Samsovning, livsregler og den rette Gud! #KLUMME

23/02/2018

Vil du have læst denne side med LYD?

Hvem bestemmer i dit liv?

“Har Dixon ikke sit eget værelse?” Var der en dag en anden mor, der spurgte mig nede i vuggestuen. Hun lignede en, der lige havde hørt, at månen var grøn.

“Næææ det har han ikke,” svarede jeg roligt og forklarede, at han boede i stuen og sov i vores soveværelse.
Damen var tydeligvis forundret og spurgte:

“Dyrker i da samsovning?”

“Hvad for en?” spurgte jeg.


“Samsovning!” Gentog hun og lignede nu en, der havde erklæret mig uegnet som mor.
“Nej, det tror jeg ikke vi gør. Altså – hvad går det ud på?” spurgte jeg.
“Altså i sover sammen alle sammen?”
“Altså Dixon sover inde i vores soveværelse, men i sin egen seng,ik? Hunden sover der også, men han ligger på gulvet,” svarede jeg.
“Så det ikke helt samsovning, for der sover man i samme seng,” forklarede hun mig og talte længe og både det og noget der hed “I favn opdragelse,” som jeg heller ikke vidste hvad var.
Jeg må dog tilstå, jeg hørte ikke rigtig efter.

Sagen er nemlig den, at som med så meget andet her i livet, er jeg egentlig modstander af “titler og diagnoser,” og bryder mig bestemt ikke om at jeg selv, eller det jeg gør, skal proppes ned i en bestemt kasse. Er der en ting jeg har lært, så er det da, at livet går ofte sin egen vej og man må bare prøve at følge med, så godt man kan.

Det betyder også, at vi i vores hjem, ikke dyrker nogen bestemt Gud, hvad enten det drejer sig om opdragelse, religion eller levestil. Vi mærker os frem og gør hvad, der føles rigtigt, skridt for skridt.

Helt konkret viser det sig ved, at Dixon stadig sover inde i vores soveværelse, men i sin egen seng. (han har faktisk aldrig sovet i midten i vores) Det gør han fordi, vi er så nogle egoistiske forældre, der endnu ikke vil opgive vores fælles kontor, for at han kan få sit eget værelse. Til gengæld har han så halvdelen af stuen, og da vi gerne vil være sammen med ham, når vi alle er hjemme, har det givet god mening. Vi må dog tilstå, at han nok bliver nød til at få sit eget værelse indenfor et halvt års tid, når er er omkring 3 år.

En kasse er et fremragende stykke legetøj!

En kasse er et fremragende stykke legetøj!

Da vi ventede ham, kunne jeg selvfølgelig slet ikke forestille mig, at han ikke skulle have sit eget værelse fra start. Et værelse, som jeg i drømmen kunne gå og pynte med lyseblå nipserier mens jeg var på barsel.
Men jeg havde heller ikke troet, jeg ville få børn mens jeg boede i lejlighed (og da slet ikke i forstaden! For børn skal da have en have og især, når man nu engang ikke bor i byen!!!)
Og jeg havde heller ikke troet, vi ville have hund, når nu vi bor på 2 sal.

Men livet er altså noget med det mulige. Og heldigvis kan det utænkelige ofte være mindst ligeså godt, hvis ikke bedre, som det forventelige. Hvis man altså tør give det en chance….

Børnehjørnet i soveværelset. Jeg synes selv det er rigtig fint!

Børnehjørnet i soveværelset. Jeg synes selv det er rigtig fint!

Vi er ofte præget af alle mulige (og umulige) “livsmanuskripter” som vi tror, vi skal leve efter. Men hvem er det egentlig, der bør diktere vores liv?

Det jo os selv! De regler og normsæt som vi vælger at leve efter, bør da være nogle vi selv skaber.
Ellers er vi jo godt dumme, for så lever vi bare i slipstrømmen af alle andres livsstile – og hvor sjovt er det lige?

Netop derfor vil jeg heller ikke sætte navn på vores opdragelsesform. Det tror jeg nu heller ikke man kan, for den svinger lidt. Vi har visse ting, som vi står meget fast på: Fx skal han vaske hænder, når han kommer hjem og inden vi spiser. Han må ikke slå og skrige og han bliver altid kun tilbudt den aftensmad vi spiser. Hvis ikke han kan lide den, må han undvære. Vi tror på, at han nok skal spise, når han bliver sulten nok.

Til gengæld er vi ikke fanatiske med sukker og jeg mener da, at sukker er et helt almindeligt tilbehør på havregryn. Jeg har det også helt fint med at han nogle gange får en is, når han kommer hjem (oftest dog kun om fredagen) og han får da også lov til både at se tv og/eller Ipad hver dag. Ja, hver dag!

Ipad - en dejlig opfindelse!

Ipad – en dejlig opfindelse!

Når han bevidst er fræk eller trodsig, kommer jeg også til at sige: “Kan du så holde op” eller lignende med en forbløffende dyb og vred stemme. Det sjove er, at det afskrækker mig mere end barnet, så måske har de kloge hoveder ret i, at skæld ud ikke virker, men nogen gange så sker det alligevel for mig, bare fordi.
Andre gange, når han er meget ulykkelig eller træt vælger jeg også at få ham til at holde op med at græde, ved at give ham en Gajol.

Ikke fordi jeg går ind for bestikkelse, men fordi, jeg går ind for overlevelse.

Men i en tid hvor Lola har fået stjernestatus, økologi er guld og Bamse er lagt for had fordi, han både er egoistisk og mandschauvinistisk, kan det nogle gange føles som om at jeg kun kan fejle som forældre.

Alligevel nægter jeg at lægge mig under for andres regelsæt. Jeg inspireres gerne, selvfølgelig, men jeg mener også, at vi alle er forskellige, og at der skal være plads til denne forskellighed.

Derfor vil jeg ikke dømme dem, der lever på en måde, som jeg ikke forstår. For jeg behøver jo ikke at kunne forstå det. Fx det der Samsovning. Jeg forstår ikke, at der findes familier, der kan holde ud at sove sammen i samme seng – men det er mest fordi, jeg sover enormt uroligt og glædeligt slår ud med både arme og ben (stakkels min mand) og derudover fungerer jeg som et lille varmeapparat, når jeg hopper under dynen. Så hvis der skulle være flere i vores seng, er jeg da sikker på jeg ville omkomme af hede.

MEN hvis samsovning føles rigtigt for andre og det er noget hyggeligt og dejligt der fungerer for dem, så er det da skønt for dem. Det jo netop det med at lave og leve efter egne regler og normer.

Vi gør det jo alle så godt vi kan – og så længe vi husker også at bevare respekten for os selv, egne grænser, egne ønsker og egne behov, så er det jo det bedste, vi kan gøre.

For er der én ting jeg vil tillade mig at fordømme, så er det at tilsidesætte egne behov. Vi er alle direktører i vores eget liv og netop dén titel er en vi hverken kan, skal eller bør løbe fra, men i stedet bør hylde, fejre og navigere ud fra – hvad end vejen går via Gud eller dobbeltsengen! ♥

Sovende børn - er der noget smukkere?

Sovende børn – er der noget smukkere?

 

Vil du også gerne give dit barn alt? Og har du IKKE råd? Så læs med her!

Del filterfri.com

Om forfatteren

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Følg mig: Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>