Mor ved bedst! #Nicola
I flere måneder havde jeg ventet på en helt særlig børnelæge, der var kendt for at hjælpe søvnbesværede børn og som skulle undersøge min søn Titan og forhåbentlig finde svaret på hvorfor, han ikke sover om natten. Et svar, jeg har ventet på i 2,5 år.
Desværre bød lægen bød os velkommen med følgende ord:
”Hej med jer. Jeg har lige læst journalen og jeg beklager, men jeg tror ikke der er meget jeg kan gøre, for din læge har skrevet, at du ikke vil have medicin.”
ØHHH!?????!!!!!!!!!!!???
Vi havde ikke engang sat os ned og lægen, den dygtige tidligere overlæge konkluderede straks, at han ikke kunne hjælpe? Jeg var mildest talt forarget, skuffet og meget vred.
TItan er en meget kærlig dreng. Her i omfavnelse af sin yndlings-kusine Emily
Det skjulte jeg dog og valgte i stedet at høre på hans anbefaling.
Han forklarede, at han havde læst at jeg jo havde prøvet alt det ”naturlige” og forklarede så, at der findes noget medicin, der hedder ”Melatonin,” men det som er godkendt til børn i Danmark og som ville virke på Titan skulle sluges i hele piller og da han ikke kan det, anbefalede han mig, at jeg selv måtte skaffe pillerne hjem fra udlandet.
Han fortalte mig endda, at hans nabo var SAS pilot og altid havde en masse forskellige pakker med hjem til folk, for de fandtes både som tykkepiller og endda i to forskellige varianter. Den ene slår barnet omkuld og den anden slags udløses gennem natten og får barnet til at sove. Jeg udtrykte min skepsis og lægen ”beroligede” mig med at Melatonin er et hormon som dannes i hjernen og som fremkalder søvnighed og pillerne altså ”bare” var en syntetisk form heraf og meget brugt mod jetlag.
Hele denne snak fandt stadig sted før han overhovedet havde undersøgt Titan.
Da jeg efterlyste dette, målte og vejede han ham og bagefter trykkede og trak han i ham og konkludere, at Titan er ekstrem hybermobil – dvs han har meget bløde og eftergivende led.
Og når man samtidig er en bulderbasse som Titan er, betyder det, at han sikkert overanstrenger sin krop meget i løbet af dagen og sikkert vågner grædende om natten fordi leddene gør rigtig ondt.
En smerte han først mærker, når han er stille og rolig. En omstændighed, der kan forklare hvorfor min lille bulderbasse oftest nægter at gå op af trapperne til 2 sal hvor vi bor, når han kommer hjem fra vuggestue.
Og altså ikke bare er en træls møgunge, som hans mor nogle gange har tænkt…
Det forklarer også hvorfor jeg netop nogle gange har oplevet, at han har sovet, efter jeg har givet ham panodil i afmagt, når gråden har stået på i flere timer.
Men det vil jeg da ikke medicinere imod? Jeg vil da heller tale med pædagogerne om at hjælpe mig med at tvinge ham til at holde pauser. At skabe ro omkring ham. Passe på hans krop, så den ikke ødelægges og se om vi på den måde ikke kan forbedre hans nætter og dermed også hans dage.
Morgenfund i mors og fars seng. Titan sover ikke meget, men han elsker at putte. Her med storebror Dixon
At vi lever i et land hvor en børnelæges første løsning er medicin før årsagen overhovedet er fundet er dybt forkasteligt.
Tilbuddet om medicin bliver et “hold-kæft-bolsje” i et forhastet samfund, der ikke har tid til at lede efter årsager. Et samfund hvor jeg bekymres over medicinalindustriens indflydelse og lægernes forpligtelser.
Jeg forventer ikke at en almindelig læge anbefaler healing, kamille-dåber eller lignende, MEN tænk hvis han gjorde? Tænk, hvis læger var forpligtet til at foreslå ikke-medicinerbare løsninger FØR medicinen. Tænk, hvis de samarbejdede på tværs af specialer med det eneste formål at gøre patienten rask/forøget patientens velbefindende.
Heldigvis er jeg mor og er der to ting jeg vi kæmpe for at lære mine børn, så er det at årsag kommer før løsning og at vi oftest selv har svaret i os selv, når vi tør lytte til vores følelser og vores inderste.
Det er nemlig desværre sådan at sproget nogle gange blokerer for følelser.
Min følelse med Titans søvn har altid været, at det var noget jeg ikke kunne løse, men at nærvær, accept og trøst var det bedste jeg kunne byde ind med. Og efter besøget hos børnelægen er jeg slet ikke i tvivl om det. Heldigvis.
♥
Mor-maven, mor-hjertet eller mor-hjernen. Kært barn.. faktum er: LYT til den for den har altid ret!
LÆS OGSÅ: Det lykkelige søvnige land!
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!