Christine Feldthaus om “Kvinde er kvinde værst” #ARTIKEL
Vil du have læst denne side med LYD?

Christine Feldthaus og sønnen Alfred.
Det ville være smukt at sige, at kvinder altid støtter og hjælper hinanden. Men sådan er virkeligheden bare ikke.
Desværre.
Af Nicola Voss
De fleste af os har oplevet fordømmelse fra andre kvinder på et eller flere tidspunkter i vores liv. Nogle gange med ord – andre gange med et fordømmende blik.
Når det drejer sig om mor-rollen kan det nogle gange føles som om, fordømmelsen ligger lige for. Det er nemlig så nemt at pege fingre.
For som mor, er der altid et eller andet, der kan gøres bedre eller mere korrekt. Sådan er det bare. For det er svært at være mor. Mega svært, faktisk.
“Lad være med at dømme de andre kvinder, fordi de vælger at gøre tingene på en anden måde, end vi selv gør. Man er altså ikke et dårligere menneske, fordi ens barn engang imellem for lov at drikke en cola, eller får lov at se et eller andet i TV, som ikke er helt velegnet, pædagogisk. Det bliver man ikke en dårligere mor af”, siger Christine Feldthaus, livsstilskommentator og kvinden bag dokumentaren “En curlingmors bekendelser.
Hun uddyber, at børnene selvfølgelig ikke skal se TV 24-7, men at mødre er hurtige til at hakke på hinanden:
“Hvis der er en, som lige går lidt ved siden af og siger: “Det er jeg ligeglad med” – for eksempel at barnet spiser en hvedebolle, og det oven i købet er en fra Guldbageren og ikke fra Lagkagehuset, så ro på. Prøv nu bare at fokusere på dit eget og lad være med at være så selvhævdende i forhold til, hvordan andre gør det. For der er mange måder at vokse op på og mange måder at være mor på”, siger Christine Feldthaus.
Få mor-rollen ned i øjenhøjde
Det er en kæmpe omvæltning at blive mor, både på godt og ondt. Og rigtig mange kvinder stiller urealistiske store krav til sig selv og forventer, at mor-manualen følger med fødslen, – hvilket den sjældent gør.
“Jeg kan huske det lige så tydeligt, da jeg kom hjem med Alfred. Vi var i mødregruppe, og så sad alle jo og så ud som om, de havde sovet de sidste 14 dage og havde styr på amningen. Altså jeg havde ikke en skid styr på amningen, og jeg havde ikke sovet i 14 dage. Og det sagde jeg så. Det her er den største udfordring, jeg har stået med i mit liv. – Det er at være mor. For jeg har ikke en skid forstand på det.”
Desværre er der ikke særlig mange, der tør tale højt om, at det er svært, og medierne er heller ikke fyldt med det. Christine Feldthaus forklarer, at det oftest er de veluddannede og ressourcestærke, der kommer til orde i medierne og laver blogs. Og det er måske dem, der har tid og overskud til at vise deres “perfekte mor-liv” frem.
Problemet er bare, at det ikke er repræsentativt for virkeligheden. Når mediebilledet så endelig giver plads til noget mindre poleret, bliver det i form af et program som ”De Unge Mødre”.
“Det er meget interessant at nævne hvem målgruppen for De Unge Mødre er. For det er de veluddannede kvinder, der sidder med en KÆMPE glæde ved at sidde og sige til sig selv: “Godt det ikke er mig. – Prøv at se hende der, hun tror pomfritter er grøntsager”. Det er jo en måde at stive sig selv af på. Se hvor dygtig jeg er, og se hvor dårlig de Unge Mødre er. Dem, er der altså mange af, er jeg nødt til at sige”, forklarer Christine Feldthaus.
Det er ikke bare trist og ærgerligt, at så mange kvinder har det sådan. Det er også dumt. For selvom det er lidt hippie og floskel-agtigt, så ville verden utvivlsomt blive et bedre sted, hvis vi behandlede alle, som vi selv vil behandles.
Og netop det, kan vi jo heldigvis selv vælge at gøre. Christine Feldthaus har i hvert fald et rigtig godt råd:
“Jeg tror, vi skal hjælpe hinanden som kvinder, med at indrømme, hvad vi ikke kan finde ud af. Fortælle, hvad vi ikke kan finde ud af. Og så skal vi holde op med at dømme hinanden.”
Opfordringen og udfordringen er hermed givet videre 🙂
LÆS OGSÅ: Christine Feldthaus om jagten på det perfekte mor-liv
About the Author
Nicola -
Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!