Dåb i USA – den bette bliver budt velkommen i klubben #Louise (12)
Vil du have læst denne side med LYD?
Var inde og vende hos præsten til en lille snak om dåb, ansvar, syndsforladelse og katolicisme. Går all in på katolsk eftersom den bedre halvdel er fra den side af religionen.
Det var sikkert rigtigt klogt, det præsten sagde, men var ikke sådan 100% fokuseret, da min sjæl for det første allerede er tabt…er ikke-troende.
For det andet var min opmærksomhed rettet mod en kæmpe bussemand, som havde klistret sig fast i den bettes ene næsebor.
Den var helt gul-grøn med hår på. Lidt klammo at se på og ville have været nødt til at be’ om syndsforladelse bagefter, hvis jeg rullede sådan en børge og efterlod den på hans gulvtæppe.
Så så sad vi der alle tre – den bedre halvdel med foldede hænder i seriøs snak med præsten, mig der høfligt nikkede ind imellem og ellers stirede intenst op i babys næse.
Nåede dog at få fat i pointen om børn uden for ægteskab. Det går ikke ustraffet hen. Så nu er han fanget et sted mellem himmel og helvede, indtil han bliver viet i en katolsk kirke. Det må jeg så tage på min kappe…
Midt i dette katolske trosunivers, som jo i virkeligheden er ret fjernt for mig, håbede jeg i mit stille sind, at præsten ville ta’ sin hue på til ceremonien. Den der farvestrålende en, der ligner et kaffe-filter.
Skal det være, så lad det være
2 måneder gammel: Den bette og præsten. Man fornemmer her de forskellige lag i kjolen…lidt ligesom en miniature-udgave af en Lily-brudekjole fra 80’erne.
…Så heldig skulle man dog ikke være.
På dåbsdagen var der intet ekstra krydderi på udklædningen, bare en hvid præstekappe.
Den havde dog et kæmpe glinsede kors på maven, som rægti’ fint matchede den bettes ankelsokker med kors samt kridhvide satinkjole i lag – også med glinsende mønster og med ekstra perlerække på kraven.
De lignede lidt to desserter, som de stod der oppe ved alteret – en lille og en stor marengs.
Fik hele den kirkelige ceremoni dokumenteret i billeder og er glad for, at jeg nåede at overdrage mit kamera til en onkel.
Han tog opgaven meget seriøst og var så optaget af opgaven, at han var ved at snuble og slå en kolbøtte henover kirkebænken.
Måtte kvæle en lille latter…den holdt lige indtil den bette gjorde det, hun havde glemt hele morgenen.
– At lave stort så himlen skælvede. Jep, med tre timers forsinkelse og for fulde udblæsning – lige midt i præstens prædiken, hvor han var ved at byde hende velkommen i klubben.
En klokkeklar ommer
Close-up med kig til puf-ærmerne, perlekanten på kraven og glittermønsteret.
Prøvede virkelig at dy mig, men eftersom jeg fik en albue i siden, går jeg ud fra, det var en ommer.
Resten af dåben gik op i et værre skrigeri. For det kan hun. Skrige lige så højt som hun kan lave stort.
Overdøvede fuldstændig præsten og holdt kun en lille (ulogisk) pause, da han pøsede vand i hovedet på hende.
Herefter poserede hun lidt for alle kameraerne som tak for al opmærksomheden og græd så videre…med rigtige mennesketårer.
Den bette som græder. Det ville jeg os’ ha’ gjort, hvis jeg sku’ bære sådan en grim kjole!
PS. Frabeder mig i øvrigt al ansvar for kjolen. Gave fra svigerfamilien som syntes, den var et hit.
Fortsættelse følger…
Kort fortalt: Jeg hedder Louise og blev gravid i Palæstina med min amerikanske kæreste. Er nu flyttet tilbage til Danmark, hvor et nyt liv venter. Læs med om barsel og det nye mor-liv i velfærdsdanmark på Filterfri.com
LÆS NÆSTE: Mindeværdig dag vol. 2 – vielse i retsbygningen (13)
LÆS FORRIGE: En ny verdensborger – en hidsig lille en (11)
About the Author
Louise -
Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.