får jeg ondt i maven,” og samtalen fortsatte mens jeg mærkede varmen i mine kinder.
Om aftenen bemærkede Dixon igen min mave-delle, da jeg puttede ham og sagde:
”Mor, du er gravid.”
”Nej skat, jeg er bare tyk,” svarede jeg.
”Nej mor, du spiser for meget mad,” sagde han.
”Ja, det gør jeg skat. Godnat og sov godt,” svarede jeg mens jeg luntede ud i køkkenet, åbnede køleskabet og kiggede på gulerødderne. Besluttede, at i dag havde jeg brug for noget med mere trøst i og rakte ud efter boksen med guf….
Dixon, der her spiser en rugbrødsmad med pasta, mayonnaise og purløg – efter eget valg!
Vil du læse flere historier om den nysgerrige frække Dixon? Så klik her
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!