Nedtællingen er startet, sommerferie i Skotland nærmer sig, og det krible-krabler lidt i maven ved tanken om 86 km jomfrurejse i det skotske højland.
Og var jeg ikke høj over tanken om godt 20 kilometers vandring på “The West Highland Way”, hver dag i fire dage, så blev jeg det i hvert fald, da jeg tjekkede vejrudsigten:
Ja, man bli’r helt glad i låget, når nu man endelig har sommerferie og jo egentlig ikke har været sådan rigtig på sommerferie i 6 år.
Sikke en vejrfest og får straks erindringer til min første vandretur til Irland, hvor de lige netop det år – hvor heldig har man lov til at være – havde den vådeste sommer i 40 år!
Nå, men ikke desto mindre endnu mere grund til at varme godt op…;)
Så først all in på stemning i den gamle bydel af Edinburgh, en to timers hygge-vandretur i udkanten af hovestaden, efterfulgt af klassikeren Braveheart.
…ka’ jo ligesom ikke ta’ til Skotland uden at genetablere forholdet til min store helt, William Wallace;) Men så var vi der også! Totalt klar på at udfordre det skotske terræn (eller omvendt) – uanset vind, vejr og hvad naturen ellers måtte bringe.
Vandredag 1: Det er slet ik’ så ring’ endda
Ved ikke om jeg stadig var høj på Braveheart og Mel Gibson i skotskternet kilt, eller om jeg i virkeligheden er en menneskelig inkarnation af en bjergged (sidstnævnte vender jeg lige tilbage til).
Men naturen, terrænet og sågar vejret var storartet. – Storartet som i det hverken regnede eller susede alt for meget. Solen gjorde endda noget vildt og skinnede på et tidspunkt.
Så dagens 22 km fik hurtigt ben at gå på.
Og i den tid gik vi ikke sukkerkolde! Min velforberedte rejsefælle havde tippet, at det nok var en god ide at pakke müslibarer og andre snacks hjemmefra. Så det gjorde jeg.
…men mine fire flade choko-barer lignede jo bare…fire flade chokobarer sammenlignet med hendes nøje indrettede dagsrationer (pakket i små afmærkede plastikposer med forskellige former for proteinbarer, dadelkugler og nøddeknas).
Derudover to poser gulerødder og en pakke æbler, som var medbragt hjemmefra (og som forårsagede lidt overvægt under in-check af bagage).
Rejsefællens velforberedte dagsrationer, men prikken over i’et er nu en ”Hydraulics reservoir vandblære” alias en avanceret udgave af en drikkedunk, så man ikke behøver lyne rygsæk op, men kan suge vand gennem slange fra rygsæk. Og selvfølgelig – ej at forglemme – ”Turen går til Skotland”, så man ikke misser noget på turen.
Jep, Rikke min rejsefælle har bare styr på sit shit!
Meget kan man sige om mig, men det har jeg ik’!
Jeg er bare glad for, at jeg denne gang har husket mig selv…og mit eget pas (hvilket jo ikke var tilfældet sidste gang).
LÆS hvordan det gik til: Første ferie i fem år…uden barn! #Louise (71)
Ret hurtigt – selvfølgelig med tidligere erfaring fra sidste vandretur i Italien i efteråret med selvsamme rejsefælle – går det også op for mig, at det ikke er den eneste forskel på os.
To meget forskellige vandretyper!
Det slog mig, at Rikke er den fødte Æstetiker. Nydelse først og fremmest med indbyggede filosofiske spørgsmål undervejs om naturen, livet og menneskeheden.
Jeg er Bjerggeden – på speed. Højere, hurtigere, vildere…med afstikkere til et udfordrende bjerg ”lige derhenne”, et lille sidespring til en ”ø” i de mange små ”water streams” og lidt fartleg op og ned ad skråninger og bakker.
En lille fiks ide – off cliff;)
Det værste Bjerggeden kan gøre mod Æstetikeren er at skære de filosofiske veje af. Så når de åbne spørgsmål lyder:
- Hvad tror du Mel Gibsons forhold til Skotland var, inden han lavede filmen (Braveheart)?
- Hvad er det for et lille vandløb?
- Hvordan tror du, det er kommet der?
- Hvem har egentlig anlagt det?…Eller er det kommet der naturligt?
…Så er ordet ”pas” verbal tortur og et absolut no-go!
Har fået at vide, at jeg ikke må sige det ord.
Så jeg prøver ihærdigt at være sådan lidt mere Søren Kierkegaard agtig i mine svar og finde den mere eksistentialistiske side frem.
