Når farmand fortæller nyheden om en hund, den dag mor får nøglen til sit nye hus #KLUMME (42)
Vil du have læst denne side med LYD?
Hvis man for alvor træder ind i de voksnes rækker, når man køber et hus. – Ja, så påtager jeg mig dette åg gennem mit huskøb nummer to…inden for ét og samme år.
Den havde jeg ikke lige set komme.
Men til gengæld kunne jeg have sagt mig selv, at huskøb nummer to var lige så tørvetrillende stift som huskøb nummer et…og fuld af den ene bunke sammenklipsede papirer efter den anden.
Jeg bliver så træt i hovedet, træt i øjnene, træt i håret af alt for mange tal og paragraffer samlet på ét sted. Bland det med spekulative overvejelser om fastforrentede lån vs. type 1, 2, 3, 5 lån
…hov, glemte 4, men same-same…
Det ene uforståelige bankpapir efterfulgt af en ny og mindst lige så uforståelig side.
Min livline
Jeg er på et stadie, hvor Muts stadig kommer mig til undsætning med den årlige selvangivelse. Så et huskøb er en ørkenvandring af de helt store.
Jeg fatter det bare ikke…som i overhovedet ingenting.
Bankdame prøvede ellers ihærdigt at forklare alle fagbegreber inden for huskøb. Men det er som om min hjerne er indhyllet i wita wrap.
Alt praller ligesom bare af. Jeg prøvede at stille et par interesserede, opklarende spørgsmål, men helt ærlig. – De faldt totalt jorden, fordi de afslørede hvor lidt af konceptet, jeg egentlig har fat i.
Der er lys forude
Men jeg holder mig selv oven vande. Skal helskindet igennem det her huskøb. For skimter lys for enden af tunnelen.
Efter at have kæmpet mig igennem et halvt snes møder, gennemtærsket min økonomi fra top til tå og underskrevet bunker af papirer af alt fra pantebreve til ejerskifteforsikringer og fastforrentede lån – Så fik jeg det, som det i virkeligheden handler om:
Nøglen til huset.
Symbolet på en ny start. Herre i eget hus, hvor jeg selv kan bestemme, hvor skabet skal stå 🙂
Lyset slukkes!
Og det er så her – lige midt i lettelsen over at have overstået endnu et huskøb og glæden over at kunne starte på en frisk, at bomben faldt.
Jo vist, var jeg klar over, at jeg skulle være overbevisende over for den bette, når huset skulle præsenteres, og alle de gabende tomme rum skulle visualiseres.
Så jeg låser døren op, byder den bette indenfor, viser glad hendes nye værelse frem – husets største, mens jeg sætter mig på hug og fortæller om det lyserøde farvetema og de lilla bamser.
Er selv helt solgt på ideen.
”Far siger, jeg må få en hundehvalp”
…
Umiddelbar reaktion på surprise-nyheden.
Okaay…siger far det!?!
Knock out. Ligger til tælling.
…hvem kan konkurrere med en sød, lille, nuser og legesyg hundehvalp til pigen, der har plaget om sådan et kræ, siden hun kunne tale.
Jeg takker for lorten og sluger en af de berømte kameler.
Hvad er oddsene for at få et gabende tomt og svært hvidt rum til at fremstå som en sællert, når nyheden om en hundehvalp lige er tikket ind.
Kort fortalt: Jeg hedder Louise og her er mit mor-cv i pixi-udgave: Jeg blev gravid i Palæstina, vendte tilbage til Danmark sammen med min amerikanske kæreste efter to år i udlandet, blev gift i USA, slog os ned i min hjemstavn, Holstebro, og blev skilt efter 3 år. Så nu har mit liv taget en ny drejning = Singlemor med delebarn og står nu på helt egne ben. Læs med i mine klummer her på Filterfri.com 🙂
LÆS NÆSTE: Misset info på børneintra…igen (43)
LÆS FORRIGE: Når sidste udvej er at gå hver til sit (41)
About the Author
Louise -
Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.