Grand Prix og savnet af Onkel Reje #Nicola

14/05/2018

Der var engang,hvor jeg havde striber i håret og tid til at glatte det. Mine negle var altid lakerede og jeg vidste alt om nyeste makeup trends, som jeg selvfølgelig havde adopteret.

I dag er det en sjældenhed, at jeg når at tørre hår og når det endelig sker, bjæffer og flygter hunden fra hårtørreren, som han aldrig er blevet venner med.
Make-up hører også til undtagelserne og når jeg en sjælden gang imellem når at lægge både læbestift og øjenskygge udbryder min store dreng Dixon på 4 år altid:
”Hvad skal vi mor?” For vi må jo skulle noget, når jeg endelig når at pynte mig lidt.

Jeg har egentlig accepteret, at det bare er sådan det er, for jeg vil hellere drikke en varm kop kaffe om morgenen frem for at lægge makeup. Men – jeg er også bare mig og selvfølgelig er jeg da også forfængelig.

Så det var rigtig hyggeligt, da vi skulle se Melodi Grand Prix og Dixon 2 minutter inde i showet konkluderede:

”Se hende der mor. Hun er meget flottere end dig.”
”Ja skat, det er hun,” svarede jeg.

30 sekunder efter var der endnu en kvinde på scenen.
”Hun er virkelig flot, mor. Synes du ikke?”
”Jo skat,” svarede jeg.

Endnu en skønhed trådte ind på scenen og min søn udbrød ganske spontant:
”Ej mor, hun der er også meget flottere end dig.”

Børneværten Onkel Reje er både Filterfri og perfektuperfekt!

Børneværten Onkel Reje er både Filterfri og perfektuperfekt!

”Ja, det synes jeg også skat,” svarede jeg og overvejede, om ikke vi skulle skifte over til Ramasjang og satse på noget Onkel Reje. 

Desværre syntes Dixon bestemt ikke at vi skulle skifte kanal og jeg måtte i stedet bande indvendigt over Portugals snæversynede udvælgelse af værter. Altså helt ærlig! Hvem har brug for 4 værter og så fire smukke, tynde, yngre kvinder? Overvejede at sende dem en klage med efterlysning af en midaldrende mand med en ordentlig paella-vom og en gennemsnit kvinde med hænge-babser og slaske mave. Vi går vel alle ind for ligestilling?

Mine tanker blev som altid afbrudt af min dreng. Denne gang, da der trådte endnu en bedårende kvinde frem, med perfekt ”shampoo-reklame-hår”, hvepse-talje og selvfølgelig kridhvide tænder:

 

Værterne til årets melodi grand prix. Personligt synes jeg altså ikke de er særlig repræsentative for gennemsnittet!

Værterne til årets melodi grand prix. Personligt synes jeg altså ikke de er særlig repræsentative for gennemsnittet!

 

”Moaarr! Hende der, hun er meget, meget flottere end dig. Hun er diamant smuk,” udbrød min søn og var total opslugt.
”Ja skat, det er hun. Og nu skal du i seng,” var mit ynkelige svar.

”Men måtte jeg ikke godt se det her Xfactor, mor?” spurgte han.

”Nej skat, klokken er alt for mange. Det her er Melodi Grand Prix og det er kun for børn der er ældre end dig. Altså børn der er meget, meget, meget ældre,” svarede jeg og følte mig som det mest smålige menneske. Især fordi jeg faktisk nød tanken om at han ville ligge i sin seng lige om lidt.

Men sagen er den: Jeg er mor. En ofte ret træt mor, som elsker mine børn overalt, men som samtidig savner at have tid til mig. Tid til at gå op i mig selv, pleje mig selv og prioritere mig selv først. For den tid er en anden. Ligesom tiden hvor jeg frygtede, at jeg aldrig ville få børn nu er fortid.

Heldigvis. ♥

 

Min lille charmetrold Dixon, som bare er 4 år og allerede har 3 kærester...

Min lille charmetrold Dixon, som bare er 4 år og allerede har 3 kærester…

 

Vil du læse flere historier om denne lille frækkert, så klik her og læs flere fortællinger om  Dixon

Del filterfri.com
Nicola -

About the Author

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Follow Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>