Vil du have læst denne side med LYD?
Som symbolet på en turbulent og kaotisk graviditet, toppede jeg lige kransekagen med svangerskabsforgiftning.
Det gode var så, at jeg allerede var på hospitalet, da jeg skulle sættes i gang.
Så slap for skrækhistorierne om vandet, der pludselig går og baby, der er halvvejs ude et sted mellem 110 km/t spurt i bil på strækning mellem landevejene og hospitalet.
Men lidt turbofødsel var der nu over hele fødselsseancen. 2,5 time og så var hun ankommet…lige 2,5 time for tidligt til at ramme termin d. 4. juli. Det havde ellers været helt ikonisk, nu hvor den anden side er amerikansk.
Men altså – 2,5 time er mere end rigeligt. Selv på en god dag, havde jeg ikke trukket den til d. 4., fordi smertehelvede ved fødsel var helt igennem ubeskriveligt!
Kan overhovedet ikke forstå parolen om, at hjernen fortrænger smerten. Er 100% overbevist om, at den her fødsel vil stå brintet på hjernebarken til evig tid.
Husker tydeligt, at jeg kl. 20.21 i ren klagesang og med sved på panden gennemgik ve nummer alt for mange, mens jeg kiggede på uret og lovede mig selv, at det her. – Det ville jeg aaaaldrig udsætte mig selv for igen!
Følte mig også totalt snydt af veerne, fordi jeg erindrede at have læst, at de kommer med hyppigere intervaller til sidst…men trods alt med intervaller.
Og det skete bare ikke…det var ren panik inden lukketid med ve på ve på ve. Og en kæreste som ikke anede sine levende råd og som i sin søgen efter at være bare en anelse til gavn, fandt svaret i en vandflaske?!?
Sgu da nej om jeg vil have vand,
mens jeg smed vandflasken efter ham og gav ham et skub.
Er ligesom ved at føde en baby!
Så lad være med at vifte med den der vandflaske foran mig hele tiden! Det er jo ikke en håndboldkamp.
Har aldrig oplevet noget så crazy. Og vupti, så lå der pludselig en baby på mit bryst.
Sådan husker jeg det første døgn med den bette. En meget ilter og bestemt dame fra dag et.
Var helt kvæstet. Og kunne ikke engang sove den ud efter sådan en kraftanstrengelse. For den bette – hun var ikke helt tilfreds.
Stod med hende på et tidspunkt om natten og var helt forbløffet over så megen lyd. Vidste slet ikke, at små babyer kunne skrige så højt. Hun var trods alt kun nogle få timer gammel…
Så første indtryk af den bette: Lille, meget rød og hidsig…med sølvgrå øjne 🙂
Kort fortalt: Jeg hedder Louise og blev gravid i Palæstina med min amerikanske kæreste. Er nu flyttet tilbage til Danmark, hvor et nyt liv venter. Læs med om barsel og det nye mor-liv i velfærdsdanmark på Filterfri.com
LÆS NÆSTE: Dåb i USA – den bette bliver budt velkommen i klubben (12)
LÆS FORRIGE: “Spis en skovsnegl ligesom Mulle og vær’ med i hulen” (10)
