Pigerne efter drengene! #Nicola

“Hun har ventet på Dixon hele morgenen”, sagde en lille pige fra børnehaven, jeg trådte ind i børnehuset sammen med Dixon.

Straks løb Dixon over til en glasdør og rakte hænderne frem mod en lille lyshåret pige, som stod på den anden side af glasdøren og gjorde det samme.

“Okay”, svarede jeg og morede mig over børnenes gensynsglæde.
“Hun er HELT vild med ham. Derhjemme går hun og siger “Digon” heeeele tiden”, fortalte pigen begejstret, som viste sig at være storesøster til den lille pige på den anden side af glasdøren.

Da Dixon endelig fik tøj og sko af og kunne løbe ind til den lille pige, lad os kalde hende “Solstråle,” faldt de to straks hinanden om halsen.

Børnene gav hinanden et stort kram efterfulgt af endnu et.

Det lignede næsten forelskelse.

En af pædagogerne kom over til mig og fortalte, at Dixon og “Solstråle” var meget glade for hinanden og rendte rundt og krammede og kyssede.

“Okay”, sagde jeg smilende og var samtidig lettere forundret. (Han var trods alt kun lige fyldt to år dengang! Var der nogen der sagde hønemor…?:-))

Jeg kiggede over på de to børn, som smilende og grinende løb hånd i hånd. Rundt og rundt.  Liiiige indtil Dixon så en brandbil.

Så slap han “Solstråles” lille hånd og styrtede over og tog brandbilen.

Han løftede den op, betragtede den og tog den derefter med på en løbetur rundt i børnehaven mens han skreg “Babu babu bauuuuuu”

Solstråle satte i spurt efter ham, men han ænsede hende ikke….

“Hele dagen render hun rundt og siger “Digon” og når hun ikke kan se ham, slår hun ud med armene og siger “Diiigon” fordi hun ikke kan finde ham”, fortalte en sød pædagog grinende.

Jeg grinede med. For det var da sjovt. Og kært. Og rørende. OG lidt trist.

For mens min Dixon åbenbart fyldte enormt meget i “Solstråles” bevidsthed,  var det tydeligt, at hun ikke fyldte nær så meget i hans.

Samtidig var der ingen tvivl om, at han var rigtig glad for pigen. Han lyste op, da han så hende og han løb begejstret over til hende.

Han ville bare have brandbilen.

“Solstråle” var derimod fuldstændig upåvirket af andre legekammerater, prinsesse-udklædning og andet legetøj.

Hun ville bare have ham.

Situationen fik mig til at mindes min egen og veninders ungdom, hvor samtalerne ofte drejede sig om den ene særlige udvalgte fyr og hvad han gjorde – eller netop ikke gjorde.

Som ung talte vi piger ALTID og næsten KUN om drengene.
Fyrene fyldte enormt meget i vores bevidsthed og jeg må nok tilstå, at jeg har svært ved at forestille mig, at vi piger har fyldt ligeså meget i deres. For mens vi brokkede os over deres computer-fascination sad drengene ofte netop ved computeren og dyrkede denne passion, mens vi piger sad og sludrede om dem og deres Peter Pan lignende symptomer.

For Peter Pan er jo trods alt også en dreng og mig bekendt, findes der altså ingen kvindelig pendant til ham.
Og måske er der en god grund til det.

Måske det bare er noget kønsligt eller genetisk?

Jeg mener, hvis det allerede tager form i vuggestuen, så er vi ligesom rimelig prisgivet. Måske kommer pigerne automatisk til at kaste al deres kærlighed på én udvalgt dreng, mens drengene fordeler deres på både en pige (eller flere!) og andre interesser, så som brandbiler og computere.

Måske er vi hunkøn så forhippet på at være noget for nogen, allerede fra barnsben af, at vi fuldstændig glemmer, at være noget for os selv….. !!!!……..

Vi glemmer os selv.

Vi glemmer vores interesser, lyster og fascinationer. Vi fokuserer i stedet på den udvalgte “partner,” som skal opfylde alle vores krav om lykke og glæde frem for at fokusere på os selv og på ALT det, som vi selv kan gøre, for at opfylde vores behov for lykke og glæde.

Måske dette er den største forskel på piger og drenge – mænd og kvinder. Måske vi lærer det tidligt fordi,vi ser det hos vores forældre.

Men måske tager jeg fejl.

Måske antager jeg noget, som slet ikke er.

Måske pigernes interesse bare ER drengene og relationer. Det kan være den lille “Solstråle” bare jagter Dixon fordi, hun keder sig og søger lidt sjov og ballade. Måske er hun den kvikkeste, fordi hun bevidst opfylder sine egne behov.
Måske de yngre generationer at vores kønsfæller har forstået, at de har nok i sig selv, når bare de tør tro på det.

Måske svæver Peter Pan i virkeligheden rundt sammen med Klokkeblomst og nyder hinanden OG friheden 🙂

Man kan jo håbe….

 

♥ Kvinder elsker sjældent, men meget ~
Mænd elsker ofte, men lidt ♥

(Ukendt fransk citat)

 

Læs også: Lidt om mødregrupper, babysvømning, rytmik og Ipads….