Mia B. Bjørnfort har for nyligt præsenteret Familie Uden Filter, som tidligere gik under navnet Ammemafiaen (privatfoto).
Samfundet er fuld af normer og forventninger om alt fra amning og ”normal” baby-og børneadfærd. Som frivillig ammevejleder og ophavskvinden på ammemafiaen.dk – nu familieudenfilter.dk, bidrager Mia Bernscherer Bjørnfort til debatten om amning og stiller sig også kritisk over for samfundets problematisering af, hvad Mia Bernscherer Bjørnfort ser som normal børneadfærd.
Af Louise Boo Jespersen
Hvorfor besluttede du at lave hjemmesiden ammemafiaen.dk, som nu hedder familieudenfilter.dk?
Jeg vejledte på Ammenet og ved La Leche League på det tidspunkt og kunne mærke, at der var så mange tanker og følelser, som havde brug for at komme ud. Hver gang jeg faldt over et studie eller et opslag på SoMe, hvor jeg havde lyst til at dele egne tanker, så kunne jeg mærke, at jeg holdt mig tilbage, fordi jeg ikke helt syntes, det hørte til på min private FB.
Det var slet ikke meningen, at det skulle være andet end et sted at poste alle de ting, som jeg tænkte mine private Facebook-venner nok ville blive pænt trætte af i længden.
Hvad er din holdning til mødre, der ikke ammer?
Jamen jeg tror ikke, jeg har en. Det kan lyde så koldt at sige “Det må de da selv om”. – Men i bund og grund er det, hvad jeg mener.
Det er ikke og vil aldrig blive noget, som jeg på nogen måde skal, bør eller vil mene noget om. Ligesom det virkelig ikke på nogen måde er relevant, hvad andre mener om min amning eller fravalg af samme.
Men – for der er et men: Jeg håber og ønsker for alle mødre, at de har haft et reelt valg. At det i sandhed er deres valg ikke at amme. At det ikke skyldes omstændigheder, som var ude af deres kontrol, som f.eks. manglende eller dårlig vejledning, fysiologiske faktorer eller manglende støtte eller ligefrem pres for ikke at gøre det
Mia B. Bjørnfort, der ammer en af sine sønner (privatfoto).
Du nævner selv samfundets diskurs – hvad er der i vejen med den., Hvorfor er der brug for andre diskurser?
Jeg oplever diskursen pt. er og længe har været, at amning er fint nok, men hold lige mund med det. Ellers giver man alle “de andre”, altså de som ikke ville eller kunne amme, dårlig samvittighed. Og btw er MME (modermælkserstatning) altså ganske fint, for en god mor sidder ikke i brysterne.
Altså en kontinuerlig negligering af den helt faktuelle viden omkring amning og modermælk.
Alene det at man siger “fordele ved at amme” og ikke “risikoen ved ikke at amme eller ikke give modermælk” viser, for mig, at samfundet har normaliseret modermælkserstatning og flaske til et punkt, hvor man har glemt (eller bevidst ignorerer), at amning og modermælk altså er den biologiske norm, som alt andet skal måles op imod.
Det samme med samsovning, at bære sit barn i bæreredskaber osv. Sidstnævnte ses for eksempel ved at insistere på, at barnet ligger i en fin vugge eller barnevogn, selvom det udviser klare signaler om, at det ikke bryder sig om den behandling.
Vi har som samfund normaliseret adskillelse og “selvstændighed” til et punkt, hvor det simpelthen ikke længere afspejler den faktuelle viden, der er om babyer og børn. Som om vi har glemt, at vi er pattedyr.
Men hvorfor handler vi så ikke anerledes?
Mia B. Bjørnfort (Privatfoto).
Personligt tror jeg, det handler om, at hvis vi for alvor ændrer tilgangen til det lille menneskebarns behov og optimale rammer for udvikling, så kan vi ikke længere aflevere babyer på 7-8-9 måneder i vuggestue, vi kan ikke længere stå inde for 1-10 (eller 17) normeringer i børnehaven, og vi vil være nødt til at gentænke hele skolesystemet.
Og dominoeffekten af det hænger slet ikke sammen med hele maskineriet, hvor vi alle hurtigst muligt efter en fødsel skal ud og “bidrage til samfundet”.