Men kommer stadig til kort og må i de mere uopfindsomme øjeblikke ty til den blide udgave af ”pas” og formulere et:
”Det ved jeg ik’.”
…for det ved jeg virkelig ikke…ligesom jeg heller ikke nødvendigvis har en holdning til alle de nuancer af grøn, vi passerer undervejs i de forskelligartede landskaber:)
Nå, men det, som samler os eller der, hvor vores veje krydses, er nydelse. Og lige netop det, er nok årsagen til, at ingen af os aldrig bliver hard core bjergbestigere.
Indrømmet. Er på en light-udgave af en vandretur. Ingen tunge tasker med telt, vandregrej mm. på ryggen. Vores bagage bliver transporteret fra sted til sted. Men der er sq noget befriende ved at komme frem til destinationen og bum – møde sin kuffert på værelset.
Vi vægter begge to et dejligt bad, en god varm seng at sove i og et godt måltid mad…som så var grunden til fælles front i det, der senere udviklede sig til sidehistorien for turen:
”Jagten på de forsvundne grøntsager”.
Startede allerede på vores første vandredag til aftensmaden, hvor vi fantaserede om en lækker, sprød salat.
Rikke havde endda læst i menukortet, at der fulgte en ”salad” med til – hvad hun troede var en friskfanget og senere letpaneret skottefisk.
…ved ikke, hvad vi præcist havde forventet at finde i den her baked beans and fish and chips madkultur, hvis kulinariske eskapader minder utroligt meget om storesøster, Englands sværvægtermåltider.
Men her på den lille lokale pub i det skotske højland, var der alt andet lige tale om lidt af en maveplasker, da tjeneren serverede ”fish with salad”.
Mad-deprimeret.
Havde fisken engang været frisk og levende, så var den helt stendød i friturefedt, hvis ekstra lage dannede sådan en lille sø i bunden af tallerkenen.
Hvad der næsten var endnu mere tragisk for en, som ønskede sig en rigtig salat, var, at den var forvandlet til en skovlfuld store, grønne ærter, der bare stirrede tomt op fra tallerkenen ved siden af den svært friturestegte fisk og de daggamle, rynkede pommes.
Vandredag 2: Den uløselige gåde…
Dagens store gøremål – udover at komme godt igennem de 19 km – var at finde ud af, hvor hulan de skotter gemmer deres grøntsager?!?
Gårsdagens ærter tæller ikke, da ”grøntsager”, der er så hårde og skræmmende store, at man kan skyde kaniner med dem, er diskvalificeret.
Og ved vandrested nummer to kunne vi blot konstatere, at vi i vores stræbsomme søgen efter grøntsager sidder på restaurant med den flotteste udsigt og spiser…
Linsesuppe (der i øvrigt smagte af dåsetomat) med tørt brød og en ”green” side dish bestående af forårsløg (med dusk) og kål.
Tror måske min craving efter grøntsager bliver ekstra overdøvet i kraft af, at det tilsyneladende er svært at støve op på disse kanter. Ligesom min craving efter chokolade, som tilsyneladende også er helt umulius at tilkøbe???
”Sorry”, sagde receptionisten ved skranken og henledte i stedet min opmærksomhed på en lille købshylde med tandpasta, tamponer og vatpinde!?!
(…som om det nogensinde kan måle sig med en Snickers eller Kit Kat!!!)
Havde der så bare været en lille kiosk, eller hvad ved jeg. – Et hus man kunne gå tiggergang hos, så kunne jeg jo i det mindste gøre et forsøg på at få tilfredsstillet min sukkertrang. Men der var bare det ene hotel, og næste stoppested var en dagsrejse derfra.
Vandredag 3: Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning
Når vandrestierne bli’r til små vandløb, og regnen for alvor fester igennem.
…men det gør der så alligevel…i hvert fald her i Skotland. Sjældent har jeg da oplevet så meget regn!
Og med små vandpytter i lommerne og vådt tøj, må jeg også bare konstatere, at min påklædning alias mit nyindkøbte ”100% waterproof” regntøj ikke er vandtæt – som i overhovedet ikke!
Det er selvfølgelig heller ikke hver dag, det regner i tre stive timer i streg – så meget og så hårdt, at det til tider næsten gør ondt i huden, og kontaktlinserne nærmest flyder ud af øjnene.
Men i dag hilste vi for alvor på ”Skotland, når det er bedst”.
Jeg er bare glad for, at det var den korteste rute i dag på 15 km, for det føles som en meget stor balje vand i hovedet med vindstyrke fra skiftende retninger.
