Lyver du også for dit barn?

12/02/2019

Man må ikke lyve.
Det ved vi alle sammen og alligevel gør de fleste af os det fra tid til anden.

Børn i bad

Titan og DIxon eeeelsker at komme i bad. Gerne sammen så de kan sprøjte det hele til 😉

Personligt er jeg ingen undtagelse, tværtimod. Som den dedikerede mor jeg er, lyver jeg totalt meget for mine børn.
Ja, det lyder nok mærkeligt. Inden jeg fik børn troede jeg bestemt heller ikke, at jeg nogensinde ville lyve for mine børn.
Ærlighed er faktisk en af mine store værdier, men jeg må tilstå, at i livet med børn, så bliver mange ting, holdninger og regler gradbøjet for ren og skær overlevelsens skyld.

Børn og bussemænd!

Jeg har for eksempel aldrig forstået hvorfor der er perioder hvor børnenes pegefingre nærmest konstant søger næseboret som var der magnetisme imellem dem.
Jeg begriber det ikke, synes faktisk det både er træls og temmelig ulækkert og har det bare svært med det. Derfor har jeg mange gange påstået at de risikerer at fingeren ender med at sidde fast i næsen!

Men det tror de åbenbart ikke på, for de små buttede fingre søgers stadig derop på alle tider af døgnet.

Øjne i nakken

Jeg har også utallige gange forsøgt at bilde Dixon ind at jeg havde øjne i nakken. Der var faktisk også en periode hvor det virkede som om han næsten troede på det. Jeg kunne mærkelig nok altid forudse manglerne i hans oprydning, især når han selv påstod at han havde ryddet rigtig grundigt op på heeele værelset og jeg så samtidig bemærkede, at det kun havde taget 2 minutter…

Men nu bliver han snart 5 år og er meget interesseret i kroppen og især skelettet og har desværre fået godt styr på at øjnene sidder i ansigtet. Så den går ikke mere.

Det stopper mig dog ikke i at forsætte med løgnene….

For eksempel forleden, da ungerne var i bad sammen. Stemningen var god og børnene grinede og fjollede. Plask i vandet blev til sæbe i hovederne og vand på gulvet, som så blev til en leg, hvor de begyndte at hive i hinandens tissemænd.

Til at starte med var det meget sjovt og vi grinede alle tre af det. Men som det er med sådan noget, så blev ungerne mere og mere kåde – dvs de overhørte mine utallige ”stop nu” og overså mine forsøg på adspredelser. Jeg mærkede min egen frustration, for jeg prøver virkelig at lade være med at hidse mig op og råbe, men det er dæleme også svært, når der ingen respons er. Overhovedet.

Pludselig hev storebror så meget i lillebrors tissemand at selv jeg blev forundret over hvor ”elastisk” den var, og hørte derefter mig selv råbe: ”STOP!” ganske højlydt.
”Men hvorfor mor?,” spurgte Dixon straks.
Og jeg ANER ikke hvor det kom fra, men mit svar var:
”Ellers falder de af!”

Børn og vand er som regel altid en god cocktail

Og vupti, så var badeænderne pludselig meget spændende.

Da jeg fortalte historien til min mand, troede jeg egentlig han ville grine, men i stedet svarede han ganske alvorligt:
”Det må du ikke sige. Tænk, hvis de tror på det! Man må ikke lyve.”

Bum! En ting er at slå sig selv i hovedet, men når man føler ens bedre halvdel gør det, er det lidt ligesom at få skæld ud af sin egen mor selvom man for længst er blevet voksen.

Jeg ved jo godt, at manden har ret, men alligevel synes jeg det er svært. Så fremover vil jeg forøge at nærme mig sandheden lidt mere.

Og så må manden bade ungerne!

LÆS OGSÅ: Når jeg bliver den mor jeg ikke vil være…

Del filterfri.com

Om forfatteren

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Følg mig: Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>