aldrig mere glip af grin og gråd fra Louises liv.

Indhyllet i babymos med tenderende skrumpehjerne #KLUMME (16)

Vil du have læst denne side med LYD?

 

16 uger henne i barslen og mit intellekt er stærkt nedadgående.

Indimellem reagerer omverdenen, som da min veninde kiggede mærkeligt på mig efter mit udbrud:

”Prøv at duft hendes hoved – det dufter helt vildt godt efter en lur”.

I de helt grelle tilfælde opsnapper jeg selv min gakkede talestrøm:

”Hvorfor har du hovedet nede i vasken, hvorfor har du hovedet nede i vasken? – Det er fordi, jeg putter dit hoved ned i vasken…”

I manglen på bedre ting at gå op i…

Og det er så inden for denne referenceramme – i fraværet af al voksenfornuft og almindelig interaktion med jævnaldrene, at min verden ramler, når farmand igen-igen klæder den bette:

1) i alle regnbuens farver, så hun ligner en slikbutik.

2) parkerer hende i en sparsom mundering iført strømpebusker…bare strømpebukser og en T-shirt der stumper på mavsen.

Går som udgangspunkt ind for team-arbejde og et åbent sind i forhold til gøremåder. Men det var før jeg indså, hvor stor en farvespasser, man egentlig kan være.

Så nu er han henstillet til udskiftningsbænken og kan med nød komme ind i kampen, når han klæder den bette på i det tøj, jeg så fint har lagt frem dagen forinden i små, sirligt foldede bunker ved siden af puslebordet.

En gakket osteklokke

Lidt i samme boldgade har jeg taget mig selv i at udveksle fif til, hvordan man mest effektivt fjerner de gule remouladebæer fra tøj. Den havde jeg altså ikke lige set komme for to år siden.

4 måneder gammel i farvekoden hunkønsbaby.

Havde heller ikke troet, at jeg skulle blive sådan en, der bliver småfornærmet, når folk omtaler den bette som en dreng. Det er mest ældre mennesker, muligvis med svækket syn.

Ved godt, at hun har store biceps, uproportionelt lange fødder og stadig sparer sammen til en frisure. Men altså – hvor mange drenge går i pink tøj med blomstermotiv!? – Puds brillerne Bedste.

Alt det her giver jo på skræmmende vis mening, når dagligdagen er indhyllet i en skrumpehjerne pakket godt ind i en osteklokke. Men udefra – på en god dag, kan jeg godt se, at det er helt gakket.

 

Kort fortalt: Jeg hedder Louise og blev gravid i Palæstina med min amerikanske kæreste. Er nu flyttet tilbage til Danmark, hvor et nyt liv venter. Læs med om barsel og det nye mor-liv i velfærdsdanmark på Filterfri.com 

LÆS NÆSTE: SØVN – eller manglen på samme (17)

LÆS FORRIGE: Farmands evne til at sove udenom (15)

Del filterfri.com

Om forfatteren

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Følg mig: Louise -:


Du ska' da ha' de nye #ARTIKLER direkte i din indbakke ?
Gå aldrig mere glip af grumset og ufiltrerede sandheder om livet med børn

>