”Det er det største i mit liv at få jer børn.” 

Sætningen er min mors, og at vokse op med en mor, der åbenlyst gav sådan en kærlighedserklæring, er selvsagt en gave.

Min mor er en super sej dame. Så mit indtryk af moderskabet var, at det var hårdt, men at man også fik uanede kræfter. Det kunne jeg jo se, min mor havde.

Så fik jeg selv børn og indså, at min mors superkræfter er hendes og har intet med mor-titlen at gøre.

Jeg synes mor-livet er hårdt.

Livet som mor er meget, meget hårdere end jeg troede – og lige fra starten.

Det er hårdt at være gravid og for nogle af os var det også hårdt at blive gravid.

Det er hårdt at have styr på alting, uden at stresse og samtidig skabe ro.

Det er svært ikke at servicere og bare hjælpe.

Det er svært at opfylde basale behov hos alle andre og samtidig huske sig selv.

Det er svært at være tålmodig, når der igen er tisset igennem og vasketøjet hober sig op.

Det er svært at blive, når man har lyst til at gå og det er svært at gå, når man gerne vil blive.

Det føles næsten umuligt at prioritere sin partner og det kærlighedsmæssige-erotiske liv, når man er så træt, at ens længsel udelukkende er efter sengen.

Det er svært at sove, når bekymringer holder en vågen og oveni det, er det ødelæggende for alt, at få afbrudt sin søvn i årevis.

Det er svært ikke at skrige, når man skal holde mund og det er svært at tie, når man gerne vil tale.

 

 

Det gør ondt at miste venner fordi man ikke havde overskud til at prioritere dem. Og det er svært at skabe nye venskaber, når man kun laver legeaftaler for sine børn.

Det er irriterende gang på gang at opgive ting man selv vil have, for ting som børnene har brug for.

Det er svært at opdrage børn. Endnu sværere at opdrage sig selv.

Det er svært at føle sig interessant, når man føler man er en skygge af den man var.

Det er umuligt at være opdateret på verdensnyhederne, når man ikke engang kan følge med i intra,

Det er næsten umuligt at føle sig selvsikker, når man famler og frygter at falde.

Det gør ondt at smile venligt, når alle andre kommer med råd og meninger om hvad man burde gøre anderledes, for man gør det jo så godt man kan.

Det er svært at huske hende, jeg engang var, endnu sværere at elske hende, jeg er.

Det er svært at forklare om karma og at være et godt menneske, når ens egne børn mobbes eller ignoreres.

Det er opslidende at forsøge at leve op til kostpyramiden til aftensmåltidet der altid serveres en time for sent.

Det er svært at tilgive sig selv for alt det man gør, så godt man kan og fyldt med fejl.

Det er bare svært. Og det er ok.

For det er heldigvis også godt og givende.

Især når barnet siger, at man er verdens bedste mor, eller endnu bedre;

Når partneren roser ens evner.

Når de buttede arme klemmer sig fast til ens hals.

Når skolebarnet øver tabeller og hopper i stolthed over at kunne en ny.

Når teenageren selv foreslår, at vi skal lave mad sammen.

Når ungerne leger, krammer og griner så højt at man selv griner med.

Når man pjatter og griner og mærker kemien, der binder familien sammen. Når vi hjælper hinanden og følges af i god og ondt.

For det er jo netop den vej vi sammen har skabt og nu følges ad på for en stund.

Og vej som mor er uden tvivl også den bedste i mit liv – også selvom den til tider er svær at gå.

♥

Læs også: Deller, skam og sandheder!

 

Husk du kan følge Filterfri på både Facebook og Instagram. Så bliver vi så glade