My Little Pony, Paw Patrol og alle de andre TV-venner og fjender #Louise (38)

Twilight Sparkle, Rainbow Dash, Pinkie Pie, Fluttershy, Rarity, Apple Jack og så hende den flotte hvide – Celestia. Jeg kender efterhånden hele slænget i My Little Pony.

Også selvom de næsten alle sammen snakker ens (som om de har fået stukket en gulerod op i numsen, og så ellers bare rider derudad).

Her går jeg ellers rundt og aktivt forsøger at påvirke den bette gennem Pipi Langstrømpe, Alfons Åberg, Nana og barndomshelte fra min egen tid.

Men lige meget hjælper det. Favoritterne er de (åndssvage) ponyer på YouTube. Og vi ser det tilsyneladende så meget, at de er groet fast på min skærm…!

Hver gang jeg skal vise et eller andet klip på YouTube i min undervisning, så springer Twilight Sparkle & Co. op som det første på storskærm.

Startsiden på min YouTube: Den emmer ligesom af en samfundsfagslærer med høj kulturel kapital…eller endnu bedre – en mediefagslærer, der virkelig sondrer terrænet og ser gode serier.

Den sande fjende

Dog fandt jeg ud af, at My Little Pony slet ikke er min hovedfjende. Det er i stedet Gurli Gris.

I strømmen af alle mulige uskyldige episoder på engelsk, popper der pludselig afsnit op, hvor freaks (der hader børn) har lavet alternative versioner med Peppa Pig.

Gned mig lidt i øjnene, men den er god nok. Gurli eller hendes lillebror Gustav skærer i hinanden med en køkkenkniv, eller dingler fra en trætop med blod hængende ud af mundvigen.

Med flere mio. visninger går jeg ud fra, at den bette ikke er den første, der har været med på en kigger (gad vide, hvor mange videoer hun i grunden har fordøjet, inden jeg vågnede op til dåd…)

Her troede jeg, at jeg havde et par år eller ti til at øve mig på sociale mediers indflydelse; børnelokkere og stalkere på nettet, mobning, deling af intimbilleder og i det hele taget ruste hende til at modstå det store internets sorte huller og alle dets fristelser. Fri os fra det onde…

Og så her – intetanende i min egen stue, giver Gurli Gris (af dem alle) mig en kæmpe lussing!

Nye børneboller på suppen

Så hvis jeg før havde trang til at trumfe Ramasjang igennem som eneste valgmulighed for børneunderholdning. Så har jeg nu gjort det med god samvittighed.

…og det er nærmest en win-win. Den bette fastholder et sundt forhold til grise, og jeg kan gense alle de gode gamle serier fra min egen barndom.

Men selv Ramasjang nøjes ikke med klassisk, gammel underholdning fra 80ér og 90’erne. Paw Patrol er åbenbart det, alle børn, taler om 🙂

Selv er jeg ret stor tilhænger af Onkel Reje. Han er skæg og på en god dag, et program jeg selv ku’ slå over på.

Nå, men er kommet frem til, at Ramasjang og Paw Patrol alt andet lige må rangere højere på listen over passiv underholdning sammenlignet med for eksempel Gurli (min nye hadegris).

Så nu hvor den bette alligevel sidder parkeret henne foran tv’et, så er det ikke så ring’ endda…det ku’ ha’ været møj værre.

Kort fortalt: Jeg hedder Louise, blev gravid i Palæstina og flyttede tilbage til Danmark med min amerikanske kæreste efter to år i udlandet. Efter et års barsel i velfærdsdanmark, starter et nyt kapitel i mor-livet. Læs med i mine klummer her på Filterfri.com, hvor vi begge vokser: Den bette bliver ældre, og jeg vokser med i rollen som mor 🙂 

LÆS NÆSTE: Regnskabets time (39)

LÆS FORRIGE: Halloween for fulde udblæsning (37)