En hård sandhed fra en blød mund #Nicola
Vil du have læst denne side med LYD?
Børnefødselsdag. Noget jeg egentlig helst ville være foruden… Men som forældre gør man meget for at se sit barn smile og netop derfor, havde vi forleden besøg af børnehaven for at fejre min store dreng Dixons 4 års fødselsdag.
Det var egentlig ikke med min gode vilje, men…
…Dixon ønskede det brændende og min mand og jeg blev enige om, at vi nok godt kunne bide i det sure æble i to timer og holde børnefødselsdag.
Dixon foreslog selv, at vi skulle servere hotdogs og eftersom mine bage-evner er temmelig ringe, (jeg ødelage shake’n’ bake-kagen – mere om det længere nede), var jeg stærkt begejstret for hotdog-konceptet.
Min mand hentede børnene i børnehaven og gik herhjem i bidende kulde sammen med pædagogen (tak skat) og jeg må tilstå, jeg blev temmelig blød om mor-hjertet, da jeg åbnede døren og alle børnene kiggede på mig med forventningsfulde øjne.
Der stod de, i deres flyverdragter med knaldrøde kinder og lignede en flok forfrosne smilende pingviner, der glædede sig helt vildt til at fødselsdagen.
Da børnene kom indenfor styrtede de fleste drenge direkte mod legetøjet mens mange af pigerne gik på opdagelse i hjemmet. Hvad er det for et billede? Hvem er det? Hvad er det der? Hvor sover i? Hvorfor står den der? Er det en skraldespand? (øh nej det er faktisk et bord!!! Aaarrggghh!) og således stillede de deres (ellers) dejlige filterløse spørgsmål 🙂
LÆS OGSÅ: Vil du også gerne give dit barn alt og har du heller ikke råd? Så læs med her
En af de små piger som Dixons faktisk har et helt særligt godt forhold til, kiggede på en fotocollage og spurgte ind til alle drengene på den.
“Det er Dixons ene storebror og ham der, er Dixons anden storebror”, fortalte min mand pædagogisk.
I midten af collagen hænger vores bryllupsbillede og min mand pegede på sig selv (på billedet) og spurgte:
“Kan du se hvem, den grimme mand er?”
Den lille lyshårede krøltop brød ud i et stort grin og næsten råbte:
“Det Diiiiiiiiiig” mens hun kiggede betaget på min mand.
“Kan du så se hende den smukke prinsesse ved siden af,” sagde han og pegede på billedet af mig i min bryllupskjole. Krøltoppen nikkede.
“Kan du se hvem det er?” spurgte han hende mens han blinkede til mig.
“Det IKKE dig,” udbrød den lille pige ganske bestemt, mens hun kiggede og pegede på mig.
Øhhh….Hvad for noget??? Øhhh! “Smil for dælen,” “SMIIIIIL” råbte min indre stemme mens jeg stolt og såret fortrak mig til køkkenet.
Jeg har altid gerne ville være lidt sej og lidt cool. Men det er jeg ikke.
Jeg har heller ikke nogen tatovering og jeg er nok ligeså følsom, som en mega skumfidus er blød.
Så det gjorde ondt.
Det gjorde faktisk rigtig ondt, at den lille pige ikke kunne genkende mig.
Billedet er ikke engang 5 år gammelt og jeg ved da godt, jeg var dresset særligt op til dagen.
Der er også kommet to børn og ti kilo til siden, men alligevel…
På billedet har jeg løst hår. Det har jeg næsten aldrig mere, fordi ungerne hiver i det. Jeg har også lyse striber i håret på billedet. Det har jeg heller ikke mere, for efter at have været gravid og har ammet har jeg mistet så meget hår, at selv frisøren er bange for det knækker af, når bare der løftes op i det. Jeg har også en del makeup på, på billedet. Det når jeg sjældent nu til dags for jeg prioriterer anderledes i de tidspressede morgener. Men alligevel…
Jeg har aldrig overvejet, at jeg ligner “mig selv” så lidt, at jeg ikke kan genkendes…
Den aften kiggede jeg i spejlet. Tænkte over det med genskær og selvopfattelse. Hende jeg var, da jeg blev gift, var helt ærligt en ganske anden end hende, jeg er i dag.
Dengang var jeg barnløs, sov til 10 i weekenderne, gik med stramt tøj og meget høje hæle til hverdag og var ganske fri af både bekymringer og frygt (OG røg 20 smøger om dagen og tømte et par flasker rødvin om ugen og levede nærmest af avocado, ærter, hytteost, chokolade, knækbrød, mere chokolade og stærk ost – når ikke min mor lavede mad til mig)
Hende jeg er i dag, er konstant træt, for jeg har nærmest været i søvnunderskud i flere år. Nætterne bliver altid afbrudt (af enten børn eller bekymringer) og alligevel vågner børnene trofast kl 07 og tvinger mig op. Jeg har ikke haft hverken tid eller overskud til at pleje mig selv, så min krop er noget misligholdt rod og høje hæle hører bare ikke hjemme, når jeg slæber rundt på en 1-årig, bor på 2 sal og ikke engang når at få mascara på.
Kan jo godt se vi ikke ligefrem ligner dem på bryllupsbilledet…
Så jeg forstår jo godt at den lille krøltop ikke kunne genkende mig. Sandheden er – det kan jeg heller ikke altid selv.
Og selvom det er logisk og rationelt, kan det godt gøre ondt… Ligesom sandheden..
Og nå ja – for lige at træde en ekstra gang på mit krakelerede selvværd formåede jeg som sagt, at ødelægge shake’n’bake kagen.
Ja seriøst! Jeg ødelagde shake’n’bake kagen! Forstår stadig ikke HVORDAN det er muligt!
Jeg havde lavet den dagen i forvejen, så Dixon fik lov at pynte den med masser (som i et helt glas!) af krymmel. Så langt så godt… Min intention var at glæde børnene og hvem elsker ikke chokolade?
Så jeg hakkede en hel plade chokolade og proppede den ned i blandingen… MEN….
Det var åbenbart en dum ide. For da jeg stod og skulle skære kagen ud, faldt den fuldstændig fra hinanden. Som i total smudder-kludder…
………Hmmm… …… 
Den er jo faktisk så grim, at det ikke kan beskrives…… Jeg prøvede at lave stykker med flag i – men glasuren var så hård, at jeg ikke kunne stikke i den, så flagene måtte ligge vandret ned fra siden….. Det var grimt. Og pinligt. Total pinligt.
Jeg var SÅ flov. Det er en kageopskrift, hvor man egentlig kun skal to ting. Det er lettere end en Knorr-sauce og alligevel kludrede jeg det op!
Heldigvis havde jeg en pakke hel friske kanelgifler i skabet. Dem kom der flag i og de stod flot!
Billederne siger vist det hele… 
PS – vigtig tip: Der er visse fordele ved at være en sukkermund. Jeg har nemlig lært, at man ikke kan gemme en pose kanel-gifler der har været åbnet. Helt seriøst – gør det ALDRIG: De bliver kedeligere at bide i end slatten bølgepap.
Den sejeste hjemmelavede fødselsdagsgave til en 4-årig!
PPS: Børnehaven havde en fødselsdagsgave med til Dixon: En kasket som børnene i hans gruppe selv havde malet frugter på. Han elsker nemlig både hatte og frugt. Super kært!
Husk du kan altid følge os på både Facebook og på Instagram under navnet Filterfri_com
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!