Renée Toft Simonsen om ikke at lytte udad men indad #ARTIKEL

FØLG DIT INDRE KOMPAS – STOP OP OG MÆRK EFTER!

Forfatter, Renée Toft Simonsen, giver råd om at følge det indre kompas. Det er noget, vi alle er udstyret med. Vi skal bare blive bedre til at navigere ud fra det og lytte indad. Det gælder også, når vi opdrager vores børn. Konflikten opstår imidlertid, fordi vi lever i en tid, hvor vi nærmest er programmeret til at lytte ud og søge andres accept.

Af Louise Boo Jespersen

”Noget af det mest skadelige for os mennesker, både voksne og børn, er at lade vores indre kompas i stikken (…) Der er ikke noget, der har gjort mig mere ulykkelig i mit liv, end når jeg har overhørt mine indre signaler og tromlet hen over mig selv i forsøget på at være god nok eller opnå anerkendelse fra andre.” 

Renée Toft Simonsen med datteren Ulrikke i hånden og Christian på maven (privatfoto).

Citatet stammer fra Renée Toft Simonsen nye bog, ”Jeg er f*cking hot!”

Mange temaer bliver vendt og foruden overgangsalderen, er pilen rettet mod det indre kompas. Er man ikke tro mod sig selv og lader sig styre af omgivelsernes opfattelse, mister man sig selv i processen.

Derfor er det ifølge Renée Toft Simonsen vigtig at give det indre kompas mere plads. Det betyder, at vi skal lytte til os selv og handle ud fra det.

I rollen som mor, skal børn have hjælp til at finde kompasset frem. Det skal indstilles efter, hvad andre synes. Men ikke så meget, at de mister kontakten indadtil.

”Det er en rigtig vigtig balance. Selvfølgelig skal vores børn indordne sig, selvfølgelig skal de blive sociale. Men vi skal heller ikke lære dem at være så indordnende, at de mister kontakten til sig selv. Det tror jeg godt kan ske i iveren efter at blive elsket. I deres bestræbelser for at blive en del af gruppen, er risikoen nogle gange at miste kontakten indadtil”, siger Renée Toft Simonsen.

Historien om en ”fucking legeaftale”

Renée Toft Simonsen og datteren Ulrikke.

For at tydeliggøre pointen med det indre kompas, uddyber Renée Toft Simonsen et eksempel fra bogen.

Den handler om en legeaftale, som datteren, Ulrikke, havde med en anden pige i børnehaven.

Aftalen gik ud på, at de to piger efter flere legeaftaler hos veninden, endelig skulle lege hos Ulrikke. Men legekammeraten springer fra og vil hellere flytte legeaftalen over til sig selv.

”Det handler om at mærke efter. Vi havde en aftale. Og det var rigtigt. De skulle hjem til os og lege. Og det vidste hun (veninden) godt. I den situation, kunne jeg nemt have været den mor, der havde sagt: Skidt da med det Ulrikke. Det er da lige meget, hvor I leger. Og det har jeg sikkert også gjort til andre tider. Men hvorfor?”, spørger Renée Toft Simonsen.

Selv mener hun, at vi i sådanne situationer ser os selv udefra og er bange for at blive dømt af andre. Hvad ville faderen tænke, som også stod der i garderoben?

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen om børneopdragelse

For ikke at tale om pædagogerne, der ville kigge mærkeligt på hende og Ulrikke. Den nemmeste løsning for ikke at komme i konflikt med hverken far eller pædagoger er at tilgodese andres behov. Det vil sige lytte ud i stedet for ind.

Den nemme løsning frister.

Men hvad Renée Toft Simonsen i første omgang betegner som; ”det er jo bare en fucking legeaftale”, stikker altså dybere end som så.

