Informationerne er mange, når det kommer til babyers ernæring; modermælk, modermælkserstatning eller et mix. Læg dertil de mange gode råd om at få amningen op at køre, hvor mange gange om dagen baby skal have mælk mm. Problemet ifølge frivillig ammevejleder Mia Bernscherer Bjørnfort, – også kendt under navnet Ammemafiaen er den store mængde af misvisende vejledning på området.
Af Louise Boo Jespersen
Hvilke spørgsmål er det, som nybagte mødre oftest har i forbindelse med amning?
Mia Bernscherer Bjørnfort. Frivillig ammevejleder og stifter af www.ammemafiaen.dk (Privatfoto)
Jeg oplever, at mødrene i særdeleshed spørger til, om noget er normalt.
Der er naturligvis helt konkrete spørgsmål til ammestillinger og sutteteknik og i særdeleshed smerter – men langt størstedelen handler efter min opfattelse om, at de simpelthen ikke har succesfulde ammeforløb i deres netværk og dermed heller ikke har eller har haft mulighed for at få en fornemmelse af, hvad der er normalt.
Jeg oplever også, at mødrene har rigtigt svært ved at navigere i al den information de får fra fagpersoner, familie og venner.
Der florerer så mange myter – myter som man i mange mange år har kunnet afvise totalt, men hvor de bare hænger ved og ved – f.eks den om “ingen næring i mælken”, og at hvis man ammer ofte, typisk defineret som oftere end hver 3. time, så mangler man mælk.
Og så er der mere stædige myter, som er super svære at komme til livs, fordi de til dels handler om kultur (og vores kære diskurs) – som f.eks at babyer ikke behøver at amme om natten efter 6 måneder. Den er jeg virkelig træt af altså.
Hvor oplever du de største glæder samt udfordringer?
Jeg synes, det er mega svært at stå med en mor, som har fået skrækkelig vejledning fra anden side.
For hvordan skal jeg lykkes med at give denne mor ny og bedre viden, uden samtidig at italesætte at den hjælp hun hidtil har modtaget ikke ligefrem har hjulpet hende, og måske endda har gjort det hele værre?
Én ting er den krig, der kan opstå imellem faggrupperne – særligt fordi jeg jo ikke er “rigtig fagperson” i mange fagpersoners øjne.
Men en helt anden ting er den forvirring, kvinden kan opleve og den mistillid til egen formåen, hun kan opleve, når hun kan se, at hun har fulgt dårlig vejledning.
Det er aldrig kvindens skyld, at hun har fulgt vejledning, der viste sig ikke at være god, og amningen derfor stopper, før hun ønskede det – aldrig.
Men mange sidder alligevel tilbage med en følelse af skyld og skam over, at de ikke tjekkede mere, undersøgte selv, spurgte ind. Og det knuser mit hjerte.
Omvendt er det helt fantastisk, at jeg med ét link til en video kan hjælpe en mor til at amme uden smerter. Eller at jeg kan have kontakt over flere måneder eller år (jeps, det sker) – og følge en udvikling i ikke kun ammeforløbet men ofte hele kvindens moderskab og familiens forældreskab.
Hvilke fordomme/misforståede opfattelser/unuancerede info mm. møder du i forbindelse med det at amme?
Mia Bernscherer Bjørnfort (privatfoto).
Der er desværre så mange og meget, at det er umuligt for mig at remse op…
Der er jo den altid herlige om, at hvis man ammer et barn efter en given alder, så er det for mors skyld. Og angivelsen af alder kan være alt fra “når baby har fået tænder” til “når baby selv kan bede om det”. – Det bliver man ret så frustreret over at møde igen og igen.
Og folk er totalt fakta-resistente og kan slet ikke håndtere, at man kan komme med fakta, der definitivt tilbageviser deres udmelding.
Der er igen også den med, at mælken ingen næring har efter en bestemt alder, hvis barnet ikke tager nok på, eller hvis barnet vil ammes oftere end hver 3. time.
Det jeg pt nok er mest påvirket af, er opfattelsen af, at man må stoppe med at amme, når barnet skal starte i pasning, eller mor skal starte med at arbejde igen.
Og i det hele taget hele den forskruede tilgang der kan være til det at amme et barn, der er over 1 år.
