Mavepine, savn og en kompetent pædagog #KLUMME

05/11/2018
mavepine børn

Har han virkelig ondt i maven eller spiller han bare?

Spørgsmålet har jeg stillet mig selv rigtig mange gange de seneste måneder. Min store dreng Dixon på 4 år er sjældent syg og heler ikke typen, der piber. Selv dengang vuggestuens madmor tog fejl og troede at cayennepeberen var paprika, fortalte pædagogerne hvordan Dixon havde spist al maden mens tårerne løb ned af kinderne på ham.

Så når han endelig piber, tror jeg på ham. Eller gjorde, indtil for et par måneder siden hvor han begyndte hver morgen med at sige, han havde mavepine.

Først troede jeg selvfølgelig han havde ondt, men min logiske mand sagde fornuftigt, at det nok bare var fordi han var inde i en periode hvor han næsten ikke spiste aftensmad. Det gav jo meget god mening. Og der er heller ingen tvivl om at drengen har luret at jeg bliver medtaget, når han udtrykker at han har det skidt og kompenserer med lidt ekstra service og kys og kram. Det viser sig også ved, at det aldrig er hans far han beklager sig til.

Nå, men tilbage til mavepinen som blev ved. En morgen fulgte jeg ham i børnehave, trods mavesmerter, men troede oprigtig på ham og besluttede at tage ham med hjem igen. Hvilket var klogt, for lige inden vi gik ud af børnehuset kastede han op i sin egen rygsæk.

Det forvirrede selvfølgelig min mor-logik totalt og jeg tænkte alle mulige frygtelige tænkelige scenarier om årsagen til mavesmerterne.

Min mand beroligede mig og da ferien stod for døren valget jeg at give slip på bekymringerne. Hvilket viste sig at være nemt, for han havde slet ikke ondt i maven i ferien. Men da ferien var ovre, startede det igen. Nu både morgen og aften. Straks kom mor-logikken farende i mig, denne gang med konklusioner om de andre børn og manglende stimuli.

Jeg behøver nok ikke beskrive hvor mange søvnløse nætter al dette resulterede i for min side….

Men en dag sagde Dixon:
”Jeg har slet ikke haft ondt i maven i dag. Jeg har bare leget, når det skulle til at gøre ondt.”
Jeg talte med hans primære pædagog som fortalte, at hele gruppen havde haft en snak om savn af forældrene og legens magi, der fjerner fokus fra de triste tanker.

Hendes snak havde i den grad hjulpet og den følgende morgen sagde Dixon:
”Mor, i dag vil jeg slet ikke have ondt i maven, jeg vil bare lege og savne dig lidt.”

Jeg troede på ham og havde lyst til at svare, at jeg ville savne ham meget. Men heldigvis stoppede jeg mig selv og sagde, at jeg ville glæde mig rigtig meget til at hente ham.

Han krammede mig og løb ind til sine venner mens jeg gik over til hans pædagog og sagde pænt tak.

 

LÆS OGSÅ: Etna og den triste Emoji 

 

Heldigvis er Dixon et meget glad barn det meste af tiden :-)

Heldigvis er Dixon et meget glad barn det meste af tiden 🙂

Del filterfri.com

Om forfatteren

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Følg mig: Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>