aldrig mere glip af grin og gråd fra Louises liv.

Duracell batteri med ekstra lang levetid #Louise (22)

Vil du have læst denne side med LYD?

Der er dage, hvor den bette er super charmerende og uimodståelig.

…Og så er der de dage, hvor jeg tæller ned til hun skal sove.

På sådanne dage melder jeg mig også hellere end gerne på madholdet.

Så kan man bare stå og snitte lidt løg og dække bord frem for at skulle mandsopdække den bette, som ustandseligt vimser rundt. – Så falder hun, rejser sig, går videre, ændrer retning, snurrer rundt, alt imens hun som en tornado efterlader sig det ultimative kaos.

Der var engang, jeg godt kunne lide ting og satte pris på dem. Det kan jeg sådan set stadig, men de er bare gået i stykker.

Dagene med stille leg på legemåtten er i sandhed ovre

Det meste af tiden vimser jeg rundt efter hende, mens jeg praktiserer forskellige former for ordet ”nej”. Nu hedder det sig:

  • Pille/spise karton, reklamer og toiletpapir = ok
  • Spise jord og sand = must try
  • Spise sten, blomster, blomsterkummer mm. = nej

10 måneder: En pille-spise-toilet-papirs-dag hos mormor og morfar.

…Mindes talrige episoder i mine forældres have, hvor hun målrettet indleder angreb mod blomster/hække/træer og hiver bladene af, graver jordfordybninger mellem bedene (gerne med hendes fod som skovl), piller jord ud af potteplanterne på terrassen osv.

Generelt bare sørger for, at alle får motioneret i jagten rundt i haven for at undgå, at hun ikke piller den i stykker eller spiser den.

Naboerne havde ellers engang været så søde at lægge et tæppe ud på græsplænen med legetøj. Tanken var god, og hvor så det idyllisk ud med blåt legetæppe og en bondegård med dyr. Solen skinnede endda.

Men efter max to minutter havde hun kurs direkte mod planterne, jorden, grillen og prøvede også lige at ommøblere havestolene.

Intet er fredet, ingen er helle!

11 måneder og nu på gåben. I zoo; godt der er en form for forhindring mellem dyr og den bette, så hun holder sig på den rigtige side.

Selv dyrene i zoo får den samme behandling. Ikke at hun ligefrem kan spise dem, men så kan man jo som minimum stikke en finger op i æslernes næse.

For ikke at tale om de stakkels dyr i familien – min onkels terrier, som bliver så træt af hende, at han prøver at gemme sig under bordet…hvorefter jeg må ned på alle fire og hive den bette væk fra sit bytte.

Som en løve der sniger sig ind på sit intetanende bytte.

Summa summarum, der tegner sig et mønster – uanset om man er barn, voksen eller fra dyreriget:

En dag med den bette, og man er fuldstændig ristet!

Der skal jo mindst to forældre til at mandsopdække sådan en…i hvert fald to faste markspillere og så en udskifter.

 

Kort fortalt: Jeg hedder Louise og blev gravid i Palæstina med min amerikanske kæreste. Er nu flyttet tilbage til Danmark, hvor et nyt liv venter. Læs med om barsel og det nye mor-liv i velfærdsdanmark på Filterfri.com 

 

LÆS NÆSTE: Årets forbrydelse: Det forsvundne pas (23)

LÆS FORRIGE: Den Gode Mor vs. hverdagens realiteter (21)

Del filterfri.com

Om forfatteren

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Følg mig: Louise -:


Du ska' da ha' de nye #ARTIKLER direkte i din indbakke ?
Gå aldrig mere glip af grumset og ufiltrerede sandheder om livet med børn

>