”Det meste af vores liv, handler jo om følelser i en eller anden form. Det kunne man jo godt prøve at tage alvorligt. Og det gør jeg i situationen med legeaftalen. Jeg er faktisk opmærksom på, at jeg kan se, hvordan det piner hende. Jeg kan se, hvad det gør ved hende. At hun faktisk skal give op på sig selv, hvis hun skal gå med veninden hjem”, forklarer Renée Toft Simonsen.

Hun fortæller, hvordan datteren ville miste et lille stykke af sig selv, fordi de jo havde en aftale. Renée Toft Simonsen understreger, at vi forældre jo dybest set godt ved, hvordan vores børn reagerer og har det.

”Hvis vi ikke har alt for travlt. Hvis vi stopper op og kigger på dem. Så kan du godt se alle de følelser, der går henover deres ansigter, i deres kroppe og hvad det er, der sker. Og lige der, – der havde jeg tid og overskud, øjnene og opmærksomheden, siger Renée Toft Simonsen.

Hun erkender på samme tid, at det er en balance. En meget svær balance mellem andres og egne behov. Det er derfor en del af livskunsten at finde den rette balance. Men nogle gange kan det være nødvendigt at stoppe op og mærke efter.

Uhensigtsmæssig indretning af samfundet

Renée Toft Simonsen undrer sig i denne sammenhæng over, hvorfor vi så ofte siger ”pyt”. Hun tror, at vi skal passe på med udtrykket; ”pyt nu med det”.

I eksemplet med legeaftalen, er den hurtige og nemme løsning jo at sige pyt. Men som Renée Toft Simonsen problematiserer, burde vi som forældre tage flere situationer mere alvorligt.

”Hvad er det vi skal nå? Fra vugge til grav. Hvorfor skal vi så hurtigt afsted? Hvorfor skal vi hele tiden hurtigt videre? Hvad er det, vi skal videre til?(…) Hvorfor kan vi ikke sætte os ned og være opmærksomme i sådan en situation?”, spørger Renée Toft Simonsen undrende.

En stor del af svaret findes i indretningen af samfundet. Renée Toft Simonsen beskriver et samfund, der hele tiden har enormt travlt.

”Vi skal nå så mange ting. Vi skal ikke kun gå på arbejde og have en familie. Vi skal også have venindegrupper, vi skal have familiekomsammener, og vi skal være forældre til skolefesten. Det er jo helt sindssygt, hvad vi skal. Så skal vi også gå til fitness, være kreative og lave fotobøger”.

Hun forklarer, at der ikke er tid til at mærke efter, når vi hele tiden flyver rundt og har travlt. For det at mærke efter, kræver netop den ingrediens, vi har så lidt af, – nemlig tid. Så alt for sjældent, stopper vi op og lytter til det indre kompas.

Livets gaver i en travl tid

Renée Toft Simonsen prøver ihærdigt at lære sine børn at sætte kurs mod deres indre kompas. Og hun håber, de tager vigtige værdier med i bagagen.

”Jeg tror jeg giver dem noget, ved stadig at være den jeg er. At stå ved den jeg er (…) Jeg tror også jeg, jeg stadig hjælper dem, når vi snakker. Jeg tager det meget alvorligt og beder dem om at mærke efter. Jeg tror, det er så enkelt. Prøv lige at mærke efter – hvad tænker du? Hvad gør det ved dig? Er det virkelig det rigtige at gøre?”, siger Renée Toft Simonsen.

Hun gør også meget ud af, at nok er det dejligt at præstere. For i præstationen får man anerkendelse. Men det må bare ikke være på bekostning af ens sundhed.

En vigtig værdi at give videre er derfor også, at de ikke skal behage andre så meget, at de bliver kede af det eller stressede.

”De er elskelige, nøjagtigt som de er”, slutter Renée Toft Simonsen af.

 ♥

Renée Toft Simonsen og Thomas Helmigs bryllup i 2000. Her med parrets fire børn (privatfoto).

LÆS OGSÅ: Ærligt og kærligt – livet med børn hos Meike Bahnsen