Dit barn kan alt #Nicola

Må man hjælpe et barn, der selv kan?

I en verden hvor man både får afslag og nederlag, er jeg overbevist om at livet bliver både lettere og bedre, når vi ved, at der er nogen, der altid er der for os og klar til at række os en hånd hvad enten vi er fire eller firs år gamle.

Vidste du, at dit barn kan alt?

Dét var opsummeringen af forældremødet i børnehaven, hvor de ansatte gjorde meget ud af at fortælle os forældre, at vores børn kunne alt og derfor skulle vi jo endelig huske, at lade børnene selv tage flyverdragterne af og på etc.

Samtidig sagde de dog også, at vi skulle tænke os godt om i forhold til hvilke madkasser børnene havde og hvad der var i dem, da børnene ofte havde svært ved at åbne dem og ting som ostehapser.

Hmmm…. Men børnene kan jo alt? Tænkte jeg i mit stille..

Jeg er jo ikke idiot og ved godt, det alt sammen er noget om nominering. Selvfølgelig kan en pædagog ikke hjælpe 20 børn med lynlåsen eller åbne 20 figenstænger – i hvert fald ikke uden at det tager tid fra noget andet.

Alligevel tænker jeg:

Hvor meget tid har mit barn krav på?

Hvor meget tid er der til at hjælpe? Praktisk, opdragelsesmæssigt og følelsesmæssigt?
Fordi, bare fordi man kan alt, forstår man nødvendigvis ikke alt…

Som forældre bliver jeg både forarget og vred, når jeg henter min søn og mærker, at han render rundt med våde strømper eller når jeg kan lugte, at han har noget i bleen. For det er jo ikke okay. Han skal selvfølgelig ikke lide overlast bare fordi, han kræver mere hjælp end de andre børnehavebørn. Han er altså også den yngste (lige fyldt tre år), så selvfølgelig kræver han mere og andet.

Og selvom jeg faktisk generelt er rigtig godt tilfreds med børnehuset, mærker jeg alligevel en lille bitte frygt for, at den opmærksomhed – og mangel på samme – som han får.

Min dreng er nem… Betyder det så, at han nemt overses?

Det er jo ingen hemmelighed, at de krævende og besværlige børn helt automatisk tiltrækker mere opmærksomhed. Dixon er nem og får altid ros for hvor godt han klarer alting. Og det jo skønt og dejligt, men også lidt skræmmende. Realiteten er jo, at dem der råber højest bliver hørt – hvad enten vi taler politikere eller børn i pressede institutioner.

Selvom dåbsattesten siger 3 år, nulres der stadig ører og pattes sut hver aften…

Forleden morgen, da jeg afleverede ham, var der ingen voksne at se. Måske var den ansvarlige nede og tørre et barn på toilettet eller lignende, men faktum er, at jeg ingen voksne kunne se.
Dixon var selvfølgelig ligeglad og morgenfrisk som han er, løb han straks over til et kendt ansigt og spurgte forventningsfuldt:

“Lege med mig”?

Den anden dreng var desværre ikke så morgenmild og ganske uventet nærmest råbte ham direkte ind i hovedet på min søn:
“Neeeeej”!!!

Forarget og chokeret, må jeg tilstå, at jeg i netop det øjeblik tænkte “sådan en møgunge,” samtidig med at jeg fik en ubeskrivelig lyst til at skrige ham direkte ind i hans hoved. Man er vel curlingmor… men jeg er jo også voksen, så omend chokeret (og ked af det. Jeg var virkelig ked af det på Dixons vegne) satte jeg mig ned på hug, aede ham på skulderen og sagde til nej-drengen:
“Du behøver slet ikke råbe. Du kan bare sige, ikke lige nu.”

Drengen kiggede betuttet på mig og løb sin vej.

Umulige ønsker – det er en del af livet som forældre

Jeg kiggede på Dixon, vis øjne susede rundt i lokalet på jagt efter en anden legekammerat. Der var ingen kendte ansigter og (sikkert lettere skuffet) tog han min hånd og spurgte:

“Dig lege mig, mor.”
AV! Jeg havde ikke tid til at lege, så ganske upædagogisk brugte jeg afledningsmanøvren.

“Kom skat, lad os lige gå herhen. Har du set det puslespil. Nej, hvor er det fint.”

Men Dixon kan jo alt – bare ikke narres – så han vendte ryggen til mig og gik langsomt væk fra mig. Jeg fulgte efter.

Da jeg forlod børnehaven, vendte jeg mig om og kiggede efter ham. Kiggede efter en voksen.

 

Men der var ingen at se.

Omgivet af legende børn, trissede han rundt – helt alene….

Tårerne flød langsomt fra mine øjne og jeg følte mig magtesløs. Den nej-sigende drengs råben kørte nærmest på repeat i mit indre og jeg tænkte på min lille dreng, der åbenbart kan alt.
I hvert fald både tage afslag med oprejst pande og gennemskue mig.

Måske netop derfor er det vigtigt for mig at hjælpe ham, når han beder om det. Modsat mig, er han nemlig god til at bede om hjælp og denne evne, ønsker jeg faktisk at han holder fast i.

For hvor ville mit liv være meget lettere, hvis jeg var bedre til at bede om hjælp. Så hvad enten det er støvlerne, vanterne, håndvaskeriet eller oprydningen – så hjælper jeg gerne til. Ikke fordi han ikke selv kan og ikke fordi, jeg ikke mener, han skal øve sig, men derimod ene og alene fordi, jeg gerne vil signalere til ham, at JEG er der for ham og altid er klar til at hjælpe ham, når han beder om det – også selvom han kan alt.