aldrig mere glip af grin og gråd fra Louises liv.

SØVN – eller manglen på samme #Louise (17)

 

Mens jeg ofte lutter øren til historier om babyer, som er begyndt at sove fem timer i streg om natten, eller bare er dydsmønster-babyer, der sover fra 20 om aftenen til 7 om morgenen, så vågner min baby tre-fire gange om natten og er begyndt at råbe.

Rigtig hyggeligt og slet ikke spor frustrerende.

5 måneder gammel: Selv når hun sover, er kroppen på. – Her hånden i en gribevending, der lige minder en om, at hun aldrig sådan for alvor er i en 100% hviletilstand.

I min søgen efter en god nats søvn har jeg læst diverse sove-fif på nettet, undersøgelser fra kloge hoveder, der forsker i babyers søvn, lånt sovebøger på biblioteket, købt adgang til sovecoach mm.

Og her sidder jeg så – x antal kroner fattigere som et super-soveleksikon pumpet med up to date soveinfo blandet med min mors:

”Jamen hun ska’ da bare ha’ noget vælling” og ”Har du prøvet flasken inden putning” fra veninderne.

Resultatet er det samme. – Hun skælder og smælder, og når hun begynder at nive sig selv for at holde sig vågen, så er linjen ligesom lagt.

Stædige rad. Og var det så bare det eneste lange, seje træk og soveprojektet, så fred være med det. Men det er jo bare opvarmning….

Selv på de gode dage, hvor jeg standhaftigt holder fast i fænomenet ”din” og ”min” seng, bliver jeg efter tredje opvågningsrunde blødere i principperne, mere træt og svært irriteret.

Nattesalmer og guitarspil

Nogle gange har jeg bare lyst til at proppe sutten langt ned i halsen på hende.

Men så tar’ jeg mig selv i nakken og synger i stedet “men-myre-må-man-ikke-tisse-på” (eller hvad den nu hedder) og andre børnehits, som jeg lige kan komme på kl. 3.30 om natten, når kreativiteten topper.

Når sundhedsplejerske til mødregruppe så spørger, hvad vi gør for at få vores babyer til at sove, tænker jeg bare: You don’t wanna know!

Dog var en far med meget fodformede sko og hornbriller klar med sit eneste, men sovesikre råd:

Man skulle da bare spænde baby fast på maven og så ellers på med guitaren, mens man synger og spiller.

Super, så har jeg også fået det med.

…det var vel omtrent også det eneste fif, jeg endnu ikke har afprøvet. Men som jo forudsætter, at man:

  • har en guitar og
  • rent faktisk kan spille på den…(godt i øvrigt, nu hvor baby sidder i spændetrøje på maven og er tvangsindlagt til sangtime)

Så ej heller dette råd havde for alvor gang på jord.

Opgaven ”Sov-min-baby-sov-nu-please” er dermed stadig overladt til videre eksperimenteren…

 

Kort fortalt: Jeg hedder Louise og blev gravid i Palæstina med min amerikanske kæreste. Er nu flyttet tilbage til Danmark, hvor et nyt liv venter. Læs med om barsel og det nye mor-liv i velfærdsdanmark på Filterfri.com 

 

LÆS NÆSTE: Resultatet af gement overtræk på søvnkontoen (18)

LÆS FORRIGE: Indhyllet i babymos med tenderende skrumpehjerne (16)

 

Del filterfri.com
Louise -

About the Author

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Follow Louise -:


Du ska' da ha' de nye #ARTIKLER direkte i din indbakke ?
Gå aldrig mere glip af grumset og ufiltrerede sandheder om livet med børn

>