En unik labrador? #KLUMME

15/08/2018
Vores hund Charlie

Da jeg var ung, drømte jeg om at være anderledes, men på den fede måde. Altså uden tatoveringer og piercinger, for det er ikke mig.

Jeg ville skille mig ud på den bjergtagende, eksotiske lækre måde. Ligesom min veninde fra Iran gjorde det med hendes gigantiske tegnefilms-øjne, eller min anden veninde med hendes naturlige rødblonde hår og fregnede næse.

Men da jeg er temmelig dansk og dermed temmelig ueksotisk prøvede jeg med mit tøj. Problemet med det var bare, at jeg havde det bedst i jeans. Så jeg blev aldrig modeslave eller trendsættende.

Nu hvor der så er gået en snes år og mit hår er tyndet lidt og kroppen blevet en gennemsnitlig mor-krop, dvs. 10 kilo + samt slask og blæver, passer det mig faktisk rigtig godt at blende ind. Jeg foretrækker det faktisk og går for eksempel næsten kun i sort tøj.

Forleden var jeg så til et selskab, hvor jeg faldt i snak med en kvinde på min egen alder, om end bevidst barnløs, der både kitesurfede og gik til aikido. Hendes krop var trænet og hendes tøj blåt og hvidt.
”Laver du så noget aktivt?” Spurgte hun fuld af forventning.
”Tjøhhaaahh… jeg går rigtig lange ture med vores hund,” svarede jeg og genkendte pludselig den irriterende utilstrækkelighedsfølelse, der var fast inventar i min ungdom.

Gennemsnitlig.Bare helt almindelig og i mit fordrejede hoved, dermed ikke helt god nok. Spændende nok. Interessant nok.

Kvinden til selskabet grinede og sagde:
”Du skal lige høre noget interessant. Jeg har læst, at hundeejere og deres hunde altid minder om hinanden. Hvad slags hund har du?”

Jeg overvejede om jeg skulle vælte et glas vin og afbryde samtalen. For jeg ville rigtig gerne have svaret noget alla et tjekkisk gadekryds, som jeg redede fra et kummerligt liv på gaden. Eller en eksotisk race et eller andet, som ingen kender. Jeg ville faktisk gerne sige alt andet end sandheden, som er: Vi har en sort labrador. Det mest eksotiske ved ham er hans evne til at bjæffe som en søløve, når han er rigtig glad. Men lige præcis den info holdt jeg for mig selv og svarede med lav stemme:
”En labrador.”
Kvinden smilede begejstret og sagde:
”Nåå sådan en blød bamse. De er også så rare.”

Rare! Ordet, som jeg som ung for alt i verden frygtede at være, for at være rar var i mit hoved lig med usexet, kantløs og gennemsnitlig. Min hund var rar og hun havde lige sagt, at ejere og hunde lignede hinanden.

Jeg følte mig provokeret, om end uden grund, og sagde:
”Ja, det er han også og så bliver han jublende glad for at se mig hver gang jeg kommer hjem og dén velkomst overgår alt.”

”Kan jeg godt forestille mig. Jeg har også altid ønsker mig en hund,” svarede hun og jeg indså, at der intet galt er i at være rar og som flertallet, for de fleste af os har jo faktisk meget mere til fælles end vi tror. Vi skal bare huske at fokusere på dét og ikke på forskellene.

labradoren charlie

Vores lækre, madglade Charlie, der fælder enormt meget og bjæffer som en sølove <3

LÆS OGSÅ: Parforhold, kærestetid og manglen på samme!

Del filterfri.com

Om forfatteren

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Følg mig: Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>