Babyer og depressioner #Nicola

Fødselsdepression og mænd? Ja, det skete hos os…

Det er nemt at antage at en babys ankomst udløser glæde. For det gør de. Desværre for nogen udløser de også en masse undertrykte og fortrængte følelser, der nogle gange resulterer i depressioner. Fødselsdepressioner. Og det er ikke kun kvinder der rammes, mænd får også fødsels-depressioner.

Jeg har set det og oplevet det tæt på flere gange. Sværest var uden tvivl, da min egen kære mand fik diagnosen ”fødselsdepression,” da vores sidstfødte, og hans barn nummer fire, var 6 måneder gammel.

Jeg vidste godt, at min mand var ked af det. Han var fraværende, træt og uoplagt. Men han var også ansat på en arbejdsplads, der drev den ene kompetente medarbejder væk, efter den anden. Desværre ”forsvandt” de fleste af hans kollegaer med stress-sygemeldinger. Så jeg vidste, han var presset og arbejdspres sammenholdt med en trodsig 3-årig og en skrigende nyfødt, var ikke ligefrem lig med noget, der gav overskud. Så jeg beroligede mig selv med tanker om at det nok skulle vende lige om lidt. Men ventetiden var lang.

Vi er heldige at vi bor i Måløv i en kommune, hvor man prioriterer sundhedsplejersken. For jeg havde flere gange sagt til min mand om ikke han skulle gå til lægen, eller snakke lidt med en coach eller terapeut, men hans svar var altid, at han ikke havde hverken tid eller lyst.

Heldigvis kom sundhedsplejersken med nogle papirer, som vi hver især skulle udfylde – uden at snyde og uden at kigge på hinandens. Vi udfyldte dem aftenen før og jeg husker ligeså tydeligt min mands ord: ”Jeg tror ikke det er så godt. Jeg får ikke mange point.” Vi snød og kiggede på hinandens papirer. Jeg fik lyst til at græde.

 

LÆS OGSÅ: To barsler – den ene var magisk, den anden rædselsfuld. 

 

Lige foran mine øjne – sort på hvidt var beviset på at min elskede havde ondt. Han havde fået en fødselsdepression.

Min mand er typen, der altid kommer med jokes og elsker at drille andre. Han skjuler sin smerte godt og meget sjældent afslører han, når livet gør ondt. Så da sundhedsplejersken kom og vi drak te og snakkede, kom min mand som altid med et par kække bemærkninger.

Dernæst fik hun papirerne og udtrykket ”at tabe kæben” kom til sin ret. Der var ingen tvivl om at krydserne også ”overraskede” hende.

Den tilsyneladende glade mand, var slet ikke glad. Han havde en fødselsdepression”!

Og det var ikke fordi han ikke elskede mig, hans børn eller livet. Alle udfordringerne var bare dråber, der fik bægeret af omsorgssvigt fra hans egen barndom til at flyde over.

For den måde vi bliver behandlet på som børn, har konsekvenser for vores liv og den måde vi behandler vores egne børn på.

I dag smiler min mand ægte igen og efter terapi, et nyt arbejde, tidens gang og masser af kærlighed er han tilbage som den, han bedst kan lide at være.

Han joker stadig – også om det der gør ondt, som når han fortæller, at ”han har fyret sin mor.” For det har han faktisk gjort. Ikke pga depressionen, men fordi kærligheden til ham selv var større end længslen efter en kærlighed fra en mor, der ikke fandtes.

Men det er en helt anden historie…

 

LÆS OGSÅ: En sand historie om kærligheden og den til tider svære hverdag… 

 

 

Læs også: Disse to kvinder kæmper for at vi alle kan få en bedre barsel!