Madpakker… Sunde, sjove, korrekte eller helt forkerte? Hvordan er dine?
Rugbrød er sundt. Det vil sige, at lyst brød er usundt. Grøntsager er godt, og husk nu, ikke alt for meget frugt.
Pålægschokolade er no-go, men ostehapser er ok. Især hvis du har været fornuftigt og valgt den kommercielle Lillebror fra og selv skåret dem ud af et stykke fast ost.
Og for alt i verden drop sølvpapiret – det kan godt være det er praktisk, men det er noget møg for miljøet. (og dét mener jeg faktisk helt seriøst!)
Som du nok har gættet, taler jeg om madpakkerne.
Da Dixon startede i børnehave og skulle have madpakke med, kiggede jeg altid med meget lange øjne efter hvad der gemte sig i de andres børns madkasser. For hvad dælen skulle jeg putte i som både var spændende, mættende og ”korrekt”?
Til into-mødet havde pædagogerne fortalt om den sunde mættende fuldkorns-madpakke og anbefalet grøntsagsstave og mandler som guf. Men helt ærligt – hvornår har du sidst følt dig forkælet mens du guflede en gulerod? Og mandler elsker jeg selv, men er kronisk rædselsslagen for at mine børn skal få dem galt i halsen, så de ser ingen madpakker før de er teenagere!
Det interessante er, at jeg i starten fik en slags præstationsangst over madpakken.
Det fik jeg fordi jeg vidste, at der sad en pædagog med ved spisebordet. Jeg ville jo ikke være uansvarlig og kun give ristede toasts og figenstænger med, men samtidig ville jeg også gerne glæde Dixon. Jeg husker selv madpakkens betydning fra da jeg selv var barn og hvor meget jeg selv nød det, når min egen mor havde gemt lækre overraskelser i madkassen.
Som barn havde jeg det nok sådan, at der var død over den sunde madpakke, men til gengæld var jeg kæmpe fan af den sjove madpakke.! (Sådan har jeg det faktisk stadigvæk :-))
Den sjove madpakke er jo bare sjov!
Det har jeg faktisk også altid tænkt ift. min bonusdreng, uden den mindste bekymring for om nogle ville synes at en myslibar var total forkasteligt som et lille lyspunkt på en lang skoledag. Men han er selvfølgelig også skoledreng og dvs. at dem han spiser sammen med er hans klassekammerater og groft sagt nogle, hvis accept jeg er ligeglad med.
Heldigvis er der hverken påbud eller regler i mine børns børnehus om hvad de må og ikke-må og som jeg har lært de ansatte af kende, har jeg langt om længe indset, at mange af dem har fuld forståelse for at der nogle gange ryger noget sukker ind på en hverdag og der ikke er nogen, der tager skade af det.
De fleste pædagoger er jo også selv forældre!
Min nyfundne ro viser sig ved at Dixon både får smoothies, grinebidere og salami-pølse-stænger (som jeg ikke begriber han godt kan lide – de ligner noget med 80% fedt i!) med i madpakken og jeg tænker slet ikke over det.
Han får også amagermadder med, pizza-rester fra aftenen før og nogle gange får han endda en lille skål med det forhadte helt hvide glutenholdige pasta med. Altså helt hvid pasta! Bare fordi!
Så næste gang du står i køkkenet og bander over madpakken (der aldrig smører sig selv!) så spørg lige dig selv om hvem du laver madpakker for. Når du ved det, bliver de meget lettere og sjovere at lave!
♥
Har du et godt madpakke tip? Eller hvad elsker din unge/unger at få med i madpakken? “Bryder” du også reglerne eller laver du hjemmelavede boller? Fortæl fortæl endelig! Og del meget gerne billeder med os på Facebook !
Vi vil SÅ gerne tale med DIG! Både her og på Instagram og Facebook