Det svære skoleliv #Nicola

14/01/2019

Dixon bliver snart 5 år og det betyder, at vi tænker en del over skolevalg.

Det fik mig til at tænke på en trist skoleepisode med min ene bonussøn, da han var 13 år gammel.

 

“Hvad gik drengemødet så ud på?” spurgte min mand.
“Bare sådan, hvordan vi har det i klassen,” svarede bonussønnen.
“Okay. Hvordan har du det så?”
“Jeg har det okay,” svarede han.
“Sagde du så også det til læreren?” spurgte jeg.
“Nej, ikke rigtig,” svarede han.
“Okay, hvad sagde du så?” spurgte vi næsten synkront.
“Jeg sagde, at det var lidt irriterende, at jeg altid kom i gruppe med Peter.”

“Kan du da ikke lide Peter?”

“Jo men, det er bare lidt kedeligt altid at være sammen med den samme.”

Han var ikke så klar i sine ud-meldinger, som han plejede, og det både undrede og irriterede os. Endelig forklarede han:

“De andre drenge vælger altid hinanden og så er mig og Peter dem, der er tilbage.”

Lige der, midt i forårsrullerne og risen mærkede jeg en klump i halsen og et stik i hjertet.

Den stakkels dreng, som vi godt vidste var socialt udfordret, følte sig direkte udenfor.

Vi roste ham selvfølgelig for at have været så modig, at han turde sige det, for det er jo første skridt for at ændre det.

Bagefter talte vi om hvem, han så gerne ville være i gruppe med. Selvfølgelig var det klassens mest populære drenge, fodbolddrengene, som han higede efter.  I hans tilfælde vil det sige, alle klassens drenge undtagen flygtningen og en anden. Og ham den anden, er alligevel populær. Måske fordi hans fødselsdage altid bliver fejret ret storslået på bowlingbaner eller med splatter-pistol-skydning. (Og det hverken kan eller vil vi!)

Derudover er min bonussøn sådan en type, der ikke gider prøve at spille fodbold for at indgå i fællesskabet. Og selvom det jo er godt at stå ved den man er, ville vi jo ønske, at han gav sig lidt for at prøve at deltage.

Omvendt ved vi jo også, hvor onde børn kan være, hvis et barn ikke lever op til de andres forventninger. Og hvem ved, måske har bonusdrengen forsøgt at deltage, men har oplevet at hans tilstedeværelse ikke var ønsket og måske er det derfor, han nu fuldstændig strejker og enten tilbringer frikvartererne med sin mobil eller snakker med pigerne.

Så der sad vi rundt om spisebordet – tynget af virkeligheden. Jeg havde allermest lyst til at ringe til en voksen og bede om godt råd.

Jeg husker, at vi talte med ham om at prøve at få andre venner og være åben for at lave noget andre syntes er sjovt.

Vi foreslog også, han skulle skifte skole, men det ønskede han ikke. Han mente selv, at hans venner gik i hans klasse…

Og sådan er livet med børn bare rigtig svært.

Små børn små problemer – store børn store problemer.

Jeg må desværre tilstå, der er noget om det… for mens vi grublede over den lille bonusdrengs skoleliv tumlede min store bonusdreng rundt til fester med alkohol og det der er værre….

Så nyd dine små børn og jeres diskussioner om flyverdragterne, slikskålens størrelse og skærmtiderne. Det bliver kun værre og sværere . Det er en garanti 😊

 

 

LÆS OGSÅ: Ødelægger du også dit barn?

 

Husk du kan følge Filterfri på både Facebook og Instagram. Så bliver vi så glade 🙂

 

Del filterfri.com

Om forfatteren

Nicola -

Det tog mig 4 år at blive uddannet journalist og nu hvor jeg har haft mor-titlen i 4 år er jeg endelig ved at have indset, at mor-rollen er temmelig utaknemmelig og jeg har for længst opgivet at komme med i Superligaen for mødre, den Store Bagedyst og BoBedre! Til gengæld er jeg ved at være temmelig habil til at takle grums, rod og kaos!

Følg mig: Nicola -:


Vil du læse Nicola's nye hudløse fortællinger,
før hendes mand? Så klik da

>