Hjertet, der blinkede #KLUMME

07/11/2018
Valget om abort er aldrig let

ABORT! Skreg jeg i mit indre, da jeg opdagede de to streger på den lille pind.Jeg burde have været lykkelig.

Men det var jeg ikke.

Slet ikke.

Jeg var i slutningen af tyverne, boede i Århus og manglede kun 1 år af mit studie. Små ti år før havde jeg fået af vide, at jeg nok aldrig kunne blive gravid og jeg havde grædt over den besked tusind gange. Nu græd jeg over det modsatte.

Jeg var gravid!

Jeg var ulykkelig og følte mig ekstremt alene – til trods for at mine forældre var helt fabelagtige. De tilbød endda, at min mor kunne flytte over til mig i hverdagene, for at få det til at lykkes.

Mine følelser og mit humør svingede vildt. Jeg havde altid opfattet mig selv som en sej kvinde. Sådan en type, der selvfølgelig ville kunne klare at få et barn alene. Og jeg havde altid fortalt mig selv, at hvis jeg havde levet under 2. Verdenskrig, havde jeg helt sikkert været modstandsdame. Og havde jeg levet i 60’erne havde jeg kæmpe for lige rettigheder mellem både køn og racer. Jeg har nemlig altid gerne ville kæmpe for det rigtige – men pludselig vidste jeg ikke hvad, det rigtige var.

Akkurat som jeg besluttede, at jeg ville beholde barnet selv og dermed var klar til at fortælle faderen om det, ændrede jeg mening. For ham, der skulle være far, gik helt i baglås. Jeg mindes mest af alt hans gentagende ”nej, nej, nej.”

Pludselig var det som om jeg var en smitsom pest, han ikke skulle røre ved. Og værre endnu, pludselig følte jeg mig låst i min egen krop. Fanget. Klaustrofobisk. Der var noget, der var fanget i mig og det var uden for min kontrol. Sådan føltes det.

Et par uger senere lå jeg på sygehuset. I de andre senge lå der kvinder, der alle var yngre end mig. Nogle græd, nogle sludrede, flere skiftede mellem glædestårer, kys og små grin fra deres opmuntrende støtter. De var nemlig alle ledsaget af deres partner.

Det føltes som bunden.

At ligge der – helt alene, temmelig voksen og temmelig ucool.

Jeg skammede mig faktisk.

Sådan noget med at blive ups-gravid troede jeg kun skete for andre. Ikke for mig. Det passede slet ikke til mit selvbillede. Ligesom aborten heller ikke passede.

For selvom jeg ikke er overdrevet religiøs, frembragte det en masse tanker om livet, hvornår det opstår og hvornår det slutter og hvem, der har ret til at træffe sådanne beslutninger. Jeg forholdt mig til Etisk Råds beslutning og mindede mig selv om den. Igen og igen mens en svag stemme i mit indre summede ”morder,” i de mørkeste timer.

 

LÆS OGSÅ: Når livet på barsel slet ikke er så skønt

 

I ugerne efter var jeg forfulgt af tankerne om hvor ”det” var blevet af. Var det mon skyllet ned i kloakken – med alt det andet uønskede affald?

Når jeg lukkede mine øjne, så jeg den lille prik, der blinkede og jeg hørte lægens begejstrede ord: ”Det er hjertet, der blinker!”

Jeg græd og jeg græd og jeg græd. Selvom at jeg vidste, det var den rette beslutning, var den hverken let eller smertefri. Det er i dag en del af min historie.

Jeg valgte at få en abort.

Og selvom jeg ville ønske jeg for alt i verden havde været foruden, er jeg dybt taknemmelig for at bo i et land med denne mulighed og det takker jeg særligt for på en bestemt dato hvert år.

For de valg og fravalg som vi træffer, bliver ikke altid glemt, men de bliver altid til det liv vi lever. Og hvor lever vi dog godt og frit i Danmark.

 

((Obs: Scanningbilledet er et beskåret billed fra en anden scanning end den omtalte. ))

 

LÆS OGSÅ: Når kærligheden og økonomien støder sammen

 

Min bulende mave og Dixon lille hånd der aede "lillebror"

Min bulende mave og Dixon lille hånd der aede “lillebror”

 

I dag, ti år senere er jeg alligevel endt med at være mor til to drenge på knap 2 og 5 år og bonusmor til to store drenge på 15 og 21 og hundemor til labradoren Charlie. Og så er jeg gift med min Jonas. Vi er faktisk ikke enige om særlig meget – ud over at vi vil hinanden og vores familie – men det er også mere end nok for mig. Du kan læse meget mere om mig og livet med alle mine drenge lige her  

 

 

 

Del filterfri.com

Om forfatteren

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Følg mig: Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>