aldrig mere glip af grin og gråd fra Louises liv.

Børnetanker: Et kig ind i skilsmisseland #Louise (62)

Vil du have læst denne side med LYD?

Der er bare tider, hvor den bettes ord brænder/bløder/smelter/stikker lige ind i mit mor-hjerte.

Sådan en dag poppede op en sen forårsdag med krokusser og vintergætter overalt. Af den grund – på den bettes initiativ – gik vi en tur rundt i kvarteret og plukkede en buket blomster.

For ”Far har nul blomster”.

Og det var jo synd, så afsted med os…på blomsterrov i naboens hække, indkørsler og haver (udkanten af deres haver…:))

Den bette tar’ mig i hånden, og vi går og plukker og snakker om, at det nu havde været sjovere, hvis der ikke var så mange hvepse.

På et tidspunkt kommer den bette med historier fra dengang, vi alle tre boede sammen. Og det er i denne sammenhæng, at den bette rammer mig lige i hjertekulen.

…spørgsmålet…

”Kan du ikke bo der, hvor far bor?”

”Hvorfor?” spør’ og ved ikke rigtig, om jeg tør høre svaret.

”For så behøver jeg ikke at savne dig så meget”.

…åhhh…hvad filan er den gode respons på sådan en udmelding???

Ved ikke lige helt, hvordan jeg får startet og sluttet, men får sagt noget med, at det jo også kan være en god ting at savne hinanden. Det betyder jo, at man er glad for hinanden og glæder sig til at se den anden igen. For hvis det var en person, man ikke kunne lide, ville man jo ikke savne…

Hun lyttede, men forstod måske ikke helt pointen…ved ikke, om jeg selv helt forstår den.

Men det er jo det, jeg hele tiden har vidst…den uundgåelige skygge af savn, som altid vil følge med en skilsmisse.

Og det er jo det eneste, jeg ikke kan gøre noget ved.

Den er der bare.

Så må vel bare gå med intuitionen og snakke om den, når hun har brug for det…

Fåårk…hvorfor er der ikke nogle, som har fortalt mig, at afmagt og kærlighed hører sammen på den måde…

 

Kort fortalt: Jeg hedder Louise og her er mit mor-cv i pixi-udgave: Jeg blev gravid i Palæstina, vendte tilbage til Danmark sammen med min amerikanske kæreste efter to år i udlandet, blev gift i USA, slog os ned i min hjemstavn, Holstebro, blev skilt efter 3 år. Så nu har mit liv taget en ny drejning = Singlemor med delebarn og står nu på helt egne ben.

LÆS NÆSTE: Dagbog fra Jylland (63)

LÆS FORRIGE: “Da-da-da-daa, der går min klasselærer” (61)

Del filterfri.com

Om forfatteren

Louise -

Jeg har aldrig løbet et maraton, været på krydstogt, røget en cigar på Cuba eller andre ting, der kan krydses af listen, inden man runder de 40. Til gengæld kan jeg krydse en del ting af, som jeg for 10 år siden svor aldrig ville ske – villa, Volvo og vovse. For ikke at tale om barn. De fire ting til sammen har egentlig aldrig udgjort de gyldne mål i mit liv.

Følg mig: Louise -:

>