Kærlighed og hverdagens modgang #Nicola

20/08/2018
Bryllup og skæderier

Kærestetid – tjaaa… for 5 år siden…

Det er meget vigtigt at prioritere kærestetid. Helt seriøst. Især hvis i ikke vil være en del af de forfærdelige skilsmisse-statistikker. Og sex – det skal i også huske. Ellers får manden det bare et andet sted!

Der er ingen, der siger det direkte, men ordlyden hører jeg tit. Ligesom vi kvinder skal huske at gøre os lækre og fjerne vinterpelsen, vaske folderne, lakere neglene og hoppe i det frække undertøj.

Ja, gode råd er der nok af. Men altså, når man så ikke ligefrem synes, at budgettet bugner af luft, så er det dæleme meget pres at lægge på et parforhold. For skal man betale en babysitter for at passe på børnene, et hotel og forplejning, nyt undertøj, parfume og en tur til frisøren oveni, så tænker jeg, at der skal mere end to orgasmer til for at gøre det regnestykke til et stort plus.

Først og fremmest er babysitning dyrt og besværligt. Mormor og morfar hjælper gerne, når vi har brug for det, men de er sgu så travle, at man ikke bare kan forvente de træder til. Tænk de tillader sig det! 😊 Og farfar og hustru er ikke ligefrem typerne, der tilbyder at hjælpe.

Dette faktum sammenholdt med to barsler og en sygdomsperiode betyder, at økonomien hjemme hos os er presset. For det er dyrt at være på barsel og få barn. Især for dem af os, der ikke havde et helt års betalt barsel og når der så er to oveni hinanden – ja, så får pengene hurtigt ben at gå på.

Derfor har min mand og jeg praktisk talt slet ikke haft rigtig kærestetid de sidste 5 år. En enkel aften er det blevet til. Hvor vi tog på selvudviklingskursus om skyggesider. Så der var ikke ligefrem duften af erotik i det.

Historien om bryllupsbilledet der fremkaldte tårer – mange tårer…

Men det sjove er, jeg savner det faktisk ikke. Selvfølgelig vil det da være lækkert med en hotelferie med fuld forplejning og en opvarmet pool, men så ville jeg da have mine børn med. Og selvfølgelig kan jeg da også sagtens forstille mig en lækker weekend alene med min mand, men jeg frygter ikke for vores ægteskab fordi, vi ikke har gjort det.

Jeg frygter at skænderierne om økonomien dræner ægteskabet. At bekymringerne og frustrationerne bliver for meget. For det er jo bare sådan, at vores partnere er dem, vi læsser af på. Den dårlige energi, de skjulte tårer og de søvnløse bekymringsfyldte nætter – dém frygter jeg.

For langtidseffekterne af dem, er nok meget, meget farligere end manglende kærestetid…

Men det er nok også fordi jeg faktisk føler, at vi har kærestetid. Når min mand er ude og køre, er det mig han vælger at ringe og sige hej til. Begge vores inbokse boomer med links vi sender til hinanden om ting, der fascinerer og inspirerer os.

Ofte falder vi i snak i sofaerne og når aldrig at tænde fjernsynet. Ligeså ofte sidder vi ved hver sin computer og skiftes til at hente kaffe. Det er ikke klassisk kærestetid eller erotisk parrings-dans. Men det er en dans – mellem to der elsker hinanden. ♥

Flere ærlige historier? Så klik her og få historien om barselsvægt, deller og skam!

Del filterfri.com
Nicola -

About the Author

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Follow Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

Leave a Comment:

>