Skammer du dit barn? #Nicola

Skam – et frygteligt ord, en endnu værre følelse.  Det ved vi alle og jeg vil også påstå, at alle forældre godt ved, at de ikke må pålægge barnet skam. Men de færreste af os ved præcis hvornår, vi så faktisk gør det.

Ved du hvornår du skammer dit barn?

Forleden var jeg og Dixon udenfor, da han øver sig i at cykle med pedaler. Han holdt en lille pause og gik rundt med cyklen akkurat samtidig med at en temmelig kraftig mand trådte ud af en opgang. Dixon udbrød straks:’

”Adr, her lugter af tyk mand!”

Jeg ved stadig ikke hvad den korrekte håndtering ville være, men det jeg gjorde, var i hvert fald helt forkert.
For det første startede jeg med at tysse på Dixon og sige: ”Shh kan du så holde din mund. Sådan noget siger man ikke.”
Dernæst hev jeg fat i hans jakke og sagde hidsigt: ”Kom her.”

Jeg syntes det var så ubeskrivelig pinligt, at jeg bare ville væk fra situationen.

Det var altså mig der var flov og ikke mit barn eller manden.

Det jeg ikke tænkte på var, at det jo var helt naturligt for Dixon. Manden lugtede temmelig kraftigt af sved. En lugt, de færreste af os bryder os om. Derudover er han 5 år gammel og han siger hvad han ser og erfarer. I dette tilfælde en fæl lugt, som han beskrev så godt han kunne.

Da jeg var faldet lidt ned og vi var kommet ca. 5 opgange væk ville jeg tale med Dixon om episoden. Så vi satte os ned og intetanende gentog jeg fiaskoen.

Jeg pålagde Dixon endnu mere skam!

”Det var ikke pænt sagt skat. Sådan noget siger man ikke.”
Dixon så temmelig forundret ud og spurgte:
”Hvorfor mor?”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg kom med et bud:
”Det kan være du gør manden ked af det, når du siger, han lugter.”
”Hvorfor mor?” gentog han.
Jeg kunne godt se Dixon ikke forstod en dyt af hvad jeg sagde, for jeg kunne faktisk ikke selv forklare mig. I stedet fandt vi en legeplads, hvor jeg prøvede at rutsje noget af min dårlige samvittighed væk.

Jeg vidste det jo godt. Jeg havde skammet mit barn.

Indirekte havde jeg fortalt ham, at det han sagde og gjorde, var forkert og værre endnu eg kunne ikke engang forklare ham hvorfor. Tværtimod, pålagde jeg ham oveni at han gjorde den tykke mand ked af det.

Oplevelsen blev længe hængende i mig. Og noget af det jeg er kommet frem til jeg kunne have gjort anderledes er:
Jeg kunne havde ignoreret det han sagde og have sagt: ”Jeg kan dufte roser, kan du også det?” og dermed have afledt Dixons opmærksomhed og bibeholdt det gode humør og den gode stemning.
Eller jeg kunne have sagt ”nå” og hilst pænt på manden og tænkt ”pyt” i mit indre.

For det er jo sådan at det vi giver opmærksomhed og fokus – vokser.

Jeg kunne også have lavet fis og sagt: ”Jeg synes her dufter af sure tæer i saftevand” og fjollet.

Sagen er den, at vi kan prøve, men højst sandsynligt hverken kan eller skal vi styre vores børn.

Børn skal udvikle sig og have plads til at blive dem de er.

Selvfølgelig skal de opdrages, guides og hjælpes, men det som jeg ser som forkert eller fiasko er jo skabt ud fra mit livssyn som en 37-årig kvinde. Det jo ikke det livssyn en 5-årig dreng har.

Den dag var Dixon og jeg gået udenfor fordi jeg ville skabe et godt minde med ham og jeg ødelagde det på grund af min egen forfængelighed.

Den eneste skam, der kan retfærdiggøres her, er min.

PS: Jeg læste engang at alle forældre kommer til at skade deres børn -forskellen er om man også tilfører dem noget og hvor meget godt. Det er en meget rar tanke i dag…

♥

LÆS OGSÅ: Jeg nægter at gå til mor-baby-halløj!

 

Husk du kan følge Filterfri på både Facebook og Instagram. Så bliver vi så glade    🙂 🙂