Til gengæld var der en masse bregner.
Tror måske jeg har hørt det ord sagt med forskellige former for passion mindst tre gange om dagen…det må være min rejsefælles ynglingsplante her i Skotland. For hun snakker meget og inderligt om dem.
Tror faktisk at hun ville være typen, der kunne udsætte menneskelige behov som sult ved at tænke på noget smukt som bregner.
Den evne har jeg ikke.
Badekar er dejligt, men et badekar efter en lang vandretur og ømnme stænger, er nydelse ud over alle grænser og bedre end chokolade!
Men nøj, hvor blev jeg oprigtig glad, da jeg omsider fik stillet min sult.
På det bedste hotel so far på turen, blev vi indkvarteret i en kongesuite (sådan føles det i hvert fald) med et f*** badebar og et fælles loungeområde med pejs og store panoramavinduer.
Så mens Rikke var dybt optaget af æstetikken i og omkring hotellet (de bløde sofaer, den smukke natur og de bedårende hjorte der græssede udenfor), gik jeg all in i en fan-ta-las-tisk salat, dagens suppe og en isdessert med choko på toppen.
Dag 4: Skotsk vandreterapi
Jeg er ved at være der – ”the walking state of mind”.
Går bare…tænker ikke så meget, selvom jeg måske netop havde tænkt, at det var nu jeg skulle tænke stort. Der er i hvert fald rig mulighed for at filosofere og fundere over livet, når man sådan vandrer i flere dage.
Men det skal så lige tilføjes, at det jo ikke er en bjergdyne af græs og blødt mos, der udgør ”The West Highland Way”.
Det er bakket, stenet, ujævnt og til tider stejlt, så meget tankevirksomhed går med at sætte den ene fod rigtig ned i forhold til den anden. Altså bare holde kursen og fokusere på at gå.
Føles lidt som fire dage med fokuseret vandreterapi.
Og nårh ja: Så skal turen jo lige dokumenteres undervejs, og der er sq ikke så meget at diskutere. Her er mega flot:
Bonustur: På date med Ben Nevis
Efter ”The West Highlang Way”, skiltes vores veje for en stund. Rikke havde i lang tid haft en hed drøm om at se The Jacobite Route og inden rejsen vist mig billeder af det her eventyr-tog.
Så mens hun hang ud med Harry Potter og ønsketoget, valgte jeg at prøve kræfter med Skotlands højeste bjerg, Ben Nevis.
Ben Nevis på en god dag. Gik forbi det dagen inden.
Tænkte at det jo ”bare” var en syv timers vandretur (ifølge Google, fire timer op og tre ned).
”The Complete Guide redaktionen” havde endda været så behjælpelige at tage et bette billede af den helt rigtige dress code til turen. Her Jo fra kontoret. Selv lignede jeg mest af alt en, der er på vej ud på en lille løbetur.
Men med det nyligt tilsendte link ”The-Complete-Guide”-det-bør-du-nok-lige-orientere-dig-i fra Rikke med meget udførlig terrænbeskrivelse og pludselig opstået info om pandelygte, førstehjælps kit og de helt rigtige vandrestave. – Ja, så fik jeg sq helt nervøse tics.
…For gederne har spist mine vandrestave. Og min pandelygte. – Sådan en har jeg faktisk!…men den ligger hjemme i DK i kassen med mariehøne-cykellygterne og andre skøre tilbud fra Netto.
Men igen, det er jo bare en vandretur…og heldigvis så var det bare det…en god en. Altså hvis man da lige ser bort fra, at jeg ikke kunne finde ud af byen hen til Ben N.
Stod og var enormt forvirret inde i byen, fordi jeg som sædvanligt ikke kunne finde vej…Der er tre indgange til bjerget, men kunne ikke finde ud til dem. Turistinformationen kunne jeg heller ikke finde.
Derudover er en kilde til ekstra forvirring, at bilerne jo for h…kører i den forkerte side, så jeg dagligt mærker nærgående bil-sus fra højre!
Men trods mine manglende gågænger-skills og som jo egentlige bare bekræfter mig i, at skotterne er rægti’ fine, så er jeg ikke blevet dyttet af eller skældt ud en eneste gang.
De sænker bare farten og tænker sikkert; endnu en tosse.
Anyways, mens jeg står der og vender og drejer mit indre kompas på fortorvet, kører en bus forbi og i bedste klichéstil laver den største vandfræser i en kæmpe vandpyt (fra gårdsdagens monsunregn), så mine bukser bli’r helt gennemsjasket.
– Og turen er ikke engang rigtig startet.