Jeg oplever, at hvis først man har været så heldig at få amningen til at køre, hvilket for en del først sådan rigtigt sker ved 3-4 måneder, så kan det nærmest ikke gå hurtigt nok med at få stoppet den amning igen. For det skal jo ikke blive en religion, som min tidligere læge sagde til mig.
Det kan til tider føles som om, at man gerne skal amme, men man skal helst holde mund om det, og så må man egentlig godt stoppe det, så snart barnet kan presses til at spise en masse “rigtig mad” og drikke af en kop.
Hvad er dit gode råd til nybagte mødre, der er i tvivl, om de skal amme eller ej?
At booke en tid hos en dygtig ammevejleder og få snakket det igennem, så beslutningen kan træffes på oplyst grundlag.
Men – ganske som mange søger fødselsforberedelse inden fødslen, for at være forberedt og for at føle sig trygge, så tjener en samtale om amningen eller deltagelse i ammeforberedelse samme formål:
At forberede den gravide og en evt. partner og give dem realistiske forventninger og viden om de muligheder, der er, afhængig af situationen.
Mange ved heller ikke, at ammevejledere også kan hjælpe med vejledning i flaskegivning – og at ammevejledere har en hel vifte af løsningsforslag, som man sjældent hører hos det offentlige system.
Amning er nemlig ikke alt eller intet – det kan være lige præcis som den enkelte mor og familie føler passer til dem.
Kan du uddybe det?
Mia Bernscherer Bjørnfort (Privatfoto)
Ingen skal amme hvis de virkelig bare ikke har lyst – og der findes ikke “dårlige” grunde til ikke at amme, for vi kan ikke vide, hvad den kvinde føler i sin krop og ingen skal føle, de skal forsvare deres valg.
Det vil altid kun være kvinden selv, som kan mærke efter i sig selv, om amning er for hende.
Det eneste, jeg på det kraftigste vil opfordre til, er, at man undlader at tage ammestoppiller.
At tage dem er nemlig definitivt.
Der er ikke nogen vej tilbage, og jeg oplever, at rigtig rigtig mange mødre fortryder at have taget pillerne – timer, dage og måneder efter – særligt hvis de fik dem imens de var i smerter og forvirrede over deres egen situation.
Det kan sidde i kvinden resten af livet og påvirke evt. efterfølgende fødsler og ammeforløb psykisk.
Jeg er af den opfattelse, at ammestoppiller kun bør kunne udskrives efter samtale med en uddannet ammevejleder for at sikre, at kvinden har fuldt overblik over egen situation og har haft mulighed for at vælge hjælp og støtte til at løse evt udfordringer inden ammestop.
Hvor ser du det største fokusområde fremover i forbindelse med kvinder og amning?
Jeg føler, at det er på høje tid at få aflivet alle myterne. Simpelthen en god hovedrengøring. Ikke i SST materialet, for det er fint på vej – langsomt, men godt. Men ude på sygehusene, i jordemoderkonsultationerne og hos sundhedsplejerskerne.
Fordi: Det nytter ikke noget at vi opdaterer SST materialerne og undervisningsmaterialerne til de nye sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger – hvis de kommer ud i praktikker og ansættelser, hvor de lynhurtigt presses ind i eksisterende kultur og praksis.
Så kan der være nok så fine nye retningslinjer og guidelines – det er ikke sådan, det fungerer.
Det er, og vil alle dage være, personalet som skal implementere disse opdaterede retningslinjer – og hvis der ikke er stemning for det og heller ikke hverken tid eller penge, så sker det jo ikke.
Der går ikke én dag uden jeg får en besked fra en mor om, at en fagperson har sagt sådan og sådan – og om det virkelig kan være rigtigt.
Og i langt de fleste tilfælde kan jeg sende mor link til Sundhedsstyrelsens egne materialer med sideangivelse, hvorefter mor kan bede pågældende fagperson om en forklaring på, hvorfor der vejledes uden for anbefalingerne.
Og nej, jeg er ikke ude efter fagpersoner som gruppe. Jeg er ude efter manglende tid og manglende efteruddannelse og manglende vilje til at få ryddet op i den dårlige vejledning.
(Jeg tror faktisk ikke børnelæger har nævneværdig uddannelse i amning, så det kunne jo passende være et fokusområde mere)
