”Mor når du bliver rigtig gammel og skal på plejehjem, skal du bruge ble.”
Øøøh HVAD for noget? Fik jeg fremstammet, da Dixon delte ud af hans tanker.
Drengen gentog sig og jeg spurgte nysgerrig:
”Hvem har fortalt dig at gamle mennesker bruger ble?”
”Det har Bubber,” svarede han.
Bubber? Altså den Bubber, der sad i et badekar og var nærmest provokerende glad, da jeg var barn. Dén Bubber?
”Ja, Bubber,” svarede Dixon helt roligt mens jeg undrede mig over hvordan nogle mennesker virkelig lader til at have flere liv.
Dixon fortalte, at ”Bubber og hans søn gik på plejehjem og klædte sig ud som gamle mennesker.”
”Er det på Ipaden du har set det?” spurgte jeg og mindedes en samtale med min mand, hvor vi netop talte om at en af os altid burde overvære ham, når han ser Ipad.
Men så kom virkeligheden og de gode intentioner blev fuldstændig glemt.
”Hvad lærte du så ellers?” spurgte jeg.
”Jeg lærte, at bleer til voksne også føles som puder i numsen og så var der en gammel syg dame, som var meget bred og brugte en rigtig stor ble. Og briller.”
”Okay,” summede jeg.
”Mange gamle mennesker bruger briller. Det skal du også, når du bliver gammel mor. Og så har du ikke noget hår, kun lidt der er helt hvidt. Og så får du en masse streger i hovedet, også på panden og sådan noget mærkeligt noget på halsen.”
”Mærkeligt noget på halsen?”
Jeg mærkede min pande rynke sammen.
”Ja sådan noget, der hænger.”
Når Dixon beskriver alderdommen får jeg også lyst til at være et barn igen og klæde mig ud og lege mig gennem livet
Jeg kunne mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til at høre flere af Dixons fysiske beskrivelser og spurgte derfor:
”Tror du det er sjov at bo på plejehjem?”
”NEEJ,” udbrød han uden den mindste tvivl og uddybede:
”Man får bare rugbrødsmadder og vand. Og så skal man sidde og sy efter frokost. Men nogle af dem spiser også sådan nogle smulder-kager.”
Jeg gættede han mente wienerbrød, inden han fortsatte:
”Gamle mennesker tisser mens de snakker sammen og de der stole med hjul på er svære at dreje rundt.”
Jeg kunne godt høre at Bubbers fortolkning af plejehjemmet tydeligvis ikke havde imponeret Dixon. Så jeg drejede samtalen over på familiens Oldemor på 95 år, der bor alene og klarer alt selv.
”Men Oldemor er heller ikke rigtig gammel. Hun er bare lidt gammel for hun har stadig hår på hovedet og hun bruger ikke sådan en stol med hjul på,” konstaterede Dixon og fortsatte:
”Men mor, det er synd for Oldemor at hun bor helt alene.”
”Det har du ret i skat, men netop derfor skal vi være sød ved hende, så hun ved hun ikke er alene selvom hun bor alene,” sagde jeg.
”Det forstår jeg ikke.”
”Okay. Har du ikke prøvet at savne dine venner i børnehaven og så bliver du lidt glad, når vi taler om at du snart skal ned og lege med dem igen?”
”Ja.”
”Det er det jeg mener,” sagde jeg.
”Ligesom jeg bliver glad, når jeg ved du har købt is i fryseren?” spurgte Dixon begejstret.
Og sådan tager de fleste samtaler med børn uventede drejninger. Til gengæld havde jeg selv fået noget at tænke over. Blandt andet over om vi ikke vi burde besøge et plejehjem, så Dixon kan få en anden fortolkning af det, som er lidt mere nuanceret end Bubbers.
Han er jo kun et barn.
♥
LÆS OGSÅ: Baby uden navn
Husk du kan følge Filterfri på både Facebook og Instagram. Så bliver vi så glade 
