aldrig mere glip af grin og gråd fra Louises liv.

Første skoledag og mit tvangsægteskab med: 1) forældreintra/Aula, 2) skolekorrekthed #KLUMME (74)

…ved ikke engang om det sidste er et rigtigt ord, men det føles i hvert fald som et påduttet ægteskab med noget meget pædagogisk korrekt (der ligger mindst en snes niveauer over mit eget).

Og når det så er sagt, så er det jo officielt en glædens dag.

Den bette er startet i skole. Og det er jo stort – første skoledag, en ny hverdag og nye venner.

En ny epoke…

Det klassiske feel-good-første-skoledagsbillede;)

Og som forstanderen/musiklæreren, der sang for ude i skolegården, af flere omgange udtrykte:

Ude i skolegården med højt humør (for nogle), mens skoleinspektøren bød velkommen og takterne til fællessang blev slået an.

”Det bliver bare knalder godt!”

Hun var virkelig frisk. Sådan rigtig oppe på noderne.

Havde hun nu været forstander på min skole, dengang jeg startede som 6-årig, så var vi totalt tunet ind på samme kanal. Men jeg var der bare ikke. Lige der – midt i skolegården med flag, sang og forsikringer om alt det knalder gode – var jeg der bare ikke.

Den bette var der heller ikke. Som i overhovedet ikke.

Måske endda en kende for medtaget. Hun var i hvert fald fuldstændigt opløst i tårer, da forældrene skulle gå:

 ”Jeg vil gerne trækkes ud”,

hulkede hun, mens hun begravede sit tårebetyngede ansigt ved min skulder.

Var sq parat til at give hende en pony, fredagsslik på en mandag, månen – hvad som helst, bare hun ville stoppe med det der.

Dyb indånding og et suk

Uden dog at kunne indfri hendes ønske om ”udtrækning af skolen”, så havde jeg det selv lidt sådan. Hvor kunne det være fedt, hvis man kunne sige ”nej tak, ellers tak”…ikke til skolen men til alt det andet, der følger med.

For mens der ovre på den bettes banehalvdel var en meget spontan reaktion i form af tårer og atter tårer, så sker der noget helt andet og meget mere dystert ovre på min banehalvdel.

Udover tvangsægteskab, så er tanker som stavnsbundet og frihedsberøvelse kommet snigende som en tung dyne af pligter i forbindelse med forældreintra/aula, som jo følger med i pakken =

  • flere ting man SKAL…
  • i 9 år…
  • på en bestemt måde…
  • inde på midten

… hvor alle danser snorlige, og hvor man lige får et dap over nallerne, hvis man afviger (…hvilket måske også er grunden til, at jeg i den 3 måneders periode med førskole op mod skolestart ”glemte” at signe up på forældreintra).

Listen med eksempler er lang

Tre måneder efter “indbydelsen” og to dage inde i skolestart bekræftede jeg mit forpligtende ægteskab med forældreintra. En bindende kontrakt, til døden… eller i hvert fald de næste 9 år os skiller.

Erfarede allerede i anden uge, at det der nyhedsbrev, klasselæreren sender ud hver fredag, ikke er for sjov.

Selvfølgelig er det jo en god ting, at man kan sende fælles beskeder ud til alle, så mit forhold/ægteskab med forældreintra er ambivalent.

Men blev i hvert fald påmindet (på den søde og pædagogiske måde selvfølgelig), at jeg vist ikke havde fået læst nyhedsbrevet…hun jo kunne registrere, hvem der havde læst, når de klikkede sig ind på nyhedsbrevet.

Okay så, tænkte jeg, mens Foucault’s ”Panoptikon”, poppede op. Det kan man da kalde for effektiv disciplinering, hvor jeg med ét følte mig som fangerne i Panoptikon, der blev overvåget og dermed rettede ind gennem skjult disciplinering.

Har aldrig misset et nyhedsbrev siden!

Det hele gik lige så godt

Syntes ellers jeg var kommet så godt fra start.

Var jo egentlig bare glad for og en anelse lettet over, at jeg trods alt:

  • havde husket gymnastiktøjet på mandage
  • havde placeret madpakken i det ene køleskab UDEN drikkedunk (for det er der ikke plads til, hvis alle 26 børn medbringer)
  • havde puttet eftermiddagsfrugten i det andet køleskab nede i SFO’en
  • havde husket indendørssko i kurven i klasseværelset (udendørs sko er for beskidte og ”bare” strømpesokker er tilsyneladende gået af mode)
  • havde husket ørebøfferne til computerne

For ikke at tale om 10’er-pausemåltidet. For nu skal man jo ikke foranlediges til at tro, at vi lever i et u-land. Så på med et måltid mere.

