Etna og den triste emoji #Nicola
Vil du have læst denne side med LYD?
Der er dårlige morgener og så er der rigtig dårlige morgener.
Sådan en havde vi forleden. Det startede med at min mand og jeg kom op at diskutere. Vi manglede hundemad og manden havde bilen og jeg ville hente det med klapvognen, men da den ældste søn gerne ville cykle i børnehave og vi manglede en lås, så klapvogn og cykel måtte blive i børnehuset (og låses sammen) og jeg ikke magtede at bære hundemaden selv, ja så blev det til en diskussion om ”kun” at have en bil, en træls hund (som vi jo faktisk godt kan lide) at bo på 2 sal etc…
Morgenen var ellers startet godt.
Grøn sund grød – alt godt fra grøntsagsskuffen
Jeg stod i køkkenet og lavede morgengrøden klar til os. I et forsøg på at booste vores sundhed spiser min mand og jeg grøn morgengrød for tiden og ungerne får den fortyndet med sugerør.
Min mand og jeg skulle lige koordinere dagen og så var det at Etna tittede frem… (Etna er mit kælenavn efter vulkanen Etna, da jeg somme tider har et temperament ligesom den… ) Det resulterede blandt andet i højlydt råben, en dør der blev smækket og nogle børn, der blev placeret ved spisebordet med morgenmad og fjernsynet tændt mens jeg stod og ulmede i køkkenet og lavede madpakker.
Glæden over mad.. Selv den sunde – er ikke til at overse
”Moar,” råbte min store dreng Dixon på 4 år. Jeg ignorerede ham. Jeg havde brug for at samle tankerne og få styr på følelserne. Han kaldte kun en gang. Så det var nok ikke vigtigt.
Jeg tog fejl.
Lidt efter, da jeg igen havde normal puls, gik jeg ind til børnene, men stoppede et par meter fra dem. Jeg magtede det ikke. Fik lyst til at skrige. I stedet stod tårerne ud af mig.
Den grønne-morgengrød var åbenbart smuttet for lillebror på 1,5 år og resulterede i blended spinat/broccoli ud over fjernsynet, væggen, tv-skænken og den ene spisebordsstol, som er med stofbetræk, og selvfølgelig på den lille selv.
(Jeg burde jo have et billed af det, men jeg blev så forvirret, (og ulykkelig og træt) at jeg overhovedet ikke tænkte på det… )
Jeg ved ikke hvordan, men vi nåede faktisk frem til børnehuset i rette tid, rene og indsmurt i solcreme med børstede tænder og godt humør – men dog uden Dixons madpakke.
Som altid gik jeg først ind og afleverede lillebror. Så ud og finde Dixon. Han og en pædagogmedhjælper sad i læringsrummet, hvor der hænger emojier med forskellige ansigtsudtryk, så børn kan lære at sætte ord på deres følelser. En pædagogik, som jeg er stor tiltaler af.
Altså lige indtil dette øjeblik.
For netop som jeg drejer ind og skal til at kramme ham, ser jeg at han peger over på emojierne mens han siger:
”I dag var jeg ked af det, for mor og far råber hele morgenen!”
”Nå,” svarede den unge medhjælper mens jeg overvejede at stikke af. Men med frygt for at han også ville tale med de voksne om det, gik jeg målrettet over og kyssede ham på kinden og sagde: ”Jeg henter lige din madkasse skat.”
På vejen hjem talte jeg lidt med min indre Etna og vi besluttede, at det nok er bedst at hun prøver at holde sig i ro. I hvert fald mens børnene er tilstede…. Men hvordan tæmmer man en vulkan, når Magma ikke kan stoppes….
Det kan være Dixon kan spørge de voksne…
Eller måske du har et godt råd? 🙂
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!