Vil du have læst denne side med LYD?
3 UDTRYK DU BØR UNDGÅ: “BØRNEFAMILIEN”, “KVALITETSTID” OG “PASNING AF DIT BARN”
De fleste kan nikke genkendende til parolen. – Det kan være presset at være børnefamilie, og den planlagte kvalitetstid med børnene kan ende som en hård maveplasker. Tilføj her diskussionerne om, hvis tur det er til at passe børnene. Hvis vi nu i stedet kastede udtryk som ”børnefamilie”, ”kvalitetstid” og ”pasning” over bord og kiggede på vores familie gennem andre briller. Kunne vi så lette trykket? Ja, mener Lotte Heise.
Af Louise Boo Jespersen
Pressefoto.
Børnefamilie
”Familie” eller ”børnefamilie”. Umiddelbart to ord der minder om hinanden. Men ifølge Lotte Heise, findes ordet ”børnefamilie” slet ikke. Det er et samfunds- og politikerskabt udtryk.
”Familie” derimod består i sin logiske definition af forældre og barn/børn. Og familien har været der i al den tid, mennesket har eksisteret. Det er der ikke så meget hokus-pokus i.
Men i modsætning til de simple ingredienser; mor, far, børn = familie, har den moderne udgave af børne-familien taget en drejning.
Fokus er netop på børnene. – Med spotlight og alt hvad den kan trække af ekstra shine. Men Lotte Heise mener, at det i ”børnefamilien” nu handler om, hvor hårdt det er at have små børn.
Det hårde består blandt andet i at ville det perfekte. Og det er helt forkert ifølge Lotte Heise, som mener, at det at have små børn er super sjovt, så længe det varer.
LÆS OGSÅ: Christine Feldthaus om kvinder og “Det perfekte liv”
”Det kan godt ske, det ikke er så rigtigt, det man gør. Men det skal bare være en fest for ungerne, de skal have masser af kærlighed, og de behøver ikke altid være helt rene. Nu handler det ligesom om, at det er enormt hårdt, fordi det hele skal være så rigtigt”.
Lotte Heise tilføjer, at der inden for rammen af børnefamilien ikke findes besværlige børn. Et tema hun også har lavet shows om. Hun er af den klare overbevisning, at børn er herlige, og at forældrene er de besværlige.
Kvalitetstid
Et andet ord, som er opstået i nyere tid, er ”kvalitetstid.” Ligesom med ”børnefamilie” giver Lotte Heise ikke meget for det udtryk. For hende er det et borgerligt begreb og er ikke til megen nytte.
Det, der i stedet betyder noget, er ”tid”. Og den er til gengæld vigtig.
Tid kan og skal bruges på at snakke med ens børn og lytte til, hvad de har på hjerte. Her er to timer hist og pist ikke nok. Og jo ældre børnene bliver, desto mere vigtig bliver tid.
LÆS OGSÅ: Lotte Heise som helt almindelig mor…og så alligevel ikke
Kvalitetstid mister i denne sammenhæng sin betydning. Det handler ikke om at planlægge hyggeligt samvær med børnene. Det handler om tiden rundt om aftenbordet hver dag og bevidstheden om at være til rådighed.
Om det så er henover aftensmaden eller ved blot at være tilgængelig ude i køkkenet. Lotte Heise understreger, at det i sidste ende er episoder som disse, der skaber kvalitet i hverdagen.
Pasning af børn
Nutidens familie har travlt, og især kvinder har et veltrænet planlægningsgen. Så hvem passer ungerne, når mor skal til zumba eller hygge med veninderne?
Spørger man Lotte Heise ligger svaret hos bedsteforældrene eller faren. Hun understreger, hvordan sydeuropæiske mænd tilbringer meget tid sammen med deres børn. De passer dem ikke, – de er bare sammen med dem, fordi det er familie.
I Danmark derimod mener Lotte Heise, at det nærmest problematiseres, hvis tur det er til at tage passe-tjansen.
”»Åh, jeg håber han kan passe børnene den dag«. Hedder det ikke bare at være sammen med sine børn? What the fuck”.
Ifølge Lotte Heise er der sket en uheldig udvikling, i den måde vi italesætter og lever vores familieliv. Udtryk som børnefamilie, kvalitetstid eller pasning af børnene, er alt sammen med til at stille høje krav.
For selvom vi måske ikke tænker over ordenes betydning, der på mange måder er en integreret del af hverdagens ordforråd. – Så kan de tre udtryk forekomme overflødige og unødvendige.
Og hvis de er i sagens kerne er overflødige, hvorfor så ikke stoppe med at bruge dem og på den måde lette et indirekte pres på familielivet…
LÆS OGSÅ: Christine Feldthaus: Ud med Sukkerpolitiet og ind med livsnydelse