Og for min generation, som jo gik for lud og koldt vand med ”kun” morgenmad og frokost, var der hjælp at hente mht. inspiration af et sådan nyopstået fænomen.

Havde det ikke været for de rægti’ fine illustrative slides fra førskole-mødet med de ideelle lækre udskårne sunde snacks og en handy wrap. – Ja, så havde jeg jo nok givet hende en grimmer en af en chokoladekiks med, en milkshake eller en pose skumfiduser.

”Det er jo bare inspiration”,

som forstanderen sagde med foldede hænder og et smil på læben.

Jamen tak for inspirationen så. Jeg takker og nejer, det bedste jeg har lært og står med glæde op en halv time tidligere, når nu der både skal trylles til formiddagssnacks, og jeg igen er tvunget ud i madpakke(helvede) + en eftermiddagssnack som ikke er ren gentagelse af de to forgående måltider.

Hvad f*** gør folk med 2-5 børn???

Er den ene så hjemmegående og fuldtids madpakkesmører???

www.skolemadnu.dk

Er vild med skolemadnu’s slogan. Også derfor det om en år bliver 51.001 elever, der får gavn af madtilbuddet;)

I wish.

Men det må jeg ikke…for skolen.

Eller jeg må godt – men i virkeligheden må jeg ikke.

Og da skolen anbefaler, (da der det første år er noget særligt ved at pakke maden op sammen), lader jeg være…skal jo ikke være hende afvigeren, så stiller mig pænt om i rækken i den store velfriserede bane på midten.

…og trøster mig med, at der er en mening med det hele. Den bettes ve og vel. Med tre måltider (morgenmad, 10’er-måltid og frokost) fra 7-11:35, glemmer hun ikke ordet mad.

Så kan hun jo sidde der og kigge ned i sin kedelige (mor)madpakke, mens hun tydeligt erindrer hvordan sidste måltid blev konsumeret for halvanden time siden.

Og der er flere nyttige fif

For udover alle måltiderne og de gode råd – faktisk udmyntet i en hel bog om mad som kronen på værket, som alle forældre har fået med hjem som lektie til de perfekte, sunde måltider. – Så har jeg som nybagt skoleforælder allerede fået en masse andre gode råd.

For eksempel har jeg lært hvordan jeg ikke skal rette mit barns skriftsprog, da det ødelægger selvtilliden.

Og hvem har lyst til at gøre noget så grumt mod sit barn. Ikke mig.

Igen må jeg bare sige; stor tak til alle de betænksomme pædagoger/lærere, der kommer med så brugbare fif…sidstnævnte jo særligt nyttigt, når de ikke engang har lært alfabetet.

Af mere nutidige, relevante råd, takker jeg for den video, vi alle så til det første klassemøde.

Der er simpelthen en opskrift på den helt rigtige måde at læse en bog op for sit barn på.

3 faser endda, hvor pointen må være, at man ikke er så uopfindsom, at man ”bare” læser bogen op og hygger sig med det. Den gode forælder, der ønsker optimal udnyttelse og læring for sit barn, stiller uddybende hv-spørgsmål til barnet:

  1. Først inden man åbner bogen (hvad tror du der skal ske nu?)
  2. Så undervejs (hvorfor tror du aben sidder oppe i træet?)
  3. Og sidst en uddybende evaluering af bogen (hvad synes du om den og hvorfor?)

Det var bare en rægti’ god video, hvis man ikke lige selv havde fantasi til at forestille sig, hvor hyggelig og idyllisk det kan være at læse en bog på den der innovative dialog måde.

Og hvis der nu skulle sidde en forælder eller to, der havde glemt pointerne fra videoen, så fik alle også lige et ark med hjem. – Heldigvis med samme opbygning som videoens tre faser, så man ikke blev helt forvirret og stillede forkerte spørgsmål på forkerte tidspunkter i bogen.

Det ville jo fx være helt skørt at spørge om barnets holdning til bogen allerede på side 3. Men med arket lige ved hånden, så kan man lige slå op under fase 3 og bum – vente med at stille spørgsmålet til sidst.

Jo vist. Den bette er startet i skole. Og på sin vis har jeg det lidt på samme måde. Er tilbage på skolebænken…under tvang!

…men så er det jo heldigt, at jeg har det så nemt ved at indordne mig og aldrig clasher med autoriteter…;o)

 

 

Del filterfri.com

Om forfatteren

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Følg mig: Louise -:

>