Politisk ukorrekt mor – det er mig! #KLUMME

01/04/2018
Man skal da være med i en mødregruppe – det er SÅÅååå hyggeligt!

Og Babysvømning – dét elsker alle små børn jo!

For slet ikke at glemme rytmik! Det er også super godt for deres motorik og vi skal jo være HELT sikre på at barnet udvikler sig ordentligt. (For der er jo så mange raske og sunde børn, der er blevet motoriske idioter af ikke at gå til fysisk udfoldelse???)

Man bør også købe et par bøger om babyrytmik, gå til babyyoga og købe noget ordentligt sansemotorisk legetøj. For tænk hvis de ikke lærer at kravle til tiden!

For slet ikke at tale om at gå! Gips! Man vil jo nødigt være forældre til det langsomme barn, der tillader sig at udvikle sig i eget tempo!

Uhhh og vent – jeg har glemt noget vigtigt. MEGET, meget vigtigt. Babyer SKAL altså sove udenfor i klapvognen det første år, (og selvfølgelig holder du et års barsel hvad enten i har råd til det eller ej!) for barnet skal jo ikke smides ud i den virkelige verden før tid!

Skærmtid - noget der vækker glæde hos både store og små!

Skærmtid – noget der vækker glæde hos både store og små!

OG husk nu, sengetider og måltidstider SKAL være faste – ligegyldigt hvad!

Tilståelse: Jeg hedder Nicola, er mor til to drenge på 4 og 1 år og jeg har ikke gjort noget af ovenstående!

Ikke en eneste ting. Vi spiser heller ikke økologisk. Kun nogle gange. (Det er simpelhen FOR dyrt og da reglerne for økologi er så svage som de er, så synes jeg altså ikke prisen kan retfærdiggøre købet)

Ipads – og brugen af dem indgår i vores hjem nøjagtig som Lego Duplo, modellervoks, bøger, musikinstrumenter, udklædningstøj, Playmobil og køkkenlegetøj gør. Om det er for meget eller for lidt hænger jeg mig ikke i. Mine børn er både sociale og legeglade og glade for Ipads, så jeg ser ingen grund til at udelukke nogle af delene.

Jeg er ikke anderledes end så mange andre, så jeg har da overvejet at gå til alt muligt, men konkluderet, at det der måske ville være en fest for ungerne, højst sandsynligt ville være et mareridt for mig. Fx svømning. Jeg HADER klor og det eneste der er værre end det, er at stå nøgen foran fremmede mennesker. Det er bare ikke noget for mig.

Jeg er god til at snakke, men er bestemt ikke til ligegyldig smalltalk hvor man i timevis skal beundre babyernes evne til at rulle om på maven og jeg gjorde bevidst INTET ud af at lære nogle af mine børn at gå. Tværtimod!

Jeg var så også så heldig, at vi havde en formidabel sundhedsplejerske til min førstefødte som netop sagde, at det var særligt vigtigt at lade drengebørn udvikle sig i deres eget tempo for at de senere kunne sidde stille i skolen. Så den sætning tog jeg til mig! Jeg elskede, da han dårligt nok kunne krave og bare lå og spjættede på gulvet. Dengang var der ligesom bedre plads til ham og mig i vores hverdag.

Vi bor på anden sal, uden elevator, så barnevognen den er kun blevet brugt, når jeg alligevel luftede hunden!

Min yngste lærte aldrig rigtig at kravle. Eller det vil sige – han kravlede, men som en gorilla. Helt seriøst. Det ene ben var “normalt”, mens det andet bukkede indad i en trekant. Jeg syntes, det var super smart. Så havde han nemlig altid en hånd fri til at stjæle legetøj eller madrester – det da genialt!

Og jeg har mere at tilstå…..

Inden jeg blev mor, havde jeg MANGE ideer om hvad det betød – men virkeligheden er en anden og i dag må jeg tilstå, at flere af mine ambitioner er punkteret!

Jeg har aldrig været tiltrukket af konceptet mødregruppe…

Men jeg er også bare almindelig kvinde og bukkede derfor under for det usagte forventningspres for mine omgivelser. (især min mand syntes da, jeg skulle give det et forsøg og få nogle ligestillede veninder) Så jeg blev skrevet op og dukkede op til mødet hos en af mødrene og spiste en bolle (selvfølgelig ikke købebrød, men hjemmebagt!) og følte mig total malplaceret.

De var flinke de andre kvinder. Ingen tvivl om det, men da de aftalte at mødes en gang om ugen!!! Læs: Én gang om ugen! Fik jeg stress. Så jeg endte med at takke pænt nej til gruppen og de hjemmebagte boller…Desværre var jeg en kujon og kom vist nok med en dårlig undskyldning om ikke at kunne overskue det…

Med min yngstefødte gav jeg det endnu et forsøg og endte faktisk i en rigtig hyggelig gruppe, hvor vi har set hinanden når vi orkede – uden skyld eller skam over afbrud. Til gengæld meldte vi os alle til babysalmesang i den lokale kirke..

Ja, du læste rigtigt: Baby-salmesang!

Og ved du hvad? Det har faktisk været overraskende positivt. Heltseriøst! Smil og grin, god stemning, fed sangerinde og god forplejning. Jeg var hooked. (Især fordi min ellers ikke-sovende-baby altid tog en mega lang lur bagefter!  Og ekstra bonus: Så tror jeg faktisk at min baby også nød det 🙂

Babysalmesang - et kæmpe hit! Også for babyen :-)

Babysalmesang – et kæmpe hit! Også for babyen 🙂

Jeg har hørt kvinder sige, at de kedede sig på barslen og derfor så en masse Netflix, hvis ikke de shoppede med veninder i diverse storcentre. Den gruppe tilhørte jeg ikke.

Jeg er vild med med mine børn og har altid været det, men har siden de blev født ofte følt et stressmoment over hvor tidskrævende de er.

Ikke fordi jeg ikke nyder samværet med dem, for det gør jeg. Altså – det meste af tiden, men jeg har bare også en masse andet jeg også gerne vil bruge min tid på.

Jeg elsker at skrive. Jeg elsker at læse. Og jeg elsker at tale i telefon med dem jeg holder af. Derudover er jeg vild med Youtube og især TedTalks! Altså en masse tidskrævende ting, som jeg kun kan gøre alene og i fred og ro.

Gør det mig til en dårligere mor?

Det vælger jeg ikke at tro – for hvad er egentlig en dårlig mor?

Der var engang hvor jeg følte mig som en doven upolitisk mor, når venner og veninder fortalte om deres ture til babyrytmik, babysvømning eller sågar babyfodbold. I dag trækker jeg på skuldrene og tænker “Fedt for dem. Det må være dejligt at gide.”

Jeg vil hellere bruge min (og børnenes) lørdag formiddag på at bygge togbane eller hoppe i regnpytter (mens vi lufter hunden). Det passer bedre ind i vores liv. Og det er vel lige præcis dét, som der er det aller vigtigste at huske som forældre:

Man skal gøre dét der passer til den man er, de værdier man har og de børn man er forældre til. Hvad enten man er det på den politiske korrekte eller ukorrekte facon. ♥

 

Flere klummer om det svære mor-liv? Klik her  

Del filterfri.com
Nicola -

About the Author

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Follow Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>