Når naboens græs faktisk er grønnere #Nicola

 

Jeg bor i lejlighed. På 2 sal. Uden elevator. Med to børn, en mand og en 35 kilos labrador. 
Så det er ingen hemmelighed, at vi drømmer om at have græs under fødderne.

Det er ikke kun os voksne, der drømmer om det. Min søn Dixon på 4 år gør det også og siger begejstret: ”Se mor, den have har en trampolin,” hver gang vi passerer en.

I mit fordrejede mor-hoved bliver den sætning på dårlige dage til ”Hvor er jeg bare en dårlig mor.” (Det giver jo god mening, ik?!) Især når han nogle gange peger på huse og siger: ”Det der er faktisk mit hus mor,” mens han krydrer fortællingen med historier om både spøgelser, monstre og høns, for endeligt at sige: ”Du må godt bo der. Og lillebror og far og Charlie (hund).”

Men det er faktisk skønt at have en nysgerrig fantasifuld dreng. Som regel. For vi har fået nye underboer. Helt nede i stuen. De har en lille have, som man kan kigge ned i fra vores stuevindue og da de har en dreng på Dixons alder synes han, det er rigtig spændende at kigge derned. Især da de fiksede haven og skulle lægge fliser og der kom en kæmpe lastbil med grus. Ligesom det var spændende at kigge, da de fik sandkasse. Og rutsjebane og sidst, men ikke mindst, et ret stort badebassin. (som vi seriøst kan høre barnet plaske i, når vi har døren åben – ligesom vi kan dufte deres grill!)

Der er dårlige morgener og så er der rigtig dårlige morgener….

Så frem for at sidde på altanen og kæmpe med at holde vores drenge væk fra at lure ned til underboen har vi de sidste par uger siddet og smeltet i stuen, mens Dixon har kigget ud af stuevinduet med store øjne. Jeg behøver næppe forklare, at den der mærkelige mor-logik har været temmelig meget på besøg inde i mit hoved.

Forrige søndag skulle vi til børnefødselsdag hos Dixons fætter. Temperaturen sagde + 25 og der var linet op til fest på græsplænen.

Ikke bare med hotdogs, kager, saftevand, is og flag – næ nej, der var også hængekøje, sansegynge, rutsjebane, badebassin, fodboldmål, trampolin, en bil af en art (som børn åbenbart godt må køre!) og endeligt – nådestødet: En vandspreder! Behøver jeg sige mere?’

 

Den ulogiske mor-logik hviskede igen i mit hoved, men heldigvis overdøvede børnenes skrig og grin det.

For det VAR en fest og begge mine drenge var høje på glæde. Lillebror på 1½ år blev endda så kåd, at han kyssede en skøn lille pige på 10 mdr. Først troede vi det bare var bananresterne rundt om hendes mund som trak, men da han blev ved og ved, var der i hvert fald ingen tvivl om, at han havde fået smag for noget…

Trods mit ringe mor-selvværd sluttede dagen ganske tilfredsstillende med meget trætte børn, der sov utrolig hurtigt hvilket betød, at vores ellers ubrugte Netflix abonnement kunne få lidt opmærksomhed.

Nogle dage efter stod jeg så ude i køkkenet, da Dixon listede morgentræt frem og satte sig på dørtrinnet ud til altanen. Hvad kunne du tænke dig skat? Spurgte jeg mens jeg var i gang med at kreerer dagens madpakke.

Han var tænksom og stille. Så længe, at jeg begyndte at hive pålægget frem for at hjælpe ham lidt på vej. Men inden jeg nåede at sige noget, svarede han resolut:

”En vandspreder, nogle høns og en have med trampolin.”   ♥

 

Læs den sande fortælling om livet med to små børn….