Ødelægger du også dit barn? #Nicola
Børneopdragelse. Alene ordet keder mig. Ikke fordi jeg går ind for frie rammer, men fordi der er så mange regler – for både børn og forældre, at jeg ofte føler, at jeg kun kan fejle.
Børn dummer sig jo hele tiden fordi deres små hoveder ikke er færdigudviklede. Ofte når de bliver skældt ud, ved de måske godt, de har gjort noget forkert, men de ved sjældent hvad de skulle have gjort i stedet.
Og det ved jeg jo godt, så jeg fejler selv, når jeg forventer andet.
Forleden spiste vi aftensmad og min hatteglade dreng Dixon på 4,5 år havde kasket på. Jeg bad ham tage den af, hvortil han spurgte:
”Men hvorfor, mor?”.
”Fordi.. Øhh.. man har ikke hat på, når man spiser,” svarede jeg.
”Hvorfor ikke”?
”Fordi, det er uhøfligt,” sagde jeg.
”Hvad betyder det?” spurgte han.
Jeg tænkte hurtigt og svarede: ”Det betyder, at jeg ikke kan se dine øjne, når vi taler sammen.”
”Men jeg kan jo godt se dine,” svarede han og vi kunne sikkert sagtens have fortsat indtil han kiggede over på julekalenderen og udbrød: ”Men nisserne har nissehue på, når de spiser.”
Drengen havde jo ret og i mangel på bedre svar, sagde jeg: ”Det må du også godt, for så kan jeg se dine øjne.”
Men helt ærlig – så aner jeg ikke hvad den korrekte forklaring er.
Voksen-logik er som bekendt ikke lig med børne-logik!
Desværre er det tit således, at børn bliver skældt ud, fordi de gør noget, der er forkert i de voksnes verden, men som er fuld ud logisk i børnenes.
Jeg husker en dag vi besøgte familiens Oldemor, der trods nedsat hørelse – eller måske netop på grund af den – synes børnene er fantastisk selskab. Min mand og jeg irettesatte Dixon med noget og ganske roligt kiggede Oldemor på mig og sagde:
”Nu må i ikke ødelægge ham.”
Jeg kunne se hun mente det helt seriøst og hun fortsatte:
”Han skal også have lov til at blive den, han er.”
Hendes ord lever i mig – for hvor er det bare en svær balancegang.
Hver gang Dixon spiser mad siger jeg, at han skal sidde stille. Om ti år – når han sikkert er en computerglad teenager, får jeg måske mit hur med at få ham til at bevæge sig.
Lige nu kan han fordybe sig i en vandpyt, falde i stave over en flyver på himlen eller bruge oceaner af tid på at få sko på. Episoder, der stresser mig fordi, vi altid har travlt. Faktisk så travlt, at jeg selv har været sygemeldt med stress og dyrker både mentaltræning og mindfulness for at komme ned i gear. Noget, min kloge lille søn allerede er!
Der er seriøst dage, hvor jeg hader mig selv for i den grad at ændre på noget, der er så naturligt for ham. Og værre endnu – de dage hvor jeg ligefrem skælder ham ud over kunsten over alle:
At tage sig tid.
Han tager sig tid til livet og nuet. Jeg burde faktisk beundre og hylde ham.
Vi lever som bekendt i en verden hvor WHO anslår at psykiske sygdomme som stress, angst og depression i 2020 være rykket op på andenpladsen over de mest belastende sygdomme på verdensplan. Altså psykiske lidelser, der menes at kunne aflastes med netop evnen til at blive i sig selv og tage den med ro.
Så måske skulle vi forældre nogle gange skifte voksen-logikken ud med børnenes og iagttage livet med deres verdenssyn. Vi kunne nok lære meget – især ikke at ødelægge vores børn…. ♥
LÆS OGSÅ: Den mor – jeg ikke vil være, men som jeg er….
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!