Christine Feldthaus om succes og konkurrencestaten #ARTIKEL

Vil du have læst denne side med LYD?

FORTÆLLINGEN OM SUCCES ER KUN ET KLIK HERFRA…..

 Af Louise Boo Jespersen 

Fint fotograferede fastelavnsboller, massepsykose på sociale medier og pres fra konkurrencestaten. Hvis du synes, det lyder som en succesfuld cocktail, så læs med her. 

Christine Feldthaus (Privatfoto)

Christine Feldthaus (Privatfoto)

Så ligger de der igen. De flotte billeder på Facebook eller Instagram af den kreative fødselsdagslagkage med fondant og skum på toppen. Dertil hører en fest af balloner og dekorativ oppyntning i farvetema.

Netop sociale medier gør det muligt at byde inden for og vise ens liv på den bedste mulige måde. Om det så er børnefødselsdagen, den sunde mad eller hyggestunden med veninderne.

Ifølge livsstilskommentator Christine Feldthaus gør vi det, fordi vi kan. Hun mener, at vi lever i en tidsalder, hvor alt skal måles, vejes, skridtes af og så ellers eksponeres på alle tænkelige platforme.

”Alt skal dokumenteres, og alt skal ud i det åbne. Samtidig har vi fået en masse sociale medier, der gør, at vi fademe frivilligt sidder og fotograferer de lede fastelavnsboller og børn i udklædningstøj”, siger Christine Feldthaus.

De sociale medier har altså affødt et kæmpe behov for at fortælle alt i billeder eller visuelt.

”Der kommer ligesom en eller anden massepsykose, nu hvor vi har fået en teknologisk platform, så vi hvert tiende minut fortæller et eller andet, hvor vi igen markedsfører os selv som successer”.

Christine Feldthaus mener, at iscenesættelsen på de sociale medier er et forsøg på at fortælle omverdenen, at vi magter vores tilværelse. Vi har kontrol over den.

I en foranderlig verden er det godt med en plan, som signalerer et stærkt individ.

”Det handler om at stive sig selv af og forklare resten af flokken, at man er en succes”, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: #10 ÆRLIGE om Christine Feldthaus

Presset fra konkurrencestaten

Udover den konstante selviscenesættelse og massepsykosen på sociale medier, presser et andet problem sig på. Nemlig konkurrencestaten.

Ifølge Christine Feldthaus lever vi en konkurrencestat, hvor det handler om at blive den bedste version af os selv.

I konkurrencestaten går det ikke at være for tyk, ligesom man heller ikke må ryge eller drikke for meget. Man skal have et spændende job og vise sit børneprojekt frem som en del af en succesful fortælling.

Men på den måde måler vi hinanden og er hele tiden i konkurrence. En konkurrence, som øges i form af globalisering og digitalisering. Resultatet er en meget lille verden.

Christine Feldthaus påpeger, at konkurrencen ikke kun kommer fra Danmark. Banen er også kridtet op uden for Danmarks grænser, og det betyder, at konkurrencen er skærpet. I alle situationer skal man derfor være den bedste udgave af sig selv.

LÆS OGSÅ: Christine Feldthaus: Den endeløse jagt på det perfekte liv

Det uheldige ved konkurrencestaten er imidlertid, at alle får gejlet hinanden op til, at jo mere perfekte deres liv fremstår på alle platforme, jo mere succesfuld og des mere værdi kan mennesket tilskrives.

Christine Feldthaus udtrykker, at al den succes resulterer i, at vi holder mund med alt det, vi ikke kan finde ud af.

”Jeg ved godt, at der nogle, der ligger billeder op på Facebook af noget, der er gået galt og også fortæller om deres fejl. Men langt de fleste tager læbestift på, og så sidder de med deres små unger på skødet, og så skal det så ud som om, de er pisse happy. Og syv år senere bliver de skilt i et ordentlig brag.”

Christine Feldthaus efterlyser mere ærlighed. At det er bedre at indrømme livets skyggesider for hinanden og tage presset ud af samfundet og konkurrencestaten. Men det sker ikke.

Forklaringen ligger i tidsånden. Konkurrencen om at være den bedste, er blevet normen og projekt børnefamilie er blevet en del af den konkurrence.

”Det at vise, at man er en succesfuld, karismatisk, kontrollerende mor, der kan styre hele lortet, samtidig med man går på arbejde. – Det er med til at fortælle historien om succes. Der er ikke nogen, som gider ofre noget på tabere. Det er der ikke løncheck i. Det er der ikke klapsalver i i den tid vi lever i nu.”

Selvom skyggesiderne ofte holdes tilbage, findes de stadig. De mange lykkelige glasbilleder, som blandt andet konkurrencestaten er med til at fremdrive, har ifølge Christine Feldthaus en bagside. Den kommer til udtryk i en kæmpe usikkerhed.

For når målet er så højt, er der mange, som ikke når over målstregen. De er bange for ikke at slå til. At de ikke gør tingene godt nok. Derfor er det vigtigt også at fortælle historier uden happy ending.

Så kære læser: De mislykkede fastelavsboller, pulverkagen fra Amo og de umulige børn er kun ét klik herfra…hvis vi ellers tør… 🙂 

LÆS OGSÅ: Lotte Heise efterlyser mødre med kant

 

Om Christine Feldthaus (født 1962): Har i starten af sin karriere arbejdet som erhvervskvinde, hvor hun blandt andet var kontaktchef i reklamebranchen. Hun er kendt fra livsstilsprogrammet, ”Kender du Typen”, men har også været med i andre TV-programmer på DR. Christine Feldthaus er også forfatter, foredragsholder og livsstilskommentator.

 

Vil du have endnu mere Filterfrit? Så følg os på Instagram under navnet Filterfri_com eller på Facebook hvor vi har siden Filterfri 

Del filterfri.com

Om forfatteren

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Følg mig: Louise -:


Du ska' da ha' de nye #ARTIKLER direkte i din indbakke ?
Gå aldrig mere glip af grumset og ufiltrerede sandheder om livet med børn

>