Det var simpelthen dråben. Hoppede ind i en taxa og blev kørt ud til Ben N.
Normalt er jeg ikke til small talk, men nu var jeg jo havnet på forsædet, så det forpligter jo ligesom. Og i dag havde jeg faktisk meget på hjerte. Så benyttede lige taxamand til at malke lidt turistinfo om, hvilket af de tre starting points, som var bedst.
Taxamand fortalte, at de rigtig hurtige løber til tops på 1 time og 20 minutter, men bekræftede også, at det normalt tager syv timer at komme op og ned:
“If I see yaa right, you can do it in six”…sagt med den der skotte-accent, som jeg bare æælsker.
Fandt ud af, at han var tidligere racerkører. Omvendt fandt han ud af, at havde jeg været et får, ville jeg allerhelst være får her i Skotland (…har aldrig været særlig god til small talk).
Uha, det er altså uhyggeligt det her…
De ”pæneste” billeder inden tågen pakkede bjerget ind.
Det var nok en blanding af folke-fnat og associationer til gyser-scener, der gjorde at de seks timer, som taxamand ville skyde på, det ville tage at gå op og ned, blev barberet til fire.
Det var fademe ikke for småbørn det her og havde i hvert fald ikke lyst til at nyde den ikke-medbragte madpakke eller en lille snack i de omgivelser.
For hvis der er noget, som gi’r mig seriøst dårlige nerver, så er det at gå op i røven på folk eller endnu værre – de går tæt på mig.
Får paranoia, bli’r irritabel og som min rejsefælle grinende udbrød tidligere på turen, så er det værste, man kan byde mig på en vandretur – andre mennesker.
Så ligesom på en løberute, så overhaler jeg lige i et rask tempo (selvom jeg er helt forpustet) og gearer først ned et godt stykke efter. Udfordringen var i dag, at det skete minimum 20-30 gange på strækningen.
Og på de mere øde strækninger fyrede jeg endnu mere op under bentøjet, fordi de store klippelignende stykker/stenede veje omgivet af den tætte dis og tåge, mindede mig om en gyserscene eller Frodos vej til Mordor.
Så jeg halsede videre i et tempo, jeg senere fortrød lidt og får på et tidspunkt at vide, at der er 120 meter endnu.
Fedt mand, så er jeg der snart og går videre op i tågen.
På en dag med god sigtbarhed, er man sikkert ikke i tvivl, når man rammer toppen af et bjerg. Men det var lortevejr, kunne ikke se en hujende hvede og måtte spørge tilfældige på toppen:
”Is this it. The top?”
“Yes, this is the top”.
Ah men altså – totalt antiklimaks…kun overgået af den efterfølgende silende regn og en krampe i min ene læg.
2 timer og 10 minutters vandring op-op-op for at kigge på det her…der er vist ingen tvivl om, hvem af Rikke og jeg, der havde den pæneste udsigt den dag!
Et smerteligt, dejligt efterskrift
Hvis jeg syntes, det var en fest at slippe den indre bjergged løs på Ben Nevis, så blev begejstringen hurtigt afløst af den værste omgang vandretømmermænd.
Dagen efter føltes hvert skridt som om der stod en og hamrede mig over læggen med en bat.
Av, er ikke et dækkende ord, og da den sidste overnatning var på 3. sal uden en elevator, var jeg lige ved at græde.
Åh hybris…Åh nemesis…men jeg ville gøre det igen til enhver tid;)
I mangel på sommerferie-udskejelser gennem de sidste mange år, er det jo nemt for mig at sige, at det her var den flotteste, dejligste, mest energiboostende sommerferie jeg længe har været på.
Men det var det. Og selvom ferien også var lige lovlig regnfuld, med lige lovlig meget vind i håret, så var der heldigvis også tilstrækkelig med sol og varme, så det – mod alle odds og samtlige vejrudsigter – lykkedes at få en tan…;)
Solskinsdage havde vi skam også. Og selvom det ikke helt er retvisende for størstedelen af turen, så slutter historien om vandretur i Skotland af med en seriøs omgang sunshine:o)
LÆS NÆSTE: Første skoledag og mit tvangsægteskab med: 1) forældreintra/Aula, 2) skolekorrekthed #KLUMME (74)
LÆS FORRIGE: Crossfit, styrketræning og ”Kom nu mor-krop” vol. 3 #Louise (72)
Kort fortalt: Jeg hedder Louise, er fraskilt og udover at være mor til en sæk lopper af en datter, har jeg nu også fået en lille ”ny” = sitet her, Filterfri.com 