Så penge…. Og magt… Det er, som jeg ser det, årsager til, at vi som samfund konsekvent render rundt i en tilstand af kognitiv dissonans. – Altså en tilstand hvor vi godt ved, at de valg vi træffer ikke hænger sammen med vores tanker, følelser, ønsker og viden.
Så vi tilpasser historien omkring valgene og efterrationaliserer til den store guldmedalje for at kunne være i, at vi hver evig eneste dag kører videre ud af et spor, der bare slet-slet ikke er godt for nogen. Og slet ikke for børn og deres familier.
Vi lyver for os selv – hver evig eneste dag – fordi det simpelthen er for uoverskueligt at ændre på noget.
Du nævner den kulturelle påvirkning og frustrationen over, at ”barnet ikke er, som det burde være – en problematisering af ganske normal baby-og børneadfærd”. Vil du ikke uddybe dette?
Jeg oplever, at normal baby- og børneadfærd pludselig bliver problematiseret.
At der er en uvidenhed omkring helt forventelig adfærd og hvor forskellige børn er – samtidig med at jeg føler, der nærmest er en modvilje mod, at barnet altså ikke kan skrue op for sin udvikling, bare fordi det lige ville være super praktisk. Hastværk er lastværk. Den holder altså virkelig i forhold til børn.
Et eksempel kan være, at en ammebaby vil amme hver 1-2 time døgnet rundt. Og pludselig har vi fagpersoner, som forklarer, at det giver babyen mavesmerter, at mor ikke har nok mælk, og at mælken ikke har nok næring.
Som om det er unormalt, at en ammebaby – uanset om den er 1 eller 12 måneder vil amme hver 1-2 time døgnet rundt. Det er normalt – og gøres til et problem.
Det kan også være i forhold til søvn. Et barn vågner hver evig eneste gang forældrene prøver at lægge det i sin tremmeseng på sit eget værelse. Der må være noget galt, hører man fagpersoner – og alle mulige andre – sige.
Men er der virkelig noget galt i, at barnet, der instinktivt ved, at det er hjælpeløst på egen hånd, reagerer med opvågning og kalden efter sine forældre, når det finder sig alene og uden mulighed for at hjælpe sig selv i “sikkerhed”?
Så skåret ind til benet – hvad er problemet?
Mia B. Bjørnfort og hendes fire børn.
Hvis størstedelen af børn har en bestemt adfærd – kan vi så blive ved med at argumentere for, at det er unormalt? Når definitionen på ”normalt” netop er det statistisk hyppigst forekommende – dvs. det almindeligste, det sædvanlige?
Jeg siger nej, det kan vi ikke.
Og vi bør, efter min mening, kigge overordentligt grundigt på hvilken påvirkning eksisterende litteratur har på opfattelsen af normal adfærd, for hvor er tankerne omkring hvorfor noget pludselig synes som et problem, selvom børn alle dage har gjort netop sådan?
Hvad med om vi kiggede mere på, hvorfor det føles som et problem at amme hver 1-2 time døgnet rundt, eller hvorfor forældrene ikke føler barnet kan sove hos dem, end hvordan vi får lavet det om?
Måske er det slet ikke børnenes adfærd, der er et problem (come on, det vidste vi jo godt). Men nærmere vi voksne der har nogle meget urealistiske tanker omkring normal adfærd. Og her er vi så tilbage ved, hvor de tanker kommer fra… Det er en ond cirkel.
Der er faktisk en engelsk undersøgelse (se her: http://www.swansea.ac.uk/press-office/latest-research/newresearchfindslinkbetweensomebabybooksandpostnataldepression.php ) som har undersøgt, hvordan kendte babybøger påvirker forældre.
Den viste, at jo mere barnet afviger fra en given babybog, jo mere stresset er moderen. Og der var en statistisk signifikant overhyppighed af mødre med post partum reaktioner, blandt gruppen af bøger der beskrev, eller ligefrem promoverede, særligt stringente rutiner som f.eks “eat, sleep, play” rutiner, der også blev anbefalet, da jeg fik mit første og andet barn for henholdsvis 10 og snart 6 år siden.
