Et bombet lokum og et manglende børneværelse! #Nicola

 

“Kender du den der Facebookgruppe “Børneværelset?”” spurgte min veninde, mens hun sad på mit stuegulv med sin baby og kiggede over mod hjørnet af min stue, hvor kravlegården og det omkringliggende for længst er blevet forvandlet til et rodet opbevaringsmøbel.

“Øh nej – hvad er det for noget,?” spurgte jeg nysgerrigt.

“Det er sådan en gruppe, hvor folk lægger billeder op af børneværelser og de fleste er sådan nogle perfekte billeder, men en gang i mellem kommer der er billede af et total bombet lokum,” sagde hun storgrinende mens hun kiggede over mod mit stuehjørnet.

Hun sagde det ikke. Hun behøvede ikke at sige det. Men jeg vidste godt, hvad hun mente.

Hun mente mig!

Min stue var forvandlet til en bombet lokum, efter at min søn er flyttet ind i den.

Jeg ved det jo godt. Ja, jeg har faktisk besluttet det sammen med min mand, da vi har et værelse, som en eller anden dag skal blive til min søns værelse, men som lige nu er vores kontor og et rum, som vi ikke vil undvære. Så vi har bevidst – fuldt bevidst valgt, at stuen også er Dixons børneværelse og kravlegården dermed er opbevaringsmøbel for rod, gyngehesten står i gangen (hvor vi konstant falder over den) og drengen sover i vores sovcværelse. Vi har selv valgt det. Alligevel satte min venindes ord – eller mangel på samme – sig fast…

Min stue ligner et bombet lokum….. (!) ….. Min stue ligner et bombet lokum…… (!!)……

Hun har ret. Og det er så ironisk, for til trods for at jeg har arbejdet på et dameblad og andre underholdningsmagasiner, har jeg altid haft en forkærlighed for boligmagasiner (og magasiner om personlig udvikling) Alligevel står jeg her og bor ligeså mismatchende, som en, der lige er flyttet hjemmefra.

Der er både det med at min mand og jeg har mødt hinanden i en voksen alder. Altså, kan man også se på vores ting, at de kommer fra to forskellige liv og sammenblandingen af disse tager tid.

Derudover har vi ikke helt samme stil. Så også på det punkt er samlivet udfordret. Men det er det nok altid uanset boligsmag og manglende kvadratmeter…

Derudover har vi ikke råd til bare at gå amok i designer butikker og købe alt hvad vi kan lide. (det ville vi alligevel heller aldrig gøre, for vi er begge nostalgikere som egentlig helst vil have ting med historie og sjæl)

Jeg er ikke typen, der absolut skal have det perfekte børneværelse, men jeg vil nu alligevel gerne give min dreng et værelse og indrette det pænt og hyggeligt.

Men som min mand siger: “Han ville jo ikke engang være på det,” og det har han nok også ret i. For sandheden er, at de tre til fire timer, som vi har med vores søn på hverdage, selvfølgelig spenderes i stuen, så vi alle kan være så meget sammen som muligt.

Hvor der er hjerterum…

Så lige nu har han ikke brug for et værelse – men det har han om et år, når han er tre og børnehaven kommer hjem til fødselsdage. Eller har han? Min egen far er opvokset i en 2,5 værelses lejlighed med sine forældre og to søstre og han er et af de mennesker, jeg beundrer aller mest.

Ligesom min mor, der er opvokset med seks (ja du læste rigtigt!) søskende og en mor i et rækkehus. Der var heller ikke plads til børneværelser til alle. Så hvorfor skulle det skade min dreng at undvære?

Omvendt, og måske på grund af deres egen opvækst, er jeg vokset op med to brødre i et kæmpe hus med ekstra stue og badeværelser – kun til børnene!

Inderst inde jeg ved jeg jo godt, at min søn ikke tager skade af at undvære et værelse pt. Når alt kommer til alt, er det nok mere mig det skader fordi, mine punkterede ambitioner og drømme gør ondt. Virkelig ondt!

Jeg havde jo en ide om hvordan livet ville være, når/hvis jeg engang blev gift og fik børn. Jeg troede jo – helt 100% – at jeg selvfølgelig ville bo i hus med (børne)værelser til alle, to biler, en garage, et rum til vasketøjet og en have til hunden. Virkelighedens hensyn, valg og muligheder, og al det der udgør den var slet ikke med i mine betragtninger.

 

Men livet er noget med det mulige….

På nuværende tidspunkt ved jeg ærlig talt ikke hvad, der er bedst for mig, min mand og vores søn. Men jeg ved dog to ting:

1) Man kommer langt – ubeskrivelig langt – med kærlighed!

2) Jeg melder mig IKKE ind i den Facebookgruppe!

Og hvem ved- måske åbner jeg min egen Facebook-gruppe med navnet “Børnestuen”! 🙂

Melder du dig ind, hvis jeg gør? 🙂